Prøv avisen

Søster Snu

Historien om Tøger Seidenfadens halvsøster overbeviser ikke

Der er næppe mange, der vil nikke genkendende til andet end efternavnet, når talen falder på Ebba Merete Seidenfaden. Bedre kendt som Snu Abecassis, kontroversiel forlægger på det portugisiske Dom Quixote, men utvivlsomt allerbedst som elskerinde og papirløs hustru til politikeren Francisco Sá Carneiro, stifter af Det Socialdemokratiske Parti og senere Portugals premierminister.

LÆS OGSÅ:
Ny bog: Tøger Seidenfaden takkede nej til ministerpost

Nu er en om hende røget gennem importnåleøjet til det danske marked. Forlaget forsøger at vinkle dansk ved at give Cândida Pintos bestillingsværk titlen Snu Seidenfaden, men vinklen i en er politisk, blot en smule personlig og umiskendelig portugisisk. Og ikke et ondt ord om det. Men at sælge den som historien om Tøger Seidenfadens søster er lidt af en tilsnigelse, da han nok er kilde, men blot en beskeden en af slagsen, og da de danske forhold spiller en forsvindende lille rolle.

Snu Seidenfaden blev født i 1940 som barn af Jytte og Erik Seidenfaden og fik det skrevne og trykte ord ind med modermælken. Hvilket blev yderligere forstærket, da mor Jytte hopper hinsidan og gifter sig med forlagsmagnaten Tor Bonnier, der plejer tvangfri omgang med eksistentialistiske nobelpristagere og andet godtfolk i et enormt palæ i Stockholm.

Snu og hendes søskende vokser op i Danmark, Sverige og England, hvor Snu på en privat kostskole møder sin kommende portugisiske ægtemand, Vasco Abecassis, som hun flytter til Lissabon sammen med i 1962, da diktatoren Salazars skruestik er på sit strammeste. Og her går hun i såvel forældres som stedforældres fodspor på forlaget Dom Quixote, der uden at ryste synderligt på hånden lægger sig ud med styret med en række polemiske udgivelser. Mest kendt i sit nye fædreland bliver hun dog, da hun forelsker sig i politikeren Francisco Sá Carneiro og styrter ned sammen med ham i et privatfly og dør i 1980 i en alder af bare 40 år. Terror eller ulykke? Det er aldrig blevet opklaret.

Der er stof til et brag af en biografi over Snu Abecassis liv. De ydre omstændigheder er rigelige og på plads, men Cândida Pinto får aldrig, trods en imponerende research, skovlen helt under sin hovedperson, der beskrives forbløffende ens og stereotypt af samtlige kilder: reserveret, kølig, smuk, begavet, blåøjet. Der bliver hun stående i al sin strålende endimensionalitet, mens hendes handlinger vidner om en anden og langt mere sammensat person.