En gruppe forskere fra Nationalmuseet har udgivet en bog om de danske bygninger på Guineakysten. Den er udkommet på det prestigefulde forlag Vandkunsten. Danskernes huse burde således være i centrum, men bogen bliver snarere en kolonihistorie efter kilderne med inddragelse af fæstninger og byer, der udgjorde den danske koloniale tilstedeværelse på kysten fra 1600-tallet til 1800-tallet.
Jeg har ganske simpelt svært ved at begribe bogen, der er skrevet af danske, norske og ghanesiske forfattere på dansk, men med engelske resumeer, skrevet på hvad man må kalde et besynderligt engelsk.
Hvis det er en dansk bog om dansk-norsk kolonial fortid og bygninger på tropiske kyster - udgivet på Vandkunsten - hvorfor så ikke i et ordentligt format og en fornuftig indbinding? Og hvorfor i det hele taget?
Det er jo ikke, fordi der ikke har været skrevet om bygningerne før. Arkitekten H.H. Engqvist er kun nævnt for sin stilhistorie, men er dog den, der sammen med Niels Bech har opmålt og publiceret mest om Guldkystens huse. I hans festskrift fra 1979 er der en stribe artikler om sagen. Kolonihistorien som sådan er da også beskrevet flere gange. Ikke dårligt af Georg Nørregård, af hvilke flere værker benyttes, men ikke alle de relevante. Der er så megen bevægelse i udforskningen af den danske bygningsarv i kolonierne for tiden, at det må undre, at dette slet ikke er afspejlet i denne bog.
Bogen er elendigt redigeret, hvis den overhovedet er det; vi får de samme historiske oplysninger i hvert eneste bidrag. Det er trættende. Sproget ofte haltende med ord, der ikke rigtig findes på dansk. Hvad der skrives om herrnhuterne burde være interessant, men forfatteren formår ikke at redegøre for, hvad denne pietistiske retning var.
Billedoplysningerne er for sparsomme, men man kan da finde credits bag i bogen, hvilket ikke nødvendigvis er givende, da referencerne er uklare. Noterne står hverken som fodnoter eller slutnoter, men som marginalnoter i mikroskrift, hvilket får siderne til at se endnu mere rodede ud. Det skal siges, at billederne er gode, men de fortjente bedre papir og større skala.
Muligvis skyldes bogen, at man fra dansk side med hjælp fra Nationalmuseet er gået ind i restaureringen af en plantage fra den tid i 1800-tallet, da slavehandelen blev forbudt, og kolonien måtte søges anvendt på andre måder, hvilket dog aldrig lykkedes. Det blev sparsomme afgrøder. Bogen afsluttes med nogle interessante overvejelser over kulturarvsturisme. Hvordan sørger man for, at den rigtige historie fortælles fremover? Hvem skal stå for bygningsbevaringen fremover?
Jo, der er problemer nok, og bogen kunne have vundet ved et mere problematiserende anslag - med bygningerne som eksemplificerende medspillere.
kultur@k.dk