Prøv avisen

Polsk kunstfilm er et anti-patriarkalsk kampskrift

4 stjerner
”Kvinden der glemte sin fortid” er samfundskritik pakket ind i slørede indstillinger og kraftfuld musik. Nem at blive fascineret af. – Foto: Another World Entertainment

Identitet er en social konstruktion i den polske kunstfilm ”Kvinden der glemte sin fortid”

Bag den sensationelle danske titel – ”Kvinden der glemte sin fortid” – er dette polske stykke i mol en tungsindig inkvisition. Af moderskab, af kønsroller, af familiestrukturer. De tematiske lag skælver under skallen af glas og beton.

Man skal umiddelbart ikke lade sig lokke til at tro, at art house-instruktør Agnieszka Smoczynskas erindrings- mosaik er et konventionelt drama om en kvinde, der pludselig dukker op fra ingenting. Alligevel er det tungsindige drama, bag et jerntæppe af metaforer, stemninger, kameravinkler og lyd, alligevel ikke helt så avantgarde, som den gerne vil bilde publikum ind.

Alicja (Gabriela Muskala) dukker op fra ingenting. I de første scener ser man hende vandre igennem en togtunnel, elegant klædt i stiletter med mudderspor slæbende ned ad den lyse cottoncoat. Næste gang, vi møder hende efter denne allegoriske genfødsel, er to år senere, da hun sidder i et tv-studie til den polske udgave af ”Sporløs”, og hendes far rørstrømsk ringer ind. Alicja lider af komplet hukommelsestab af den slags, der kan opstå af traumer. Alicja, der før hed Kinga, befinder sig pludselig blandt sin familie af fremmede. Forældre, en mand, en søn. Hun ved ikke, hvem hun var. De ved ikke, hvem hun er. Men det er tydeligt, at ingen er glade. Alicja har så tydeligt skuffet. Men er det hendes forsvinden eller hendes tilbagevenden, der skaber denne dysfunktionelle stemning af sorg og skam?

Vi ved aldrig mere end Alicja. Og Gabriela Muskala giver ikke sin karakter megen følelsesmæssig fylde, det ville falde uden for filmens fundats. Hun er hård og kold, ligesom omgivelserne omkring hende.

Dramaet er derfor mere interessant end gribende. Fotograferingens mange indstillinger gennem vinduer, i spejlinger, bagfra og i billedets yderkant holder det hele lige så sløret. Udfordringen bliver, at Alicjas ligegyldighed langsomt er på nippet til at forplante sig til filmoplevelsen. For det er svært at engagere sig i en, der ikke findes. Men det er samtidig pirrende.

Bag udtrykket træder temaerne frem, i takt med at relationen mellem Alicja, hendes mand, Krysztof (Lukasz Zimlat), og deres lille søn udvikles.

”Kvinden der glemte sin fortid” er et antipatriarkalsk kampskrift uden et eneste feministisk ord. Set gennem genskin og glasbure, imellem tabt erindring og identitetsleg er Alicja det moderne Polens Nora, der pludselig har andre steder at gå hen.

”Du var det perfekte barn, du var den perfekte mor, du var den perfekte hustru,” får Alicja at vide. Men som fortiden oprulles, lyser den fantasiskabte fiktion ikke dagligdagen op. For var Alicja det, ægte? Og vil hun stadig være det, være datter, hustru og mor? Eller skal fortiden forblive forglemt?

”Kvinden der glemte sin fortid” er kafkask samfundskritik og ibsensk familiekritik pakket ind i slørede indstillinger og kraftfuld musik. Ikke svært tilgængelig, men derimod nem at blive fascineret af.