Niels Barfoed: Sproget får én til at flytte fødderne på linen i håbet om at nå masten i det fjerne

Forfatter Niels Barfoed er en af sin generations sidste litterære koryfæer. Som ung kom han ind i kredsen omkring forfatter Karen Blixen, og filosof og forfatter Villy Sørensen blev hans mentor

Ved siden af sit virke som skribent og forfatter til historiske biografier kom Niels Barfoed med tiden til at skrive litterære, politiske og selvbiografiske essays. Og det gør han stadig. – Foto: Petra Theibel Jacobsen.
Ved siden af sit virke som skribent og forfatter til historiske biografier kom Niels Barfoed med tiden til at skrive litterære, politiske og selvbiografiske essays. Og det gør han stadig. – Foto: Petra Theibel Jacobsen.

Forfatter og litteraturhistoriker Niels Barfoed er et menneske, som man gerne vil have til bords ved et middagsselskab. Ikke alene er han en institution i dansk ånds- og kulturliv. Han udstråler en modtagelighed og åbenhed over for sine medmennesker. I sit blik, i sin stemme og i de ord, han taler. Og så er han forbundet med en omfattende belæsthed. Jo mere han taler og skriver – så sent som i efteråret udkom hans seneste og anmelderroste essaysamling – desto mere åbner verden sig, og han har været i mange af litteraturens afkroge.

Den 29. april fylder han 90 år. Kigger man alene på hans bogudgivelser, der strækker fra en række lyrik- og essaysamlinger over lige så mange biografier om blandt andre Don Juan-skikkelsen, polarforsker Knud Rasmussen, modstandsmand Ole Lippmann og Louisiana-grundlægger Knud W. Jensens første kone, Benedicte Jensen, fristes man til at tro, at det fra hans tidlige barndom lå i kortene, at bøgerne og litteraturen skulle blive et fikspunkt i Barfoeds liv. Helt forkert er det ikke.

”Min far var svendborgdreng og læste hele sit liv, om og om igen, en dengang populær romanserie for unge om en svendborg- og sømandsdreng, Peder Most. Og indimellem læste han oplysende bøger om dyr. Da jeg som purung debuterede i et højlitterært tidsskrift, var han meget genert. Min mor derimod, der kom fra et københavnsk embedsmandshjem, læste lidenskabeligt op af ’Hjortens flugt’ på sengekanten, når vi børn var syge – og det blev vi ikke raske af. Den til dato uhyggeligste bog, jeg har læst, er ’Mikkel og Mine på eventyr’ – Mickey Mouse hed Mikkel den første lange tid herhjemme. Jeg har den endnu, det er en lille klods af en billedroman fra 1934. Den er fuld af menneskejagt og pinsler, og jeg kan stadig ikke åbne den uden at få gåsehud,” siger Niels Barfoed.

Som en slags modvægt til den spæde barndoms eventyr fik Niels Barfoed J.P. Jacobsen i to bind i konfirmationsgave af en poetisk tante. Særligt den magiske novelle ”Der burde have været roser” forførte den unge konfirmand. Men Barfoed fortæller, at det først var på Vestre Borgerdyd Gymnasium i København, at han fik en afgørende indførelse i litteratur, ikke af lærerne, men af skolekammeraten og den senere filosof og forfatter Villy Sørensen, der lagde de litterære pejlemærker til Barfoeds videre vej og introducerede ham for klassisk litteratur og psykologisk realisme fra Herman Bang til Elsa Morante, fra Thomas Mann til William Faulkner. Surrealisme blev aldrig hans kop te.

Efter endt studentereksamen i 1949 studerede han litteraturhistorie på Københavns Universitet, hvorfra han blev magister i 1956 og senere dr.phil. På universitetet mødte han professorer, der var godsejere. Og han følte sig aldrig hjemme på Frue Plads i København. Fokusset var på den sammenlignende litteraturhistorie, hvilket den unge Barfoed ikke kunne finde mening i.

”Efter et par semestre tog jeg flugten og holdt et gavnligt sabbatår, så jeg kunne vende styrket tilbage og få studiet overstået så hurtigt som muligt. Mit private universitet fandt jeg på Det Kongelige Bibliotek i den gamle læsesal, blandt ældre studerende og unge forskere. Der skrev jeg både min konferens og med tiden min doktorafhandling om Don Juan-motivet i litteraturen.”

Hvem var din professor?

”Det var den spidsfindige Paul V. Rubow, der lovpriste Hans Hartvig Seedorff Pedersen og foragtede Johannes V. Jensen. Desto mere forbavset blev jeg i øvrigt forleden, da jeg mødte en ældre dame, som havde været ansat på Gyldendal, hvor professoren sad i bestyrelsen. Engang skulle hun over til ham på universitetet og aflevere nogle dokumenter, og hun blev spurgt af den gamle om, hvad sådan en nydelig pige læste. Det kunne hun i sin befippelse ikke lige svare på, hvorpå Rubow havde sagt: ’Jamen, så kan jeg anbefale Dem digteren Morten Nielsen!’ Dét kom godt nok bag på mig at høre. Man kan også gøre en professor uret. Morten Nielsen identificerede jeg mig i den grad med og skrev vers, der var snydt ud af næsen på ham.”

Hvilke forfattere identificerede du dig ellers med?

”Når jeg tænker over det, var det mere temaer, emner, tværgående opgaver, jeg gik op i, end enkelte bøger og forfatterskaber. Don Juan-motivet førte mig jo for eksempel både til den franske komediedigter Molière og Kierkegaard og mange andre. Men jeg indrømmer, at jeg helt ekstraordinært har en yndling, der har fulgt mig siden gymnasiet, the one and only: John Keats, den engelske romantiks geniale digter, der døde som 25-årig. Jeg har fået meget fritid på rejser til at gå med at oversætte ham. Når jeg fik et særligt forhold til tysk litteratur, var det ene og alene min ven og mentor Villy Sørensens skyld. Gudskelov blev det suppleret med det angelsaksiske, fordi jeg som ung magister fik et legat og dermed et ophold ved Princeton University i USA. Det var i 1950’erne. Det var som at blive blæst igennem og renset for det værste europæiske støv,” siger Niels Barfoed.

Som de fleste andre litterater fra den tid kom Barfoed ikke uden om forfatteren Karen Blixen. Faktisk kom han ind i kredsen omkring baronessen, som han mødte gennem sin samtids store forfattere. Han blev en del af 1950’ernes litterære miljø, fik udgivet en håndfuld digte i tidsskriftet Heretica og mødte Blixen første gang omkring 1955. Det var en tømmermandsformiddag hos digteren Thorkild Bjørnvig i Sletten ved Humlebæk i Nordsjælland.

”Hun havde en formidabel tilstedeværelse og intensitet. Rummet var til enhver tid hendes. Dertil kom, at hendes danske omgangskreds – bortset fra den stenrige og vildt foretagsomme Knud W. Jensen – ikke just var verdensmænd, så hun havde frit spil, hvad angår intriger og andre former for lus i skindpelsen, som hun havde brug for. Hun var umætteligt interesseret i at høre sladder fra aftenen før, hvor vi havde været til en af Knuds mange vilde fester. Hvem dansede med hvem? Jeg var klog nok til ikke at fortælle hende, at Bjørnvig havde danset lovlig tæt med min forlovede.”

Hvad var dit indtryk af hende dengang?

”Karen Blixens person og hendes forfatterskab gjorde jo et kæmpe indtryk ved i den grad at rage op og blænde i det kulturelle landskab herhjemme, der i hendes øjne var godt pakket ind i kristen fromhed, trangbrystet etik og blød humanisme. Jeg nåede aldrig at blive irriteret på hende; så beskæftiget var man med bare at ”tage hende ind”. Bjørnvig havde det anderledes. Han havde jo en grotesk ’pagt’ og siden et anstrengende udestående med hende.”

Parallelt med sit virke som forfatter markerede Niels Barfoed sig som en markant stemme på de københavnske dagblades redaktioner. Efter et par år som litteratur- og kronikredaktør på Aalborg Stiftstidende blev han fra 1961 og årtierne frem tilknyttet Information, Politiken, Weekendavisen og Aktuelt, hvor kultur, historie og litteratur blev et omdrejningspunkt for de artikler og kronikker, der kom fra hans pen. Han skrev om de store træk og perspektiver i historien og litteraturen, men fandt det med tiden mere udfordrende og besættende at skrive mere frit og åbent og bede til, at sproget ville være med ham. Han begyndte at skrive essays, eller essayistik, som han kalder det. Portrætter af mennesker, og det er i årenes løb blevet til en række udgivelser.

”Det kalder jeg mine frihåndstegninger, og resultatet kan man godt kalde selvbiografisk. Men ikke kun. Kun selvbiografisk er der ikke noget, der er. At huske sig selv og sit livs omskiftelser drager altid en bunke objektivt materiale med sig. Selve det at skrive går ud på at give mening for andre. Det håber jeg sker i min seneste bog, ’Ingen vej udenom’. Det indretter i bedste fald et rum, man kan være bekendt at invitere andre ind i. Her er det sproget og dets velvilje, som får én til at flytte fødderne på linen i håbet om at nå masten i det fjerne, hvor man skal hen, frelst og i balance. Linen kan være lang, men har man holdt publikum dernede i ånde undervejs – for ikke at sige lidt i åndeløshed – så har man været forfatter.”

Er det i virkeligheden sproget, der afgør, om litteratur er god eller det modsatte?

”Jeg er ikke den, der samler på idéer om, hvad litteratur er til for. Ikke længere. Det er livet for kort til. Enten er man solgt til litteraturens verden, eller man er det ikke. Måske har man brug for at træde ind i en fremmed verden, lukke døren bag sig og blive borte i en fortælling, der ikke er ens egen. Undervejs har man i bedste fald både nikket og er blevet chokeret. Måske har ens hjerte bævet eller ens tilbøjelighed til at sørge med de lidende fået næring.”

Hvad synes du kendetegner dit eget forfatterskab?

”Mit forfatterskab er med tiden blevet befolket med mennesker, kendte som ukendte. Nogle fylder en hel bog, andre kun en side. Jeg tror, at jeg blev lokket ind på menneskeskildringens bane, der er den mest interessante af dem alle, af den horisontudvidelse, jeg fik forærende i Østeuropa før murens fald. I Tjekkoslovakiet, Ungarn og Østeuropa fik jeg venner og kolleger, der i skyggen af en ubrydelig og dødsensfarlig mur levede et liv under trusler og i afsavn, som jeg ikke anede eksistensen af og især ikke de djævelske detaljer. Så det blev meningen med at være journalist og forfatter: at rapportere fra denne nære og dog så fjerne verden. Jeg blev inspireret til at undersøge et dansk opgør med kommunismen, som det udspiller sig i forfatteren Peter P. Rohdes både stolte og kranke skæbne i min bog, ’I unåde’. Rohde var en af de første moderne intellektuelle herhjemme – af samme støbning som for eksempel den britiske forfatter og filosof Arthur Koestler – dengang det kunne koste dyrt at mene noget, for ikke at tale om at skifte mening,” siger Niels Barfoed.