Der er gang i publikum på denne tirsdag aften i Teatret Svalegangens sortklædte sal i Aarhus. Alle er ser frem til en hyggelig aften og til at byde Bodil Jørgensen velkommen på scenen. Og efter alt at dømme er hun da også tilbage i storform.
Som Lulu Zieglers genfærd stavrer hun forvirret ind fra siden iført glinsende hvide diva-pailletter og en gylden håndtaske fuld af småpenge til pianisten.
Hun har stået på dækket i 70 år og ventet og lyttet og observeret og er klar til at dele ud af sin indsigt om sit liv, sin samtid - og lidt om vores nutid.
Med sin karakteristiske Bodil Jørgensen-røst, skrøbelig og hæs, taler og synger hun til os i maritime metaforer om skumle dansebuler, skipperlabskovs, drømmen om de syv have, om ture til Meningsløslille og om et blø-dende Europa, der skulle rejse sig fra asken efter Anden Verdenskrig.
I skikkelse af diva-spøgelset udtrykker hun en længsel efter alle de historier, hun aldrig har fået fortalt af mennesker på gaden, hun aldrig har mødt. Hun kigger os dybt i øjnene og spørger, hvordan skal vi tackle det, at vi ikke ved, hvor længe vi skal være her? Hvordan giver man sit liv ny ræson og retter på sjælens facon? Og får man egentlig en chance til på den anden side? Divaens eksistentialistiske grublerier blandes med en god del komik, men man fornemmer tydeligt alvorstanken bag og længslen efter svar.
Det er dybt nostalgisk, og man føler sig transporteret tilbage til en tid og en genre, der ikke findes mere. Skibene sukker og vugger med sluk-kede lanterner, og møblerne krummer sig af gigt. Vi kan næsten høre de natteblege bølgers tyste akkompagnement.
En af forestillingens særlige styrker er måden, hvorpå den giver spillerum til visernes poesi og konsekvent leger med det kongelige danske sprog. Man får lyst til at lagre de sproglige guldkorn til senere brug.
Bodil Jørgensen er ikke en stor sanger, og hendes viser er mere fortællende end ligefrem melodiøse, sådan som visefortællinger skal være. Men fortælle historier, det kan hun - og så er hun hamrende charmerende.
Desuden mestrer hun en ypperlig komisk timing og overrumpler os gang på gang med slet skjulte sjofelheder, der får salen til at bryde ud i brølende grin. Enkelte moderne og popkulturelle refe-rencer sniger sig også ind.
Hendes vekslen mellem komik og alvor er sømløs, og det samme gælder overgan-gene mellem sange og tale-indslag, hvor hun også fører en lille, hyggelig hetz mod sin halvsovende pianist. Hun er stort set alene på den skrabede scene, men hun behøver ikke nogen eller noget at spille op ad.
”Den sidste turist” er en fin, lille forestilling, som uden de store armbevægelser charmerer og efterlader sit publikum i lystigt - men eftertænksomt - humør.
kultur@k.dk