Prøv avisen

Sprød Händel og verdens længste sofa

5 stjerner

Händels første oratorium bød på strålende sangere og spændende scenografi

Det er selvfølgelig noget af en påstand, men den sofa, der udgjorde en væsentlig del af scenografien ved Händel-premieren på Gamle Scene onsdag aften, må være verdens længste. Ikke alene strakte den sig ud over hele scenebredden, men et løbebånd lod den langsomt, næsten umærkeligt glide videre og videre, rundt og rundt, en uendelighedens sofa, hvis løb dog til sidst tager slut. Tiden besejrer alt – det må være hovedpointen i opsætningen af Händels første oratorium, ”Tidens og Visdommens triumf”, som han komponerede i 1707, blot 22 år gammel.

Der er otte medvirkende på scenen, fire sangere, som allegorisk fremstiller hovedpersonerne Skønheden, Nydelsen, Visdommen og Tiden – samt fire dansere, der viste sig også at have scenisk flair. De var formummet som en slags ansigtsløse voksmannequiner, men blandede sig alligevel med sangerne, også i en række erotiske scener: vellyst i den lange sofa. Og når det i visse passager umiddelbart gik noget uoverskueligt til, kunne man tænke på, at det ikke var tumult, men koreografi. Der er en mening med det hele, og den er, at tiden ikke lader sig standse, heller ikke for Skønheden eller Belezza, som hun hedder på italiensk – det sprog, der synges på, og som Händel mestrede til fulde.

Er ”Tidens og Visdommens triumf” et oratorium eller en opera? Man kunne godt komme i tvivl, og i denne version er det rette svar: et sted midt imellem. Under alle omstændigheder er det ikke librettisten, en kardinal ved navn Benedetto Pamphili, der må tilskrives æren for, at værket ikke er gået i glemmebogen, men Händels uforlignelige musik, spillet med sprødhed og spændstighed af Concerto Copenhagen under ledelse af Lars Ulrik Mortensen. Det er netop denne kombination, Det Kongelige Teater ved talrige lejligheder har haft så stor glæde af, blandt andet i Händel-operaerne ”Julius Cæsar” og ”Partenope”. I det aktuelle tilfælde, den første opførelse af værket på vores nationalscene nogensinde, indvarslede allerede ouverturen, at der rent musikalsk ventede os en sublim aften. Allerede efter få takter stod det klart, at Händel også i sin pure ungdom var en af barokkens store mestre. I begyndelsen af anden del hører man fra orkestergraven frydefuldt obospil i lange baner, alene det er værd at komme til Kongens Nytorv for.

Det store parti som Skønheden blev sunget af den engelske sopran Mary Bevan. Rygterne om hendes stemmepragt og sceniske nærvær viste sig ikke at være overdrevne. Hun kronede en pragtpræstation med anden akts berømte arie ”Lascia la spina, cogli la rosa” (Lad tornen være, pluk rosen), som Händel få år senere skulle bruge i operaen ”Rinaldo”, og som Lars von Trier anvendte i sin film ”Antichrist” fra 2009. Man kunne lægge en vis symbolik i, at det netop var på det tidspunkt, at den lange sofa stille gled ud af billedet. Forestillingens livsfrise tog omsider slut.

Mary Bevan blev fortrinligt suppleret af den australske mezzosopran Caitlin Hulcup i partiet som Nydelsen, den italienske kontraalt Sonia Prina som Visdommen og den engelske tenor Joshua Ellicott som Tiden. I forskellige kombinationer fik disse fire fortræffelige sangere sammen med forestillingens fire dansere (Giorgia Reitani, Alexia Nicolaou, Jesper Hermansen og Jeppe Kaas Vad) skabt en forunderlig helhed af det mere end 300 år gamle værk – i smuk overensstemmelse med Ted Huffmans stringente iscenesættelse. Det blev en af de teateroplevelser af den slags, hvor man i pausen er nysgerrig efter at opleve fortsættelsen – og føler, at alle brikker er faldet på plads, når tæppet går for sidste gang.