Journalistik kan føre til alt, når blot man forlader den i tide, sagde den franske forfatter og kritiker Jules Janin (1804-1874). Og lige nu er der én bestemt retning, som danske journalister søger i, når de forlader faget: De vil være krimiforfattere, og de bliver det.
Den seneste i rækken er Lone Theils. Hun er dagbladet Politikens korrespondent i London og debuterer den 20. marts med krimien ”Pigerne fra Englandsbåden”. Romanen er baseret på en virkelig hændelse, som hun faldt over, da hun en dag sad og læste artikler på internettet i forbindelse med sit arbejde, og hendes hovedperson er en kvindelig journalist, der arbejder i London for et dansk blad.
”Siden jeg var en lille pige, har jeg gerne villet være forfatter, og på et tidspunkt tænkte jeg så: Nu må jeg altså tage den drøm alvorligt,” siger Lone Theils.
Hun læser typisk en skønlitterær bog om ugen, og halvdelen af dem er krimier, så det faldt hende helt naturligt, at det netop var den genre, hun skulle skrive i. Det betød også noget for hende, at krimier er en genre, der appellerer til mange, og som derfor også sælger godt. Sådan tror hun i øvrigt også, at mange andre af hendes kolleger, der skriver spændingsromaner, har det.
Hun beskriver det dog som et stort skridt at bevæge sig fra journalistikken over i fiktionen.
”At skrive en avisartikel er lidt ligesom at kysse en mand på en bar, mens en roman er et noget længerevarende forhold. Det er langt mere komplekst og også meget mere sårbart,” siger Lone Theils, der lige nu venter spændt på anmeldernes dom.
”Selvom man er en god journalist, er der ikke nogen garanti for, at man kan skrive fiktion. Men jeg betragter det som en fordel at have en baggrund som dagbladsjournalist, når jeg skriver krimier. Jeg bruger mine mange års erfaring med at lave reportager, når jeg skal beskrive ting og steder, og det er et plus at være vant til at citere mange forskellige mennesker, når man skal forsøge at ramme en naturlig dialog,” siger Lone Theils, der bruger sine ferier og fridage på at skrive fiktion og allerede er i gang med en toer.
”Det kan indimellem være nødvendigt med en 'afgiftningsperiode' fra dagbladsjournalistikken, når man skal bevæge sig over i fiktionen. Jeg kan for eksempel ikke bare gå over til at skrive fiktion om aftenen, hvis jeg hele dagen har beskæftiget mig med journalistik,” siger hun, der endnu ikke har planer om at skulle leve af at være krimiforfatter.
Med en gennemgående karakter, der ligner hende selv, og et plot, der er inspireret af virkelighedens verden, ligner Lone Theils' bog umiddelbart mange af de andre krimier, der skrives af journalister i de her år: Hovedpersonen er typisk journalist eller politimand, og kriminalhistoriens plot er oftest hentet fra de problemer og udfordringer, som man slås med i det senmoderne samfund. Det kan være emner som narkosmugling, trafficking, indvandring og dating.
Det mener Bo Tao Michalis, der er kritiker ved Politiken og medlem af Det Danske Kriminalakademi.
”Journalister mener ofte, at de er en slags detektiver, og derfor ligger krimigenren lige for. Det gode er, at de ved, hvad de taler om, og har en stor fordel i at være optrænet i at tjekke fakta og forholde sig til realisme, men det mindre gode er, at mængden af journalistiske forfattere generelt har gjort krimierne dårligere, fordi de alle sammen er kommet til at ligne hinanden. Det er håndværksmæssigt i orden, men kunstnerisk er det ikke særligt spændende. Jeg giver ikke meget for journalisternes kunstneriske ambitioner, men ingen kan vel fortænke dem i at gå efter noget, der er penge i. Det er dog påfaldende, så mange journalister hvis kunstneriske ambition det er at skrive en krimi og ikke en digtsamling om en stakkels ukrainsk kvinde eller et andet aktuelt emne,” siger han.
Bo Tao Michalis forudser, at markedet for det, han kalder den nordiske journalist-krimi, er ved at være mættet.
Lars Ole Sauerberg, der er professor i litteratur på Syddansk Universitet og siden 1987 har anmeldt blandt andet spændingsromaner i Morgenavisen Jyllands-Posten, mener også, at mange journalister er fristet af at skrive de hurtige sællerter.
”Krimier er den mest populære genre i øjeblikket, hvilket enhver kan forvisse sig om ved at gå ind i et supermarked. Men det har altid været sådan, at journalister har skrevet krimier, statistisk set har journalisterne udgjort den største faggruppe af krimiskribenter siden genrens begyndelse,” siger Lars Ole Sauerberg.
Han vil ikke kommentere det kunstneriske niveau, men siger:
”De fleste journalister ville ikke kunne tåle at komme en tur på Forfatterskolen, dertil er de alt for utålmodige. Der er en udbredt rastløshed og et aktualitetsbehov hos dem, og oftest gør de sig ikke de eksistentielle overvejelser, der skal til for at skrive mere smalle romaner,” mener han.
Jesper Stein er en af de danske journalister, der har haft succes med at skrive krimier. Hans foreløbig tre bøger om politimanden Axel Steen sælger i stort antal i Danmark og er blevet oversat til flere sprog. Hidtil har han drevet sit forfatterskab tillige med et job på Morgenavisen Jyllands-Posten, men for en måned siden besluttede han at sige jobbet op og blive fuldtidsforfatter.
”Det er en drøm, der er gået i opfyldelse. Jeg har altid gerne villet skrive fiktion, og det er så et sammenfald af mange omstændigheder, der har gjort, at bøgerne sælger så ualmindeligt godt, at jeg nu kan leve af det. Det er en kæmpe tilfredsstillelse,” siger Jesper Stein.
Han var to et halvt år om at skrive sin første roman, hvor han tog de fleste weekender og ferier i brug. Siden har han haft nogle måneders orlov fra avisen for at skrive de to næste.
”Jeg har fået hul på en serie, som jeg gerne vil følge til dørs. I fiktionen er man Gud. De erkendelser og oplevelser, jeg får undervejs i skriveprocessen, er anderledes end i journalistikken, hvor jeg refererer virkeligheden. Jeg kan skabe handlinger og moralske dilemmaer, som jeg selv opfinder, og som springer ud af de tanker og de erfaringer, jeg har gjort i mit liv,” siger Jesper Stein.
Han tror på, at han på et tidspunkt skal skrive andet end krimier, men lige nu er det altså serien om Axel Steen, der optager ham.
Jesper Steins tidligere chef, chefredaktør på Jyllands-Posten Jørn Mikkelsen, har ikke noget imod, at flere af hans journalister skriver fiktion i deres fritid.
”Vi støtter det principielt, men det må naturligvis ikke på nogen måde karambolere med arbejdet. Jeg anser krimigenren for at være så fiktivt veldefineret og anderledes, end det vi laver i vores daglige journalistik, at det ikke er noget problem,” siger Jørn Mikkelsen.
Personligt undrer han sig dog over, at så mange journalister er optaget af at skrive krimier.
”Jeg undrer mig over fascinationen af krimigenren, for jeg synes jo ikke, at der er noget, der overgår virkeligheden,” siger han.
Ifølge forlagschef Lars Boesgaard fra Lindhardt & Ringhof har journalister altid fyldt godt i krimilandskabet og det er der, ifølge ham, en naturlig forklaring på.
”Journalister ser og oplever rigtig meget virkelighed, og fordi de i forvejen er skrivende, er det en mindre barriere for dem at gå i gang med fiktionen end for så mange andre. Mange leverer noget, der er fantastisk godt, andre gør ikke, men vi bliver ved med at holde øje med kommende talenter i journalistmiljøet,” siger han.
Forlagschefen mener, at især krimigenren ofte beror på godt håndværk fra forfatterens side.
”Man skal respektere genren, og det er sjovt at hjælpe nye, gode krimihåndværkere på vej. Gennem de senere år er der dog så mange, der har meldt sig på banen, at det er blevet betydeligt sværere for den enkelte at slå igennem,” siger Lars Boesgaard.