”En sådan fortid var ligesom nøgler, pung og id-kort der kan fordeles i ens lommer når man går hjemmefra; den var lille, tryg – den enkelte konsoliderede og opdyrkede omhyggeligt en håndfuld egne minder – og ingen huskede på alles vegne.”
Linjerne siger ikke kun noget om sproget og billedkraften i Sergej Lebedevs ”Ved glemslens rand”, men også noget om dens overordnede tematik. At der er tale om en debutroman, er svært at begribe, netop fordi den er så afsindigt velskrevet, og fordi den forsøger at indkredse så vidtrækkende et emne som russisk erindring og fortrængning – og vel at mærke lykkes med det.
Men ”Ved glemslens rand” er også en helt konkret historie om en navnløs fortæller, der beretter om sine dage som dreng i datjaen – et russisk sommerhus – hvor en ældre, blind mand en dag ankom ud af det blå og gradvist blev en del af familien. Bedstefar To, som han kaldtes, knyttede særligt tætte bånd til drengen ved at levere blod til ham efter et livstruende blodtab.
Han mærkede dog en instinktiv uvilje over for den vennesæle Bedstefar To og fornemmede noget kalkuleret, manipulerende og tilbageholdt:
”Bedstefar To levede som et menneske uden fortid; en ydre utilstrækkelighed – blindheden – dækkede over en anden: den fuldstændige mangel på en fortid.”
Bedstefar To forblev et enigma gennem drengens opvækst, og som voksen, i en helt anden virkelighed, sætter han sig for at trevle Bedstefar Tos liv og hemmeligheder op. Det fører ham nordpå, til tundraen, til det uforsonlige permafrostlandskab, hvor Bedstefar To kom fra.
Han viser sig at have været leder i en af områdets uhyrlige Gulag-lejre, en systemets mand, én der ”har knækket andre mennesker”, og fortælleren stykker en mand sammen, der ikke bare var et monstrøsiteternes administrator, men også et menneske der mistede sin hustru, sin søn og sine endnu ufødte tvillinger. For så at blive blind.
Blindheden er naturligvis også en metafor: Bedstefar To kunne og ville ikke se, præcis som menneskene langt fra lejrene. Dem i datjaerne der nøjedes med at mumle, at gamlingen ”lugtede af stat”.
Det store billede, den omfattende gru, blev fortrængt dengang, og i dagens Putin-Rusland er ingen længere i stand til at huske noget som helst. Men fortællerens rejse mod nord og mod uhyrlighedernes epicenter er et bydende nødvendigt forsøg på at skabe en erindring.
Han må ”følge Bedstefar Tos skæbnebane i dens fulde længde”, og det fører ham – og læseren – gennem et land ramt af en art kollektiv demens og ned under overfladen. Helt bogstaveligt. Fortælleren er nemlig, som Lebedev, uddannet geolog, og undergrunden bliver et stærkt billede på, at intet forsvinder. At alt, også det fortrængte, indlejres i tidens lag.
Tematikken hos Lebedev leder tankerne mod Aleksandr Solzjenitsyn og ikke mindst Svetlana Aleksijevitj. Om Lebedev har hun skrevet:
”Det handler ikke længere om Stalins generation. Det handler om deres børn og deres børnebørn – en uendelig og ulyksalig gentagelse. Lebedevs hovedpersoner søger veje til at klippe denne navlestreng over.”
Det er sandt. Og vejen mod frigørelse er ikke fortrængning, men at trække den mørke fortid ud i nutidens lys. Som den unavngivne hovedperson forsøger at gøre det:
”Et enkelt menneske, der vil tage hukommelsens slid på sig.”
Som det også ses af dén formulering, så skriver Lebedev med en for russere typisk patos, der for en skandinav godt kan virke for svulstig, for opulent, ligesom en vis sproglig selvforelskelse også tegner dele af romanen. Men, men, men: ”Ved glemslens rand” dirrer af nødvendighed og er en såvel sproglig som fortællemæssig kraftpræstation – gennemmusikalsk oversat af Lotte Jansen – og fuld af scener, der ætser sig fast. Det kan kun store forfattere. Åbne vores øjne. For det, så mange så længe har lukket dem for.