Blandt musikhistoriens mest sejlivede værker hører Johann Sebastian Bachs fire orkestersuiter. De kaldes også ouverturer efter den vægtige førstesats, der indleder dem alle. Med en varighed på godt 20 minutter for hver af dem, egner de sig fortrinligt til en hel koncert, så er spørgsmålet bare, hvilken rækkefølge man skal spille dem i?
Da deres tilblivelseshistorie er behæftet med betydelig usikkerhed – Bach har sandsynligvis skrevet dem i Köthen omkring 1720 – giver det ingen mening at tale om kronologi i den forbindelse. Concerto Copenhagen og oboisten Alfredo Bernardini, der ved denne lejlighed havde den kunstneriske ledelse, havde derfor blandet kortene på en anden måde. Man indledte med nummer fire i D-dur, som med sine tre oboer og tre smældende trompeter nok er den festligste af dem – den, hvor Bach synes mest i slægtskab med Händel. Så livfuldt spillede Concerto Copenhagen denne musik, at man kunne føle sig om bord i en båd, der gled ned ad Themsen til tonerne af Händels ”Water Music”.
Fra den festligste barok til den nænsomste kammermusik: Spændvidden i CoCo blev demonstreret i suite nummer to, den med solo-fløjte, hvor blot syv musikere – fem strygere, cembalisten Marcus Mohlin og den glimrende fløjtenist Katy Bircher – bød på delikat spil af fineste karat. Desuden kunne man igen beundre den fornemme klangbund, de to dybe strygere (Mime Yamahiro-Brinkmann og Megan Adie) lagde for solistens udfoldelser.
Efter pausen kunne publikum opleve den prægtige suite nummer et i C-dur, hvor Bach efter ouverturen byder på seks herlige dansante satser, og nummer tre med den udødelige ”air”, der gennem årtier havde sin faste plads i radioens ønskeprogram ”Giro 413”, vel at mærke når man nåede frem til den lang- hårede afdeling, der i dette tilfælde ikke var så langhåret endda.
På en pragtfuld aften, hvor Concerto Copenhagen igen spillede på internationalt topniveau, kunne man sagtens leve med, at koncertmester Fredrik From havde en tendens til at sætte tempoet betydeligt i vejret i de i forvejen hurtige satser. Spilleglæden var så smittende, at man fornemmede, at det ligefrem kunne have udartet til den rene spillemandsfestival, hvis Bach havde begået en femte orkestersuite. Man trådte ud af Garnisons Kirke med lyst sind og en stille taknemlighed over, at man havde tilbragt halvanden herlig time i gamle Bachs selskab – og ikke på den anden side af Sankt Annæ Plads, i Forligsinstitutionen, hvor tempoet og den musikalske lydhørhed må have været en ganske anden snak.