Prøv avisen
Bog

Spørg Jørgen

4 stjerner
Bogen ”Spørge Jørgen” er i sagens natur en jeg-tung version af Jørgen Leth, der stolt og stædigt nægter at fortryde sit liv. Foto: Rune Aarestrup pedersen/Polfoto

Det er overraskende læsværdigt, når Jørgen Leth svarer på alt fra voodoo til sport, depression og forfængelighed

Jørgen Leth kan godt lide sit navn. Jørgen. Og navnlig den måde, det bliver udtalt på i Haiti. Monsieur Jorgen. Med Jor-gen udtalt i to tydelige stavelser. Monsieur Jorgen synger ikke i badet, han har ikke noget imod overskæg, og så elsker han, blandt meget andet, Hemingway, cykelløb og følelsen af en barberkniv mod sin hud.

Han er æstet og livsnyder, elitær og græskkatolsk, når det gælder janteloven, og måske er han også arrogant. Eller bare befriende ærlig. Det er i hvert fald meningen, at han skal være det sidste her i ”Spørge Jørgen. Jørgen Leth svarer på alt”. Og det er han da også. Lige bortset fra når der er noget, han ikke gider snakke om eller svare på. Så siger han det. Fingre bliver der ikke lagt imellem.

Bogen kan ved første øjekast ligne spinoff, og den lille orm gnaver langt ind i læsningen. ”Spørge Jørgen. Jørgen Leth svarer på alt” bygger nemlig på 23 radioudsendelser, der blev sendt i vinteren og foråret 2016 på Radio24syv. De første 20 blev optaget forskellige steder i Haiti af journalist og producer Zissel Astrid Kjertum-Mohr, mens de tre sidste blev optaget i Rom.

Udsendelserne havde brevkassens form, så lytterne kunne altså skrive ind og spørge om hvad som helst, mens Haiti og Rom tjente som en reportageramme om det egentlige: Jørgen Leths svar.

Men det er egentlig lykkedes overraskende godt at flytte stoffet fra et medie til et andet. Journalist Anders Houmøller Thomsen har lavet en klog bearbejdelse (der dog ikke er helt fri for gentagelser og kedelige korrekturfejl), og selvom man savner Jørgen Leths karakteristiske nasal, så kan man ikke undgå at nyde hans sikre og smukke sprog, som han aldrig vil beskyldes for at sjuske med.

Allerede inden han kom for skade at indskrive kokkens datter i danmarkshistorien, delte Jørgen Leth vandene. Det gør han med garanti stadig. For nogle mennesker er han kult, mens han får andre til at se rødt. Og hvis man hører til den sidstnævnte gruppe, skal man holde sig langt væk fra ”Spørge Jørgen”, der i sagens natur er en jeg-tung version af Jørgen Leth.

Det er ham, hans meninger og hans mod, der står centralt – men også hans ekstreme vid og hans vilde associationer, der kan få banale spørgsmål om blandt andet overskæg, voodoo, talent, religion, smalltalk, børn, forfængelighed, kynisme, køn, depression, jazz, særbehandling, sport, karaktermord og om at blive parodieret til at folde sig overraskende interessant ud.

Om det sidste siger Jørgen Leth, der stolt og stædigt nægter at fortryde sit liv:

”Jeg bliver slet ikke fornærmet over at blive gjort til grin. Det har jeg det fint med. Jeg er godt nok selvoptaget, men jeg tager ikke mig selv så højtideligt. Det er en meget vigtig skelnen. Meget vigtig.”

Og det er måske i virkeligheden netop det, der gør ”Spørge Jørgen” læsværdig. Spinoff eller ej.