2036.
Årstallet ligger endnu så langt ude i horisonten, så fjernt fra nutidens diskussioner om religion og politik, så hinsides statistikeres ellers omsiggribende prognoser, at det virker nærmest uvirkeligt eller hen i vejret. Men i forhold til markeringen i Danmark af 500-året for reformationen, så er og bliver år 2036 en milepæl af de helt store.
For selvom Martin Luthers 95 teser fra 1517 indvarslede Reformationen og blev kimen til protestantismen set med internationale briller, så var det først i 1536, at Danmark officielt blev evangelisk-luthersk.
At rejse fra Wittenberg til Viborg var bestemt ikke umuligt i 1500-tallets landbrugssamfund, men det var en luksus, der var forbeholdt de færreste. I det 21. århundrede skal alting gå hurtigere: rejser, erkendelser, omstillinger på arbejdsmarkedet for slet ikke at tale om den personlige udvikling.
Så hvad kan der ikke nå at ske i løbet af de 19 år, der vil gå, fra det officielle Danmark i 2017 markerer 500-året for Luthers reformation, til år 2036, hvor det hele måske skal gentages, men så blot med endnu mere fokus på det særligt danske i hele sagen?
Hvad kommer der til at ske med den evangelisk-lutherske folkekirke i et dynamisk Danmark frem mod år 2036? Hvor er den reformatoriske arv på vej hen i det danske velfærdssamfund og i den stadig mere multireligiøse og multikulturelle virkelighed, der nu sætter sit præg på den offentlige dagsorden?
Luthersk tro som status quo
Der er to scenarier, to hovedtyper af svar på spørgsmålet om, hvor arven fra Reformationen i Danmark er på vej hen, hvad enten Reformationen så kom til verden i 1517 eller til Danmark i 1536.
Det første scenarie handler om status quo, og argumentationen er omtrent som følger: Danmark er et kristent land. Det står ikke kun i det nuværende regeringsgrundlag fra 2015. Det følger også af Grundloven, som udpeger den evangelisk-lutherske kirke som statsunderstøttet folkekirke, endog med regenten som symbolsk overhoved.
Der er en 1000-årig tradition for en klar kobling mellem det nationale og det kirkelige i Danmark. Et oplagt symbol på samhørigheden, Jellingstenen, som kobler kristningen af danerne med samlingen af riget, findes den dag i dag afbilledet i samtlige danske pas. Et andet klart symbol, nemlig vores flag, har det kristne kors centralt.
Læg dertil de næsten 500 år med en luthersk fortolkning af kristendommen samt det faktum, at flertallet af landets borgere fortsat er medlemmer af og betaler kirkeskat til den danske folkekirke. Tænk også på de mere end 2000 sognekirker, der er spredt ud over hele landet, og som giver en bred berøringsflade mellem folk og kirke.
Bemærk den let stigende kirkegang til særlige højtider, som har udspillet sig igennem de seneste årtier fra 1981 til 2008, sådan som de danske værdiundersøgelser har dokumenteret det. Det er de samme værdiundersøgelser, som viser, at andelen af borgere, der har tillid til folkekirken som institution, er steget fra 51 procent i 1981 til 63 procent i 2008.
Og notér endelig det behov, der fortsat er hos mange for at finde trøst og sikkerhed i traditioner, i historie, i det bestående, i forestillinger og i vaner, som i forvejen er udbredte: julen, dåb og konfirmation samt værdier som næstekærlighed eller barmhjertighed.
Vil alt dette kunne ændre sig grundlæggende på blot 19 år?
Næppe, lyder svaret i scenariet med status quo for den lutherske tro.
Fra Gutenberg til Google
Der er også en anden måde at argumentere på.
I stedet for at betragte arven fra Luthers reformation som stabil, så handler det om at se tidens tro som labil. I stedet for at se Reformationen som noget, der kom for at blive, så handler det om at se Reformation som noget, der både har været der før, og som kan vende tilbage i nye former og på nye måder.
Religion repræsenterer ikke kun det uforanderlige og det bestående. Religion forandrer også sig selv over tid, og nogle gange sker det tilmed i større, synlige ryk eller bevægelser – reformationer, om man vil.
Samfundets bærende religionsmodel kan forandre sig. Også i troens verden kan der ske reelle og omfattende nybrud. Det er sket mindst to gange før på dansk grund i løbet af godt 1000 år, først med kristendommens indførelse for 1000 år siden, så med Reformationen for 500 år siden. Det kan ske igen en tredje gang.
Og meget er sket i Danmark og i verden, siden Luther indledte sin banebrydende protest mod Rom. Protestantismen fandt dengang et effektivt redskab til sin udbredelse i Gutenbergs bogtrykkerkunst. Ja, muligheden for massedistribution til folket af skrifter, bøger og pamfletter var nærmest en forudsætning for, at udsagnet om sola scriptura, skriften alene, som norm for troen, kunne give mening for menigmand. I mange århundreder efter Gutenberg og Luther var netop bogen den foretrukne måde at lagre og dele vigtig information på.
Men sådan er det ikke mere. Gutenberg er blevet afløst af Google, både symbolsk og reelt. Alverdens information er via internettet blevet fri og tilgængelig. Wikipedia, hvis indhold kommer fra verdens digitale brugere selv, har lagt fortidens trykte leksika i graven. Tekst er blevet til hypertekst og interaktive brugeroplevelser. Massemedier har fået stærk konkurrence fra sociale medier.
Radio- og tv-kanaler kan i stadig mindre grad bestemme, hvad folk skal se og høre, for tendensen med det frie valg via on-demand er tiltagende.
Samtidig går rejser hurtigere end nogensinde før. Når folk flytter sig fysisk, følger også nye spørgsmål, nye forståelser, nye religions- og kulturmøder med. Den jord, som indtil renæssancen blev opfattet som flad, kan nu betragtes udefra, fra rummet. Det hierarkisk opbyggede og forudsigelige landsbysamfund, hvor livet engang kunne leves i kald og stand, er blevet afløst af et foranderligt og uforudsigeligt netværkssamfund.
I skolen er udenadslære blevet til differentieret undervisning med ansvar for egen læring. I sundhedsvæsenet tales nu om fedme-epidemi og om plastik-kirurgi snarere end om livstruende sult eller pest. Øget velstand og overskud af daglige fornødenheder har også givet os mulighed for at dyrke de mest utrolige fritidsinteresser, lade os underholde og søge oplevelser som aldrig før.
Tanker om himmel og helvede er for mange erstattet af mere jordnære debatter om velfærd, skat, flygtninge, europæisk integration, sikkerhedspolitik eller måske klimaforandringer. De formelle rammer for kirke og kongemagt er lagt ind under folkestyret og de folkevalgte politikere.
Spørgsmålet, som melder sig midt i disse grundlæggende forandringer i samfundet, er, hvad det vil komme til at betyde for den måde, befolkningen forholder sig til tro og religion på? Hvis Gutenbergs bogtrykkerkunst på én gang var forudsætning for og hovedmedie for Luthers reformation, hvilken religiøs strømning kommer det digitale og individualistiske netværkssamfund med Google som eksponent så til at indvarsle?
Kirken klarer konkurrencen
Igen er der to svarmuligheder, to scenarier. Det første svar er, at kirken nok skal klare knasterne trods den øgede konkurrence. For kirke og kristendom har altid udviklet sig med samfundet, tilpasset sig nye forhold og givet relevante svar efter lidt betænkningstid på nye udfordringer.
Den evangelisk-lutherske folkekirke, som alt andet lige står stærkt med tre ud af hver fire danskere som medlemmer, er følgelig hverken truet eller presset af, at verden og Danmark forandrer sig. For folkekirken følger stille og roligt med folket ind i den nye kommunikation, ind i det moderne verdensbillede, ind i samtalen og ind i nye spørgsmål om klima, migration, køn, livsstil og oplevelser.
Præsterne er før som nu ivrige og veluddannede samfundsdebattører. Sognene er tæt på borgerne. Kirkens ritualer har historiens tyngde og kvalitet i ryggen. Samtidig forstår menighedsrådene, hvad der rører sig.
Spaghettigudstjenester. Lukas og lasagne. Paulus og pizza. Bøn og bøf. Gud og grill. Urbane underværker. Der kommer hele tiden nye folkelige gudstjenesteformer, nye letforståelige salmer, nye tidssvarende læringsmaterialer og nye troværdige kendte til, som taler varmt, spændende og tolerant om relevansen af tro og den kristne kulturarv.
Enhver kan fortsat frit dyrke sin fortolkning af skriften og af kristentroen uden hverken pavelig ensretning eller frygt for afladshandlere. Google repræsenterer med andre ord ikke et opgør med protestantismen. Protestantismen, som hylder individets egne valg og værdsætter det hårde arbejde, er snarere en forudsætning for Google. Ja, alle de nye måder at tænke læring, politik og verdensrum på i den digitale tid kan anses for forbedringer, som protestantismens frihedstradition kan tage en pæn portion af æren for.
De nye konflikter om tro, som følger med indvandringen, globaliseringen og den moderne religionskritik, gør i øvrigt kun landets lutherske og kristne arv ekstra interessant for medierne at skrive om og for befolkningen at følge med i. Interessen for religion er kolossal. Konkurrencen mellem trossamfundene skærper således kun profilen, skaber nye muligheder for samtale om tro og får medlemmerne til at bakke op, fordi de hellere vil beskytte og bevare end miste det, de er vokset op med.
Som Søren Lodberg Hvas udtrykte det i 2010, da han gik af som biskop over Aalborg Stift: "Jeg oplever, at kirken står stærkere i det danske samfund som kirke i dag, end da jeg blev præst i 1970" (Kristeligt Dagblad d. 3. maj 2010). Så hvad er i grunden problemet? Kirken skal som hidtil nok klare skærene, vil det traditionsbevidste eller kulturkonservative udsagn være.
Pres på folkekirken
Det andet scenarie eller svar på spørgsmålet om, hvad bevægelsen fra Gutenberg til Google betyder for befolkningens religiøsitet, er knap så optimistisk på lutherdommens vegne. Det er det individualistiske eller kulturrelativistiske svar. En del af fortalerne herfor vil gerne se svaret som rent videnskabeligt og uimodsigeligt. Men det bygger naturligvis også på en række forudsætninger og antagelser, der ligesom det kulturkonservative svar både kan diskuteres og analyseres.
Men altså, hvad er problemet, sagen, situationen? Jo, lyder dette andet svar: Verden er blevet moderne. Kirkelige dogmer kan ikke længere bruges som belæg i seriøse debatter: Ingen politiker, lærer eller forsker kan læse op af Bibelen, Koranen eller et andet religiøst skrift og forvente at skriftens udsagn kan blive taget alvorligt som argument. Præster har i tråd hermed mistet status i forhold til tidligere. Autoritet er ikke længere noget, man har fra Gud eller i kraft af et embede. Det er kun dokumentation, kvalifikationer, personlighed og karisma, der kan bruges, og som giver status.
Borgerne i netværkssamfundet er individualister, som sammensætter deres egne religiøse verdensbilleder på den måde, de selv synes om og har brug for. Troen er blevet en privat sag, en sammensat sag, et kludetæppe, en mosaik, patchwork.
Inspirationen hentes fra Østens mystik lige så vel som fra folketro, amerikansk filmindustri, kurser i personlige udvikling, eventyr, gamle myter og nyere religiøse fortællinger. Medier i almindelighed og internettet i særdeleshed er blevet vigtigere kilder til viden om tro end helligskrifter, gejstlige og andre religiøse lederskikkelser.
Befolkningens tro på og viden om evangelisk-luthersk teologi er endvidere stærkt begrænset. Flere danskere tror i dag på reinkarnation end på, at Jesus døde og opstod. Kun en femtedel af befolkningen anser et begreb som synd som noget, de kan tro på eller se mening i. Flere lægger vægt på sådan noget som at have et liv i balance, at være i harmoni med sig selv, at være fri for stress, at føle energi. Det er blevet udbredt at meditere, at dyrke yoga, især blandt kvinder, og flere tager mindfulness op eller går på anden vis op i selvudvikling.
Det var en kongstanke for Luther, at troen på Guds nåde alene frelser; det gør hverken gode gerninger eller god opførsel. Men i dag siger 87 procent af danskerne ifølge en undersøgelse, YouGov foretog for DR i 2015, at "bare man opfører sig ordentligt, så kan man tro og mene, hvad man vil". Samtidig er det blot 13 procent, som tror, at ”der findes en guddommelig magt, som kan gribe ind i verden".
I lutherske kirker er salmesang en meget væsentlig del af den religiøse praksis. Men de seneste opgørelser viser, at flere borgere nu fravælger Grundtvig, Ingemann og alle de andre fra salmebogen. I 1994 sagde hele 40 procent af danskerne, at de "havde sunget salmer inden for den sidste måned". I 2013 var den andel faldet til bare 21 procent. I samme tidsrum faldt andelen af danske husstande, som har salmebog stående på reolen, tilsvarende med cirka 20 procentpoint.
På det organisatoriske plan er andelen af medlemmer af den evangelisk-lutherske folkekirke fra 1974 til 2015 faldet fra knap 94 procent til cirka 77 procent. Andelen af døbte er i samme periode også faldet fra 91 procent til omkring 63 procent. Andelen af dåb har aldrig været lavere, og udviklingen tager til i styrke. I begyndelsen af 2016 viste en undersøgelse, som Epinion foretog for DR, for første gang, at der nu er flertal i befolkningen for at skille stat og kirke ad i Danmark.
Ateistiske kampagner har haft effekt. Samtidig vokser antallet af trossamfund uden for folkekirken markant. Ifølge Kirkeministeriet er der pr. 1. oktober 2015 knap 160 forskellige religiøse organisationer, der for eksempel kan samle penge ind til deres egne religiøse formål og foretage vielser med statens fulde accept.
Til sammenligning var der indtil 1969 blot 10 anerkendte trossamfund uden for folkekirken, hvoraf de fleste var kristne frikirker. I dag fylder muslimske foreninger og grupper med inspiration fra Østens spiritualitet mere og mere. Variationen og forskellighederne bliver med andre ord større i det religiøse landskab i Danmark i disse år.
På samme tid mindskes den kristne kulturpåvirkning. Mulighederne for at opdrage befolkningen i evangelisk-luthersk retning bliver færre. Siden 1975 har faget kristendomskundskab i folkeskolen således ikke måttet være forkyndende. Folkekirkens registrering af borgerne på statens vegne foregår ikke længere ved fysisk fremmøde hos kordegnen eller på kirkekontoret, men klares uden kontakt via internettet. Kirkernes tilbud om konfirmationsforberedende undervisning til elever i syvende eller ottende klasse placeres i flere og flere tilfælde om eftermiddagen og udsættes dermed for konkurrence fra andre fritidsaktiviteter.
Mængden af forandringer er stor. Set med individualistiske, kulturrelativistiske eller måske bare samfundsanalytiske briller, så tegner der sig et mønster: Den evangelisk-lutherske tradition er mere udfordret af samfundets udvikling end nogensinde før. Vi er som samfund på vej væk fra en lang periode med Gutenberg, bogen og skriften i centrum. Nu bevæger vi os ind i en tid præget af Google, informationsteknologi og netværk. Og det får en række afledte konsekvenser også for den måde tro organiseres, opfattes og bruges på.
Google-buddhismen som strømning i tiden
Mediet er budskabet, sagde den canadiske mediefilosof Marshall McLuhan. Hvad man siger eller skriver via et medie, kan påvirke nogle menneskers holdninger, javist, det ved vi. Men hvad der står i et tilfældigt læserbrev i en avis eller udtales af en politiker i en radioudsendelse, det er bare ikke det vigtige. I det store perspektiv, så skal vi se efter, hvad medier som sådan gør ved vores handlemønstre, og vi skal forstå, hvordan medier generelt præger vores samfundsindretning, lød McLuhans analyse.
Får vi vores informationer via bøger, så sidder vi – uanset hvad, vi læser – stille og tænker og bliver intellektuelle. Får vi derimod vores budskaber fra tv, så kommer kroppen og følelserne mere med, og vi behøver ikke at koncentrere os helt så meget. Vi taler sammen og henter kaffe, mens underholdningsprogrammet kører. Når vi har set nyhederne, kan vi knap huske, hvad der blev sagt, men vi ser med på samme tid igen i morgen aften.
Vi møblerer og indretter vores hjem efter, hvor tv’et kan stå. Eller rettere, det gjorde vi, for nu har bredbånd og andre digitale løsninger igen forandret mønstret i medierne og i samfundet.
Nu er vi ikke længere bare boglæsere eller tv-seere. Som borgere i en digital tidsalder med sociale medier og responsivt design er vi alle i større eller mindre grad blevet medskabere af indhold, vi er selv blevet en uundværlig del af kommunikationspakken, vi er som forbrugere og som surfere på nettet blevet en nøgle til succes i en mængde store forretningsmodeller.
Vi får det, vi selv opsøger. Det er budskabet i netværkssamfundet. For kommunikation handler nu ikke længere om, hvad en afsender vil sige, men om hvad modtagerne vil høre, dele, diskutere, tale om og ses sammen med.
Alt i dag er efterhånden på Googles lager, men kun det, som individet søger, efterspørger, bruger og synes om, tillægges værdi og mening, også i religiøs henseende.
Netop hvad tro angår, så efterspørger borgerne nu om stunder sjældent trosbekendelser, prædikensamlinger eller evangelisk-lutherske læresætninger. Snarere står der i søgefeltet noget med personlig udvikling, energi, ro, balance, selvindsigt, frihed for stress og meditative øvelser, altså en art light-udgave af buddhismen, en vestlig udgave af Østens visdomstraditioner.
1000 års historie med statskristendom udfordres og suppleres med andre ord i disse digitale år af en ny strømning, en ny måde at opfatte tro på, af et mediebudskab, som ikke handler om, hvad nogen prædiker, men om hvad hele vores samfund præges af og forvandles til som følge af den nye digitale medievirkelighed.
Den nye tendens, strømning eller retning i tidsånden kan indfanges enkelt med samlebetegnelsen Google-buddhisme. Google står her for det amerikanske, det medierede, det hurtige, det individuelle, det brugercentrerede, det netværksorienterede, det servicemindede, det relative og det oplevelsesbetonede.
Buddhismen repræsenterer i kombination med Google det filosofiske, det harmoniske, det meditative, det selvudviklende, det spirituelle, det balancerede, en tro, hvis sigte er at virke uden at udpege noget bestemt synspunkt som sandt eller falsk, en eksistentiel dybde, som ikke involverer aktivt medlemskab eller andre former for lydighed eller underkastelse, men bare gør dig til den bedste udgave af dig selv, kortere sagt: religion uden en guddommelig magt, der griber ind i verden.
Bindestregen i Google-buddhismen er vigtig. For det er hverken teknik eller tro. Det er ikke bare et netværk eller en ny udvikling inden for en verdensreligion. Det er en kombination, et samlebegreb, en abstraktion, en afkodning af netværksmediernes budskab, som repræsenterer en tredje vej, et nyt blik på retningen i det, vi troede, vi kendte.
Google-buddhismen har intet center, intet helligsted, ingen bygninger, ingen stifter, ingen trosbekendelse. For alt det ville modsige mønstret, udgangspunktet, pointen, nemlig, at det er individualismen, som slår igennem og umærkeligt reformerer alt det, vi tror, vi kender som religion, nedefra og indefra.
Fortsætter udviklingen i samme retning fra Gutenberg mod Google også i troens verden, så står stat og kirke i Danmark før eller siden formentlig foran en adskillelse. Og sker det, så vil den tredje reformation være en realitet som et historisk afgørende vendepunkt på linje med først Harald Blåtands kristning af danerne og dernæst protestantismens indførelse under Christian III.
Det var i hvert fald med den form for historisk rækkevidde og betydning, Erik Norman Svendsen ræsonnerede, da han i 2009 gik af som biskop over Københavns Stift: "Samfundet har forandret sig, vi har fået traditionstabet, vi har mange borgere med et andet religiøst tilhørsforhold, vi har også mange medlemmer af Folketinget, der ikke er medlemmer af folkekirken. Stort set alle politiske ungdomsorganisationer går i dag ind for at adskille stat og kirke”, sagde den afgående biskop og tilføjede så om den historiske og politiske konsekvens: "Jeg tror ikke, folkekirken kan bevare sin særstatus" (Kristeligt Dagblad, 27. august 2009).
Danmark på den ene og på den anden side
Og her står vi så og kan nærmest ikke andet end at konstatere: Det er det samme Danmark, den samme historie, de samme eksempler, de samme kilder og tal, vi har set på. Alligevel er der så afgjort flere muligheder for fortolkning af arven fra Reformationen og af udsigterne for protestantismen på dansk grund frem mod år 2036.
For på den ene side kan nogle mene, at kirken nu fremstår stærkere og mere synlig end tidligere, og at folkekirken så afgjort holder "min tid ud". På den anden side kan andre med afsæt i samfundsudviklingen analysere sig frem til, at den evangelisk-lutherske kirke står foran et brud i sit ellers historisk fast forankrede forhold til staten.
Folkekirken har på den ene side fortsat et markant flertal i befolkningen bag sig, og på den anden side, så svinder opbakningen, især blandt de unge. Pluralismen er tiltagende, ateismen får mere vind i sejlene, nye impulser især fra Østens spiritualitet har slået rod i dele af befolkningen, alt imens kendskabet til det særskilt evangelisk-lutherske er overraskende beskedent.
På den ene side har statskristendommen i Danmark en historie på over 1000 år, hvoraf de sidste godt 500 år har haft et protestantisk tilsnit. På den anden side, så er der efter 500 år netop tegn på, at de religiøse hegnspæle er ved igen at rykke sig så markant, at det kan få karakter af en ny, en tredje reformation.
For nogle udgør den form for udvikling et problem, en deroute, en trussel mod det etablerede, kendte og trygge. For andre er der tale om eftertragtede, nye muligheder, om udfoldelsen af demokratiske rettigheder og om en anledning til at forandre det bestående, så det svarer bedre til en ny tids ønsker og behov.
Det er kulturkonservatisme over for kulturrelativisme. Det er bogen over for internettet. Det er sognets kirkeblad over for først religion.dk og siden www.beliefnet.com. Det er hierarkiet over for netværket. Det er monopoler, der møder de frie markedskræfter. Det er nationalstaten, der tørner sammen med globaliseringen.
Det er også prædikenen, der skal slås om opmærksomheden på talkshowets præmisser. Det er teologi over for terapi. Det er ordination versus open source. Det er at gøre sin pligt over for at realisere sig selv. Det er kirkens faste ritualer over for de magiske oplevelser i den fortryllede hverdag. Det er top-down over for bottom-up, tradition over for fornyelse, samlebånd over for samtale. Det er også en kamp om at definere, hvad kampen overhovedet handler om.
At forandringer finder sted, er de færreste uenige om. Men handler udviklingen bare om, at kirkekristendom stilfærdigt bliver til kulturkristendom, og at protestantisme glider over i en art hyperprotestantisme, som udtrykker sig lidt mere personligt, rummeligt, udogmatisk og oplevelsesbetonet end førhen, men som stadig har størstedelen af folket med sig?
Eller er forandringerne i folkedybet i netværkssamfundet mere gennemgribende, så det, der sker, snarere er, at folket uden måske at være bevidste om det, i praksis er ved at skille sig af med den kristne Gud og de dertil knyttede institutioner og religiøse forestillinger, som i 1000 år har sat sit præg på danskheden og været et samlingspunkt i kongeriget? Danskerne er måske kristne, men hvilken betydning skal man lægge i dette måske? Århundreders fremherskende danske religionsmodel er på vippen og ude af balance, men hvilken vej tipper den, og sker det før eller efter 2036?
Kun historien kan give svaret.
Litteratur:
Castells, Manuel. 2001. The Internet Galaxy. Oxford University Press: Oxford, 2001.
Christoffersen, Lisbet, Hans Raun Iversen, Niels Kærgård & Margit Warburg. 2012. Fremtidens danske religionsmodel. København: Anis.
Højsgaard, Morten Thomsen. 2011. Den tredje reformation - fra statskristendom til google-buddhisme. København: Kristeligt Dagblads Forlag.
Krogsdal, Iben. 2012. De måske kristne. København: Anis.
McLuhan, Marshall. 1964. Understanding Media. London: Routledge.