Spor af liv, der forsvandt

Man foruroliges, opildnes og forvirres af udstilling på Museet Holmen i Løgumkloster med den polsk-jødiske kunstner Teodor Bók, der boede i Danmark fra 1972 til sin død i 2007

"Babelstårnet”, uden årstal.
"Babelstårnet”, uden årstal. Foto: Erik Chistensen.

Et myldrende spor af liv, et væld af detaljer fra noget, der var engang. En betændt civilisation med undergangen i sig, den undergang, der har sejret. Og sejret sig ind i døden. Intet liv er tilbage, kun en allestedsnærværende tomhed.

Man både foruroliges, opildnes og forvirres på Museet Holmen i Løgumkloster, der viser udstillingen ”At leve og overleve” bestående af træskulpturer og akrylmalerier af den jødisk-polske kunstner Teodor Bók (1947-2007), der fra 1972 boede i Danmark. Han var flygtet fra jødeforfølgelserne i Polen. Udstillingen viser nogle af hans centrale arbejder fra de mange år, han boede hertillands. De mest originale af værkerne, skulpturerne, kan ses i museets store sal, mens malerierne kan ses i den lille, hvor museet yderligere byder på en film om Bóks liv og kunst.

Et lille tog virker umiddelbart sødt og uskyldigt, et legetøjstog – er man lige ved at tro. Men man ser sig klogere. Med på toget er blandt andet en galge. Og man indser, at næste stop ikke er legeland, men døden, massedøden: Det er et holocausttog.

Ligeledes titlen ”Det lille hus med tårn” vækker forventning om sød uskyld. Men det grotesk høje tårn ved siden af huset trækker grådigt hele opmærksomheden til sig. Tårnet er bygget af trusler. Man kan spørge – hvilke? Men man spørger ikke. Det gådefuldt skræmmende er i sig selv et svar på et eller andet, som man ganske vist ikke ved, hvad er. Men hvad skal man med spørgsmål, når alt er svar?

"Babelstårnet”, uden årstal.
"Babelstårnet”, uden årstal. Foto: Erik Chistensen

I betragtning af at udstillingen tilsyneladende handler om det modsatte af at leve og overleve, studser man over dens titel. Men måske skal den forstås på den måde, at udførelsen af værkerne var kunstnerens eneste udvej til at leve og overleve. Under alle omstændigheder er det en højst levende udstilling om livets fravær.

På en vægtekst citeres Bók for at sige, at det er op til den enkelte at fortolke og finde betydning i de mange forskellige elementer, som indgår i værkerne. Men i første omgang har man nok at gøre med at opleve den stærkt sammensatte og uoverskuelige verden, der præsenteres. Hver gang man vender tilbage til brudstykker af den, er det, som om den har ændret sig. ”Sandheden” er hele tiden i bevægelse. Hele tiden opdager man nye sider ved de mystificerende konstruktioner, hvor det barske og det humoristiske er to sider af samme sag.

En kunstner uden for kategori. Sådan betegnes Bók rammende af Helle og Michael Moesgaard Andersen i deres bog ”En kunstner krydser sit spor. Teodor Bók som flygtning og kunstner i Danmark”, der er udkommet i forbindelse med udstillingen – hvor den kan købes. Med det lancerede udtryk hentyder forfatterparret til ”en kerne af særegenhed ved Teodor Bóks værker, som gør, at man ikke kan placere ham som en efterligner af andre og ej heller entydigt placere ham inden for” de eksisterende faglige termer.

”Hugtand”, uden årstal.
”Hugtand”, uden årstal. Foto: Erik Chistensen

Om den frygt og ondskab, der lader til at være udgangspunkt for det meste, fortæller Bók med et overskud, der kan virke paradoksalt. Han forholder sig skabende til det destruktive.

Intet er nødvendigvis, hvad det giver sig ud for. Menneskeskikkelser kan vise sig at være krigsmaskiner. Og sammensmeltninger mellem teknologi og organisk liv finder sted. En fugl – med et langt nederdrægtigt næb – er et maskeret missil. Døden og truende ødelæggelse truer overalt i en virkelighed af fabeldyr og andre sære væsener, der kan minde om forvoksede, panikspredende insekter.

Det er i skulpturerne, kunstneren mest synes at være sig selv. Men grundstemningen i disse genkendes i nogen grad på malerierne. Dysterheden går igen. For eksempel på et billede af en mor og et barn, en scene fyldt med en ubærlig gru. Billedet fremstiller en nedbrydende og alt forvrængende rædsel, den totale håbløshed. Livet er blevet til dette ene: at afvente det sidste og værste. På et andet maleri ligger en død hund med bevarede mindelser om de pinsler, den forinden har gennemgået: Helvede før døden. Liget af hunden er det ultimative udtryk for en verden fortabt i afstumpethed.

Den grumme udstillings tidssignalement er meningsfyldt i al dets meningsløshed.