Familien Rådström blev i 1994 planfadder til en afrikansk dreng. Men under folkemordet i Rwanda fik de besked om, at Nizeyimana var forsvundet, og hans ukendte skæbne kaster lange skygger over ”En Marialegende”, som i øvrigt er tilegnet Nizeyimana.
Niklas Rådström tager nemlig udgangspunkt i den sorteste af alle sorte skalaer over menneskelig ondskab – nemlig folkemordet. En afrikansk kvinde bliver voldtaget af børnesoldater, der myrder hendes familie og resten af landsbyens beboere. Den navnløse kvinde får selv et projektil gennem munden, som amputerer hendes tunge.
Herefter forgrener romanen sig i tre fortællinger. Vi møder Helen, som er blevet museumsinspektør, fordi forgængeren er død af kræft. Helen indleder en mailkorrespondance med en nevø til afdøde, for ”når et menneske ikke selv er i stand til at bære sit håb, må en anden gøre det for ham”.
Og hendes ord falder tilsyneladende ikke på stengrund, for nevøen ræsonnerer: ”Mørket går i stykker. Der er sprækker overalt.” En lignede oplevelse påkommer den afrikanske kvinde, som bliver hjulpet bort af en englelignende mand – ”hans lette berøring, som en vind, som dug, som et åndedrag”.
Helen skal forestå en udstilling med Lukas Cranachs billeder. Og fortælleren væver romanens skæbnetråde sammen, så læseren bliver ført tilbage til 1500-tallets Tyskland.
Cranach befinder sig i Wittenberg, der er belejret af kejser Karl V. I få og enkle linjer lægger Cranach sit liv blot. De store linjer og de selvanfægtede. Han havde haft succes, stor succes, han havde tjent penge, mange penge. For det gode håndværk og den utrættelige omhu udmærker Cranachs værker. Men nu risikerer det hele at blive tilintetgjort af kejserens belejrende tropper.
Fortælleren viser, at hver tidsalder har sine illusioner og desillusioner i disse tre historier, der spejler sig i hinanden, og hvor de dramatiske forviklinger og sindsoprivende beretninger om livets skrøbelighed bliver fortalt i en slynget og mildt arkaisk stil.
På omslaget af romane n figurerer brudstykker fra Cranachs maleri ”Maria med Jesusbarnet”. Og til slut glider romanens tre spor sammen i en fælles hymne til dette motiv, der minder om, at ondskaben ikke kan standse livets frugtbare gang:
”Hun og barnet så direkte ind i hinandens øjne. De er to underværker i færd med at opdage hinanden for at forenes i virkelighed og hverdag. I deres blik eksisterer tiden ikke, der er døden en forbigående tilfældighed og livet uomgængeligt og evigt. En hel verden eksisterer i det blik, og det er i det blik, verden bliver til.”
Verdens viderværdigheder fylder meget, men romanen ender alligevel i en fortrøstningsfuld tone. Stærkest står portrættet af Helen, i andre kapitler tykner uigennemskueligheden, klare passager bliver fortrængt af uklare udsagn og hensætter læseren i uafklarethed.
Som sådan er ”En Maria- legende” mere velskrevet end velkomponeret.