Prøv avisen

Står bibliotekerne i vejen for privat salg af e-bøger?

På sit højdepunkt havde eReolen 80 procent af alle danske e-bogstitler. I dag er der tale om cirka halvdelen, efter at flere forlag har trukket sig. – Foto: Thomas Lekfeldt/STF/Scanpix

Danskernes flittige lån af e-bøger på bibliotekernes eReolen truer det private marked, og store forlag har trukket sig fra samarbejdet. Dansk Folkepartis Alex Ahrendtsen foreslår privatisering af den bogtjenesten. Helt forkert, mener Biblioteksforeningens formand, Steen B. Andersen

Bibliotekerne forstår ikke, at det ikke er dem, der driver e-bogsmarkedet. Det er ikke dem, der har opfundet e-bøgerne. Det er forlagene, der tager risikoen, og de bør ikke udkonkurreres af offentlige instanser med skattekroner i ryggen.

Skal bibliotekerne ikke udlåne e-bøger?

Jo, det skal de, ligesom de udlåner fysiske bøger, bare ikke som det fungerer nu. Det må ikke undergrave forlagenes indtjeningsgrundlag. Det er i udgangspunktet meget lettere at distribuere e-bøger, og der er i realiteten ingen grænser for, hvor mange der kan lånes ud. Der skal være begrænsninger.

Der er jo allerede begrænsninger på udlån af e-bøger.

Store forlag har trukket sig ud af samarbejdet . Der er gået hårdknude i forhandlingerne, og det har stået på flere år. Det må stoppe nu. Jeg foretrækker en brancheaftale, som alle parter kan se sig selv i. Og kan de ikke det, må vi finde en anden løsning.

Biblioteksformanden siger, at det vil underminere bibliotekernes rolle.

Det passer ikke. De vil ligestille udlån af fysiske bøger med digitale og kunne tilbyde masser af e-bøger til lånerne. Folk er ikke dumme, hvis de får en bog gratis, så låner de den gratis. Det er selvfølgelig deres rolle at oplyse og udlåne bøger, men det er ikke deres rolle at konkurrere med det private marked.

Blander du dig som folketingspolitiker utidigt i et kommunalt anliggende?

Det er ikke min opgave at blande mig i brancheaftaler, men det er mit ansvar som kulturpolitiker at have øje for, om kulturproducenter fortsat har et indtjeningsgrundlag. Jeg har derfor også bragt sagen videre til kulturministeren.

Kernen i biblioteksvæsenet er at låne bøger ud. Og i en digital verden gælder det også e-bøger. Det har vi fået en ny platform til at sørge for. Det er meget simpelt.

Det offentlige udlån har været en så stor succes, at det er gået ud over forlagenes forretning. Er det ikke et problem?

Vi har i modsætning til fysiske bøger ikke ret til at stille digitale bøger til rådighed. Fra kommuner og biblioteksverden ønsker man den rettighed, men selvfølgelig mod betaling. Vi vil gerne finde den rigtige forretningsmodel med karenstider, ventetider, begrænsninger for antal lån og så videre. Sådan er det allerede i dag.

Hvad er den bedste løsning set med dine øjne?

Vi vil sidestille fysiske og digitale bøger og kunne låne alle titler ud, dog med begrænsninger for antal lån af en lang række titler, især de mest populære. Vi vil gerne tilbyde den samme service til lånerne, som de oplever med fysiske bøger.

Hvad forhindrer det?

I hele eReolens tid har vi forsøgt at finde den rette model for alle parter. Udfordringen er, at forlagene siger, at bibliotekernes udlån presser deres marked. Vi har allerede et godt samarbejde med mange forlag og forfattere. For bare tre måneder siden var alle forlag med. Man skal også huske på, at vi er milevidt foran alle andre lande på området med omkring 40 procent af e-bogstitlerne.

Er I ikke med til at ødelægge markedet for forlagene, hvis e-bogssalg er stagneret?

Nej, vi er alle forbundne kar, og vi er med til at formidle og gøre opmærksom på litteraturen, også den digitale. Offentlige udlån af e-bøger skabte en digital revolution og var årsag til, at flere fik kendskab til og bruger e-bøger.

Nu er kendskabet til e-bøger jo udbredt, så behøver I vel ikke længere spille den rolle?

Vi kan som bibliotek ikke lade være med at låne bøger ud, også digitale. Vi er ikke sat i verden for at fremme det private marked.

DF foreslår, at eReolen gøres privat, hvis I ikke finder en bedre løsning.

Det er absurd. EReolen drives blandt andet af offentligt ansatte, der også står for indkøb til bibliotekerne, og dem kan man jo ikke bare privatisere.