Prøv avisen
Reportage

Sproget rækker ikke, når døden rammer

Alt det vi har fået af de døde, det skal vi give videre til verden og andre mennesker, sagde Naja Maria Aidt, da hun mødtes med Søren R. Fauth (i midten) og sognepræst Anders Thyrring Rasmusssen i Vor Frue Kirke i Aarhus til festuge-arrangementet ”Livet i Sorgen”. – Foto: Flemming Jeppesen/Fokus

Forfatterne Naja Marie Aidt og Søren R. Fauth mødtes i Aarhus Festuges kirkelige serie ”Rum der forkynder”. De har begge skrevet om død og sorg, selvom de er enige om, at det nærmest ikke kan lade sig gøre

Vi skulle have siddet udendørs i klostergården, men det ustadige sensommervejr har tvunget arrangementet inden døre i Vor Frue Kirke. Foran alterets krucifiks og bagbeklædningen, der er sort med gyldne stjerner, sidder forfatterne Naja Marie Aidt og Søren R. Fauth. Og Anders Thyrring Andersen, der er sognepræst ved kirken i Aarhus og tillige litteraturhistoriker. Han byder velkommen og bemærker, at rummet nok er plan B-løsningen, men i høj grad inden for rammen af ”Rum der forkynder”, som den igangværende Aarhus Festuge har kaldt en række arrangementer.

Emnet ”Livet i sorgen” taget i betragtning virker rummet oplagt. Tystheden og det lette mørke er varmende og omsluttende på en måde, som det er svært at forestille sig, at solstrejf mellem spredte byger kan hamle op med. For det er svært, rigtig svært, det, de to forfattere er kommet for at fortælle om. Faktisk så svært, at det næsten er naturstridigt at sætte ord på.

På trods af at de begge har haft døden tæt inde på livet og har skrevet om den sorg og afmagt, der følger i kølvandet, så kommer en stor del af samtalen til at handle om det umulige i at sætte ord på tabet af et nærtstående menneske.

”Jeg havde et rasende ønske om at rapportere fra det her yderste sted, men der fandtes ikke et sprog og en form, der var stor nok.”

Det er Naja Marie Aidt, der lægger ud. For to år siden udgav hun bogen ”Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage” med undertitlen ”Carls bog”, der er skrevet som reaktion på sønnens, 25-årige Carl Emils, død i 2015.

Selvom hun virkelig gerne ville, skrev Naja Marie Aidt derfor i lang tid ikke ét eneste ord. Først ni måneder efter, som en slags omvendt graviditet, skrev hun fem linjer om den aften, hvor telefonen ringede, og eksmandens stemme prøvede at få hende til at forstå det uforståelige: at Carl var død. De linjer blev sammen med andre fragmentariske tekster til sidst til den anmelderroste bog, der nu er udkommet i 16 lande.

Søren R. Fauths erfaring er en anden. Hans søster Mette døde af kræft i 2009, da hun var 36 år og havde to små sønner. Men først, da hans far flere år senere kom på plejehjem, skrev han langdigtet ”Digt om døden”, hvor søsterens død flettes ind i det, han kalder forældrenes elendighed. Teksten blev skrevet i løbet af nogle få juledage nede i forfatterens kælder.

”Der var så meget tryk på mit følelsesliv, at jeg ikke længere kunne rumme det. Samtidig var jeg frustreret over, at jeg ikke kunne finde en form. Men pludselig væltede der tekst ud af mig,” fortæller Søren R. Fauth og fortsætter:

”Jeg ville tættere på livet, og jeg ville røre ved min egen sorg – og det, at teksten kom så hurtigt og pludseligt, forhindrede mig i at forskønne tingene.”

Søren R. Fauth betroede forsamlingen, at han ikke havde læst Naja Marie Aidts bog. Den udkom, kort før hans egen bog udkom, så han turde simpelthen ikke. Han var tydeligt berørt, da Naja Marie Aidt i kirkerummet læste højt fra de første sider af Carls bog og måtte lige samle sig, før han kunne læse op fra sit langdigt.

De to forfattere var enige om, at den menneskelige bevidsthed er hård, når sorgen rammer.

”Bevidstheden martrer os, fordi den giver os evnen til at erindre og til at opleve tabserfaring,” sagde Søren R. Fauth.

For Naja Marie Aidts vedkommende har sorgen hjulpet hende af med noget af bevidsthedens ustandselige minden os om, at vi skal dø.

”Tidligere led jeg af narcissistisk dødsangst, den er jeg nu sluppet for, og det er en stor befrielse. I en periode ønskede jeg kun at dø, men nu har jeg det sådan: Vi er her nu, og det er det. Der ligger en befrielse i, at vi ikke kan kontrollere livet,” sagde hun.