Prøv avisen
Bog

Spredte anmærkninger til tidsånden

2 stjerner

Aversionsprægede betragtninger fra den velskrivende Ulrich Horst Petersen

Ulrich Horst Petersen (født 1936) er uddannet jurist og arbejdede i mange år i centraladministrationen. Men han kan også se tilbage på et omfattende forfatterskab, der består af romaner, erindringer, forfatterportrætter og essays. Læsere af Petersens bøger kender ham som en fornem stilist med en stor åndshistorisk horisont. Derfor er det også med en vis forventning, man åbner hans seneste bog. Men ak. Den skuffer fælt.

”Enten – og eller”/”Mens vi venter” (to bøger er samlet i én bog) består af dagbogslignende notater om hverdag, politik, klima og kultur. Om alderdommen hedder det:

”Man bliver gammel på to forskellige måder i denne verden: af sig selv, og fordi verden ændrer sig så hurtigt og så meget, at den verden, man vænner sig til, mens man bliver gammel, ikke er der mere, når man er blevet gammel. Det er fortiden, man vænner sig til, mens man selv bliver fortid.”

Det er jo både godt set og sagt. Og det samme gælder Petersens betragtninger over knap 50 års forfattergerning:

”Det er svært at være forfatter, og man må være i hvert fald noget af en klovn for at være det, fordi man skal tro på, at det har en mening i sig selv, at man skriver og derfor ubetinget skal skrive noget, der giver mening at skrive, og det er svært.”

Det er en skam, at Petersen ikke tager denne indsigt til efterretning i denne bog, der minder om et veritabelt aversionskatalog. Især tre fænomener kan forfatteren ikke udstå. Det ene er Lise Nør- gaards tv-serie ”Matador”. Det andet er forhenværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V). Og det tredje er Dansk Folkeparti.

Petersen meddeler læseren, at han efter 20 års medlemskab af Socialdemokratiet har meldt sig ud:

”Men er der noget parti, jeg hverken kan eller vil være medlem af, er det Dansk Folkeparti. Altså kan jeg ikke være medlem af Socialdemokratiet.”

Petersen er særligt gemen i sit angreb på Anders Fogh Rasmussen, hvis kulturpolitik han umærkeligt får anbragt i nærheden af nazismen. Statsministerens kritik af smagsdommere var ifølge forfatteren ”Oprop til kulturkamp”. ”Oprop” hed det flyveblad, som den tyske besættelsesmagt kastede ned over Danmark den 9. april 1940.

Det er ikke pænt at skrive sådan, og Ulrich Horst Petersen lader ellers læseren forstå, at han netop lægger vægt på den pæne tone:

”Det er ikke godt, hvis et samfund forrås sådan, at had-tale, ringeagtsytringer og bagvaskelse tages for det naturlige udtryk for, hvad vi mener om hinanden.”

Hvorfor tangerer Petersen så selv det lavmål, han hævder at kritisere? Den nu 102-årige Lise Nørgaard bliver skoset med disse ord:

”Buste af Lise Nørgaard afsløret på det nationalhistoriske museum, Frederiksbergs Slot. Det er så lagerforvalter, MF Peter Rindals endelige sejr.”

Der er selvfølgelig tankevækkende betragtninger i bogen – for eksempel om Dostojevskij og Thomas Mann. Sidstnævnte har Petersen i øvrigt skrevet en fortræffelig introduktion til. Men som helhed er denne samling spredte anmærkninger under det niveau, man forventer af en skribent som Ulrich Horst Petersen.