Prøv avisen
Koncert

Sprognørdet opera savner musikalsk ordforråd

3 stjerner

Den eksperimenterende opera ”Liebestod – en opera:tion” er fuld af kaos og ord på fremmede sprog, men musikalsk taler det nye værk i et påfaldende monotont leje

Det Kongelige Teaters mindste operascene, Takkelloftet, lægger i denne uge hus til gæstebesøg fra den danske operaproducent Opera Nord, der især er kendt for at tilpasse sine værker til helt specifikke steder.

I 2015 indtog man eksempelvis hele området omkring det runde Tietgenkollegium på Amager for at præsentere totaloperaen ”Looking for Courage”, hvor publikum vandrede rundt i parkeringskældre og kollegiegange, mens en symboltung fortælling om Berlinmurens fald og studenteroprør i Beijing udfoldede sig omkring dem.

Opera Nords nye produktion, kammeroperaen ”Liebestod – en opera:tion”, er dog ikke knyttet til et særligt sted, men foregår i et kvadratisk rum, hvor publikum sidder rundt om de medvirkende: en håndfuld musikere, to sangerinder og en skuespiller.

Her er man vidne til en tre kvarter lang meditation over temaerne død og kærlighed, en fragmentarisk kollektiv samtale med løs tilknytning til den berømte kærlighedsdød i Wagners ”Tristan og Isolde”.

På alt lige fra oldgræsk til engelsk, fransk, svensk og dansk endevender Sofia Jernbergs akrobatiske stemmebånd og Katinka Fogh Vindelevs klassisk trænede sopran kærlighedens væsen med skiftevis lange, udstrakte floskler såsom ”life matters, death matters” og, for Jernbergs vedkommende, gutturale hvislelyde om ”le silence”.

Sprogkunstneren Cia Rinne står bag librettoen, som også byder på en telefonsamtale mellem viola d’amorespilleren Garth Knox og et personificeret hjerte samt et skænderi mellem Jernberg, der længes efter døden, og kontrabassisten Nina de Heney, der med uskolet sang og fri improvisation indtager rollen som Hades og ikke vil opfylde den kærlighedsramtes ønske.

Louise Becks iscenesættelse er lige så rig på symbolik som librettoen. Skuespilleren Oscar Boy Willems indtager rollen som studentikos seminarleder og kaster spørgsmål som ”what is Eros?” op på en gammeldags projektor. En violinkasse pendulerer over de medvirkende for at symbolisere tidens gang, og Sofia Jernberg bliver bundet fast til røde tråde som et hjerte med skrøbelige forbindelser til livet.

Fra begyndelse til slut er det vanskeligt at slippe oplevelsen af, at her er noget, man skal forstå. At de hektiske, kaotiske tableauer og de klichétunge udsagn skal udtrykke en hemmelighed, der skal afkodes.

Men meningen fortaber sig i floskler, hvilket særligt afspejler sig i det musikalske indhold, komponeret af svenskerne Sofia Jernberg og Henrik Strindberg. Instrumenterne, der også omfatter harpe, akkordeon og percussion, udnyttes ikke til meget mere end vedblivende vippefigurer og stillestående raslen.

Modsat udgangspunktet i Wagner er her ingen musikalsk storform. Mest indhold er der i nogle af sangerindernes nøgne passager, hvor forskellige nationaliteters folkemusik spøger i linjerne. Men ellers bevæger musikken sig aldrig langt væk fra sin grundtone eller det tøvende, fastspændt i stramme mønstre.

Musikalsk set er ”Liebestod – en opera:tion” mere lyden af et kompromis end en ambition, og man får slet ikke nok ud af de fremragende instrumentalister, som medvirker. Derfor slipper operaen aldrig ud af sit distancerede syn på verden, og de mange lag af symbolik kommer til at ligne et forsøg på at skjule en manglende substans.