Selvom det nu er 45 år siden, Poul Henningsen døde, er hans navn stadig kendt. Det skyldes ikke mindst, at han som debattør var så provokerende, at hans læsere hurtigt delte sig i en blå og en rød stue. Og i borgerskabet var han i flere årtier landets mest udskældte mand. Det afholdt ham ikke fra at fortsætte sit virke som samfundsrevser, og man må lade ham at han foruden at være et kreativt multitalent var en påfaldende modig mand der aldrig valgte at flyde med strømmen. Tværtimod.
Når PH stadig huskes, skyldes det også hans mange revyviser, hvoraf flere er blevet evergreens. I Højskolesangbogen er der nu syv numre af ham, med iørefaldende melodier af Bernhard Christensen og Kai Normann Andersen. Forleden var der i min lokale kirke et PH-arrangement, og her var genkendelsesglæden blandt tilhørerne over de viser der blev sunget, ikke til at tage fejl af.
LÆS OGSÅ: Tegneglæde fra barnsben af
Med udgivelsen af Hans Hertels monumentale PH-biografi, som med god grund er blevet hyldet overalt, er interessen for PH blusset op igen. I modsætning til Paul Hammerichs Lysmageren (1986), der nærmer sig en helgenkåring af PH, behandler Hans Hertels biografi også PHs natside. Først nu har vi derved fået et billede af PH i helfigur.
Den 30. september 1943 flygtede PH på grund af sit antinazistiske virke til Sverige. Til trods for at vejret var uroligt, lykkedes det ham og hans hustru Inger i ly af nattens mørke at nå til Landskrona i en robåd.
I båden befandt sig endvidere arkitekten Arne Jacobsen og dennes kæreste Jonna, samt en 28-årig jødisk civilingeniør og studenterroer.
Ifølge Hammerichs krønike klaskede den unge ingeniør hurtigt sammen ved årerne, til trods for at han var kaproer. Det var den midaldrende PH, læser vi, der stod for langt den største indsats. Så stor at han angiveligt havde mærker på balderne resten af livet.
Efter udgivelsen af Lysmageren blev denne fremstilling korrigeret af studenterroeren i Politiken (20.9.1986), og i 4. oplag af bogen var rollefordelingen ved årerne derfor blevet ændret. Der var nu endda blevet indsat et foto af den unge mand. Men i første oplag var hans indsats altså kraftigt nedtonet, mens PHs var tilsvarende forstørret. Og i Klaus Rifbjergs gengivelse fra 2011 af overfarten er studenterroeren helt fraværende: Han (PH) roede det meste af vejen over, da medpassageren, jøden Arne Jacobsen, ikke kunne mere. Det gav ham livsvarige skader på hænderne . Ifølge Hans Hertel er denne oppyntning af Hammerich en uskyldig erindringsforskydning, men også et muntert eksempel på selvforstærkende mytologisering .
Væk var studenterroeren imidlertid, og det fik mig til at tænke på et meget alvorligere eksempel på at en person kan forsvinde helt ud af historien. I Milan Kunderas roman Om latter og glemsel (1979) begynder første kapitel med en beskrivelse af hvad der overgik den tjekkoslovakiske udenrigsminister Vladimír Clementis:
I februar 1948 trådte den kommunistiske leder Klement Gottwald frem på balkonen af et barokpalads i Prag for at tale for de hundredetusinder af sine medborgere der stod stuvet sammen på det gamle bytorv (). Gottwald var flankeret af sine kammerater, med Clementis stående ved siden af sig. Der faldt snebyger, det var koldt, og Gottwald var barhovedet. Den omsorgsfulde Clementis tog sin pelshue af og satte den på Gottwalds hoved (). Fire år senere blev Clementis anklaget for forræderi og hængt. Propagandasektionen sprayede ham omgående ud af historien og, naturligvis, også bort fra alle fotografierne. Hvor Clementis engang stod, ser man kun den nøgne paladsmur. Alt der er tilbage af Clementis, er huen på Gottwalds hoved.
Når offentlige personer faldt i unåde i det gamle Rom, blev billedlige gengivelser af dem slettet. Til at betegne det brugte man udtrykket damnatio memoriae (dømt ud af erindringen).
Nu er studenterroeren, der gennem sin kamp mod Øresunds bølger havde hovedæren for at sikre PH flere årtiers fortsat virke, blevet trukket ud af glemslen. Dels i Hans Hertels biografi, dels i en artikel af Peter Bistrup fra 2004 i Dansk Idrætsforbunds Nyheder. Denne restauratio memoriae (genindsat i erindringen) finder jeg yderst passende.
Den tapre roer er netop afgået ved døden 97 år gammel. Han hedder Herbert Marcus og er en af de få der har opnået at blive æresmedlem af Danske Studenters Roklub. Han fortjener at få sit billede i avisen.
I klummen skriver et panel bestående af sprogprofessor Niels Davidsen-Nielsen, festival-leder Ulla Tofte, historiker Jes Fabricius Møller og museumsdirektør Dagmar Warming om kulturhistorie, kirke og værdidebat set gennem et aktuelt og personligt prisme. Klummen bringes hver fredag