Spøgelset fra Vietnam

To nye bøger om Vietnamkrigen demonstrerer til fulde, hvorfor det amerikanske engagement i Sydøstasien fortsat er værd at beskæftige sig med. Vi lever stadig i skyggen af Vietnamkrigen, der eskalerede voldsomt i disse dage for 50 år siden

Amerikanske tropper på ”søg og tilintetgør”-mission i maj 1966 med det formål at finde nordvietnamesiske sympatisører. 58.000 amerikanere døde i krigen. På vietnamesisk side er det anslåede tal tre millioner.
Amerikanske tropper på ”søg og tilintetgør”-mission i maj 1966 med det formål at finde nordvietnamesiske sympatisører. 58.000 amerikanere døde i krigen. På vietnamesisk side er det anslåede tal tre millioner. .

Niels Bjerre-Poulsen: Vietnamkrigen. En international historie 1945-75. 580 sider. 350 kroner. Gyldendal. Udkommer i dag.

Christian G. Appy: American Reckoning. The Vietnam War and Our National Idendity. 396 sider. 25 dollars. Viking.

Et af de mange fascinerende forhold ved Vietnamkrigen er det besværlige i at fastlægge, hvornår krigen egentlig begyndte og sluttede. Ansvaret for begyndelsen kan lægges hos mindst fire amerikanske præsidenter:

Harry S. Truman, som i 1950 officielt anerkendte kong Bai Daos styre i Saigon og udpegede den kommunistiske nationale befrielsesbevægelse Viet Minh som fjendtlig magt.

Dwight D. Eisenhower, som ville opbygge Sydvietnam som selvstændig nation og aflyste en planlagt afstemning om landets genforening af frygt for kommunismens fremmarch, der angiveligt betød, at hvis Vietnam blev kommunistisk, ville nabolandene også falde som dominobrikker.

John F. Kennedy, som i 1960'ernes begyndelse optrappede USA's militære tilstedeværelse og kraftigt understregede engagementet i Vietnam som en del af den kolde krig mellem kommunisme og demokrati.

Og endelig Lyndon B. Johnson, der i 1965 tog den afgørende beslutning at sende kamptropper til landet som supplement til de tusindvis af politiske rådgivere og efterretningsfolk, der i årevis havde påvirket udviklingen i Saigon.

Hvem af de fire bærer skylden? Eller var det hele i virkeligheden Frankrigs ansvar, fordi landets kolonieventyr slog fejl, og Paris ikke kunne holde den spirende lokale nationalisme nede og efterlod USA med en umulig opgave?

USA-ekspert og lektor på Syddansk Universitet Niels Bjerre-Poulsens solide nye bog om Vietnamkrigen viser, at svaret på krigens begyndelse findes i en kompliceret blanding af det hele. Som bogens undertitel, ”En international historie 1945-1975”, angiver, kan Vietnamkrigen ikke alene anskues som en lokal sydøstasiatisk borgerkrig mellem Hanoi i nord og Saigon i syd, eller som en national antikolonialistisk befrielseskamp mod udefrakommende undertrykkere.

Den kolde krig mellem USA og Sovjetunionen med Kina som en vigtig spiller er den store ramme, hvori Vietnamkrigen skal ses, og alle de 30 år, som bogen fokuserer på, er brikker i krigens puslespil.

Ja, i en vis forstand sluttede krigen aldrig, hvilket fordobler dens fascinationsgrad. ”Spøgelset fra Vietnam” er dukket frem af den aldrig fjerne glemsels tåger, hver gang USA har stået over for en mulig ny militær intervention siden 1975. I debatterne forud for krigene i Libanon, Bosnien, Somalia, Afghanistan, Irak og flere andre steder har erfaringerne fra nederlaget i Vietnam hvilet tungt, og Det Hvide Hus har forsikret vælgerne om, at denne eller hin intervention ikke må blive ”et nyt Vietnam”.

Ikke desto mindre har debattører og historikere altid været hurtige til at finde de oplagte ligheder med Vietnam og genintroducere begreber som ”hængedynd”, ”søg og tilintetgør-operationer” og amerikanske soldaters mislykkede forsøg på at vinde lokalbefolkningens ”hjerter og sind”, som den sproglige arv fra Vietnamkrigen lyder.

At krigens begyndelse og slutning er så svær at fastlægge, er et indirekte argument for væsentligheden af Bjerre-Poulsens bog. Uden grundlæggende viden om Vietnamkrigens forløb kan det være svært at forstå nutidens militære og udenrigspolitiske debatter.

Samtidig indkapsler krigen en vestlig kulturhistorie, der blev skrevet, sunget og filmet i tæt samspil med udviklingen på slagmarken. Den kulturelle arv fra krigen er som bekendt enorm, og de mange uforglemmelige film, sange og bøger alene fra årene 1965-1975 er på en dyster baggrund dog et livsbekræftende udtryk for, at der kan komme himmelske ting ud af helvede.

For et helvede var krigen, og det viser Bjerre-Poulsens minutiøse gennemgang til fulde. Uden på nogen måde at svælge i myrderierne formidler han de enorme menneskelige omkostninger, som krigen havde - både for de næsten 60.000 faldne amerikanske soldater og deres pårørende og for flere millioner døde og fordrevne vietnamesere.

Man følger de skiftende amerikanske begrundelser for engagementet i Sydøstasien med hovedrysten og væmmes over den jævnligt optrædende kynisme hos både den nordvietnamesiske ledelse med Ho Chi Minh i spidsen, og den sydvietnamiske modpart Ngo Dinh Diem, likvideret i 1963, og de skiftende præsidenter i USA frem til Richard Nixon, der trækker de sidste amerikanske tropper ud i 1973. Præsidenterne og deres rådgivere føler man dog også en vis afmålt sympati for, fordi de skulle navigere i et kaos af utallige dagsordener og ufuldkomne målsætninger med det resultat, at en krig, som ingen egentlig ønskede, bare eskalerede og eskalerede.

Særligt trist var det næsten for Lyndon B. Johnson, der måtte se sit store, sympatiske samfundsreformarbejde med projektet ”The Great Society” delvist skudt i sænk i Vietnams hængedynd og jordhuler. Bjerre-Poulsen citerer hans datter Luci for at sige: ”Min far begik politisk selvmord med krigen i Vietnam. Og eftersom politik var hans liv, så var det det samme som at begå rigtigt selvmord.” Johnson døde af et hjerteslag i 1973.

Men skyldfri var han selvsagt ikke - han kunne for eksempel have støttet den såkaldte Marigold-fredsforhandling på polsk initiativ med Nordvietnam i 1966 og med en vis sandsynlighed have stoppet krigen, mens det amerikanske tabstal endnu ”kun” var på 6000 soldater. Men nej, han gik som så mange andre og af myriader af grunde den stenede vej mod ragnarok.

”Marigold”-kapitlet er blot en af mange små og store indsigter i Bjerre-Poulsens bog, der bygger på mangeårig forskning samt viden fra de stadig relativt nyåbnede arkiver. Fremstillingen er kronologisk og ganske detaljeret, men brydes undertiden af små indskudte historiefaglige oversigter, hvor diverse skoler inden for væsentlige spørgsmål som for eksempel ”Ville John F. Kennedy have stoppet krigen, hvis ikke han var blevet skudt i november 1963?” eller ”Kunne USA fra et militærhistorisk synspunkt have vundet krigen?”.

Disse debatter kunne sagtens have været mere udfoldet i bogen, for det er grundlæggende interessant at lære, hvordan historikere til forskellige tider har fortolket det skete.

Soldaten og historikeren deler i en vis forstand skæbne ved begge at begive sig ind i mineret farvand og skabe mening i et uoverskueligt net af løsrevne informationer. Det er Bjerre-Poulsens store fortjeneste, ud af den enorme mængde af litteratur og viden om krigen og dens udspring og konsekvenser, at skabe en sammenhængende syntese. ”Vietnamkrigen” er et lærestykke i, hvordan man bedriver saglig og begavet forskningsformidling til et oplyst publikum.

Niels Bjerre-Poulsen slutter bogen med Saigons fald i 1975 og Sydvietnams endelige nederlag. På samme tid var USA optaget af efterdønningerne af Watergate-skandalen og dén nationale selvransagelse, som politikernes årelange løgne førte med sig. Efterdønninger, der ikke er taget af i styrke. Hvis man har mod på en endnu mere udfoldet forbindelse mellem Vietnamkrigen og Afghanistan- og Irak-krigene, byder en anden spritny bog sig til. Den amerikanske historieprofessor Christian G. Appy argumenterer i bogen ”American Reckoning. The Vietnam War and Our National Identity” for, at amerikanske politiske ledere trods endeløse forsikringer om det modsatte intet har lært af Vietnamkrigen.

En etableret sandhed fra årene efter krigen var ellers, at USA kun skulle intervenere i udlandet, hvis det tjente et tydeligt nationalt formål, og hvis man havde befolkningens fulde opbakning. Krig var kun den allersidste mulighed. De amerikanske tabstal i det kvarte århundrede efter Vietnamkrigen var da også under 800. I alt. Og hvis man nødtvungent skulle engagere sig, skulle det ske med overvældende styrke.

Alt dette ændrede sig med Afghanistan- og Irakkrigene, hvor politikere og topembedsmænd gentog fiaskoen og fejlberegningerne fra Vietnamkrigen, hævder Appy. Hans hovedargument i bogen er, at det måske største offer for krigen i Sydøstasien var troen på amerikansk exceptionalisme. Amerikanernes dybfølte overbevisning om, at USA's idealer er ubetvivlelige, at de bør komme hele verden til gode, og at amerikanske regeringer altid gør det rigtige, blev skudt ned på slagmarken - en holdning, som den tidligere amerikanske udenrigsminister og ansvarlige for dele af eskaleringen i Vietnam, Henry Kissinger, også har givet udtryk for. Men med angrebet den 11. september 2001 og krigene i Afghanistan og Irak vendte exceptionalismen tilbage i politikernes retorik på trods af læren fra Vietnam.

Ingen anden krig med undtagelse af Den Amerikanske Borgerkrig 1861-1865 har medført så meget selvransagelse som Vietnamkrigen. At spøgelset fra den krig fortsat huserer, demonstrerer de to nye bøger til fulde.