Satirisk brevkasse-bog hudfletter den danske folkesjæl

Der er ikke noget, der er for stort eller småt til at komme med i Camille Clouds brevkasse, hvor de satiriske svar falder med vanlig Knutzon’sk sikkerhed

Det, der ved første øjesyn ligner en satirisk bagatel, ender med at bore sig ind og sætte sig fat.
Det, der ved første øjesyn ligner en satirisk bagatel, ender med at bore sig ind og sætte sig fat. Foto: Daniel Hjorth, Polfoto/ritzau.

Karakteren Camille Cloud opstod i bogen ”Frit flet”, som Line Knutzon i 2014 udgav sammen med Naja Marie Aidt og Mette Moestrup, og nu har hun fået sin egen bog til at udfolde sin brevkasse i. Det er sjovt. Og på sin vis skræmmende. For det, der ved første øjesyn ligner en satirisk bagatel, ender med at bore sig ind og sætte sig fat. Man begynder fornøjet sin læsning, for såvel spørgsmål som svar er svært underholdende, men så opdager man, at satiren rammer så rent, at man ender med at blive forstemt, hvis man vel at mærke er en af dem, der bliver ramt på manchetterne af Line Knutzons spiddende samfundsdiagnostik.

Line Knutzon forstår nemlig, når hun er skarp og ikke fjollet, at hudflette den danske folkesjæl, for eksempel den danske nationalsport: at forarges. Således lyder det fra Gregers Nyman, Ribe: ”Jeg søger forargede mennesker, der ligesom jeg elsker at blive forarget. Jeg tænker, at vi kunne mødes over otte onsdage og sammen forarges i 45 minutter. Derefter går vi et kvarter i grupper og forarges over de andre grupper. Til sidst mødes vi i den store sal og laver en stor samlet forargelse, hvorefter vi dybt forargede går hjem.”

Eller et af de mindre charmerende træk ved den danske folkesjæl: utilfredsheden og hygge-hadet. Således Jens Erik Plov: ”Jeg er en superglad og utilfreds dansker, som er opvokset i et pinefuldt velfungerende hjem i Hillerød. Jeg er gift med Susanne, som, ligesom jeg selv, også er superglad og utilfreds, og sammen har vi to dejlige børn, der står glade og utilfredse op hver morgen. Vi er generelt glade og taknemmelige for vores utilfredse liv, men nogle gange synes vi alligevel, hverdagen bliver lidt grå. Vi har derfor forsøgt at finde ting, vi kunne hade sammen i weekenderne, noget, der kunne ”spice” vores forhold op.”

Og Camille Cloud, kendt virksomhedsleder, entreprenør, terapeut, fitnessinstruktør, forfatter med virkelig meget mere, er heldigvis frisk på at svare på stort set alt, og hun er verdensmester i buzz-words og management-sprog og i at anbefale sine egne bøger, kurser og hudplejeserier til de nødlidende, uanset om det handler om kunst (primært had til), skat (primært unddragelse af), alder (primært fornægtelse af) og døden (ditto), hvortil et svar lyder: ”Man skal ikke tænke på døden, og jeg har derfor skrevet en række selvhjælpsbøger, som netop beskæftiger sig med, hvordan man holder op med at tænke på den. Min mest kendte bog om døden er en bagebog. Her lancerer jeg en række nytænkende og innovative opskrifter på cup-cakes, plus nogle særligt indviklede pyntemetoder hentet hjem fra det eksotiske Costa Rico.”

Og klynk finder på ingen måde nåde for Camille Clouds blik, for enhver er, som vi ved, sin egen lykkes smed, og der er mange, der godt kunne trænge til at tage sig sammen og lære at klare sig selv. Som hun svarer Vagn Knoxford, Møllergade 831, lej. 624, 11. sal, 2264 Hjorte, der blot skriver ”Hjælp” i sin henvendelse: ”Generelt synes jeg, at folk råber for meget om hjælp nu om dage. Selv har jeg ikke råbt om hjælp, siden jeg som femårig ikke blev hentet i børnehaven. Set i bakspejlet synes jeg, det var en unødvendig overreaktion, og jeg fortryder det stadig den dag i dag.”