Hele otte forskellige komponister var repræsenteret med i alt 10 musiknumre, da Concerto Copenhagen med sin kunstneriske leder Lars Ulrik Mortensen ved cembaloet forsøgte at kaste lys over det fænomen, man har kaldt ”Stylus phantasticus”, den fantaserende stil.
Det gjorde samtlige syv musikere med en fin blanding af vovemod og sikker stilfornemmelse. De valgte komponister var alle af ældre dato end eksempelvis Händel og J.S. Bach, og værkerne strakte sig over små hundrede år: målt i den danske kongerække fra Christian den Fjerde til Frederik den Fjerde. Karakteristisk for ”den fantastiske stil” er ifølge Mortensen, at der hersker en betydelig forskel ”mellem musikken, som den er noteret, og den tilsigtede udførelse, som er beregnet på at overraske, chokere og tage publikum med på en musikalsk rejse til områder, som kun de færreste i dag vil mene passer til betegnelsen barokmusik”.
Afviklingen var smidig. Violinisterne Fredrik From og Peter Spissky, Jesenka Balic Zunic, der både trakterede violin og bratsch, bratschisten Torbjörn Köhl, cellisten Judith-Maria Blomsterberg samt kontrabassisten Mattias Frostenson spillede i forskellige opstillinger, men altid i et smukt og sprødt samspil. Og Lars Ulrik Mortensen akkompagnerede dem med vanligt engagement og et aldrig svigtende drive.
I Buxtehudes toccata i g-mol for cembalo var ”Mester” ene mand på scenen og demonstrerede sine virtuose færdigheder i det gamle stykke.
Et par gange blev gækken sluppet løs. Det gjaldt i Johann Schmelzers ”Polnische Sackspfeifen” (Polske sækkepiber), hvor strygerne meget virkningsfuldt skabte skotsk stemning i Garnisons Kirke, og i Antonio Bertalis ”Ciacona” sluttede man af med et lille gag a la slutningen i Haydns berømte ”Afskedssymfoni”: Frederik From udvandrede endnu spillende på sin violin, Mortensen fulgte trop, og cellisten sad alene tilbage, da musikken ebbede ud.
CoCo er og bliver en berigelse af det danske musikliv, og koncerten gav os et inter-essant indblik i forne tiders tonesprog.
Og vist klang musikken sine steder noget ”arkaisk”, men i begyndelsen af Johann Pachelbels ”Kanon og Gigue” lød den pludselig inderlig og vedkommende, næsten Schubertsk i sin sangbarhed.