Foran Thorvaldsens Museum i Københavns indre by står et par meget store brændestabler. Og museets imponerende forhal, hvor der ellers er højt til loftet, er nu domineret af en anden stabel af omfangsrige plader beklædt med filt. Hvorfor nu det?
Fordi landets ældste museum for det, der var moderne kunst dengang i 1848, er påbegyndt en ny, fondsstøttet udstillingsrække under titlen ”Thorvaldsen i tiden”.
Den skal, kan man forstå, aktualisere den danske billedhugger Bertel Thorvaldsens (1770-1844) værk overfor nye publikumssegmenter, der måske ikke i samme grad værdsætter det dannelsesmæssige aspekt ved mesterens værker med deres allegorier, referencer til antikken og gengivelse af tidligere mere kendte skikkelser i europæisk historie.
Men hvorfor så få den irsk-amerikanske billedkunstner Sean Scully til at løfte opgaven? Hvad har en nok så følsom, nutidig minimalist at gøre med en af europæisk nyklassicismes største skikkelser? Hvem er Sean Scully for det første?
Sean Scully (født 1945) er uddannet ved kunstskoler i England og USA, hvor han slog sig ned i midten af 1970’erne.
Scully gjorde tidligt op med minimalismens knivskarpe og iskolde karakter til fordel for et mere vibrerende og stofligt, ofte varmt og poetisk formsprog, som man også kan møde under udstillingen i Thorvaldsens Museum, der rummer eksempler på såvel hans skulpturer som forestillingsløse malerier og arbejder på papir. Han har udstillet og er repræsenteret i førende museer over det meste af verden og herunder på Louisiana, der også har bidraget med et billede. Det er ikke for meget at kalde Scully en af billedkunstens stjerner. Selv har han venligt kvitteret ved at kalde Thorvaldsen for en superstar.
Men tilbage til spørgsmålet om, hvorfor der står tre tårne af træ på Thorvaldsens Plads, der er udformet af landskabsarkitekten Torben Schønherr i samarbejde med billedhuggeren Jørn Larsen og fremstår som en af de mest rolige og stilfærdige småpladser – nærmest et visuelt og mentalt pauserum – i København. Og ydermere: Hvorfor der nu er en tårnagtig skulptur i den store hal indenfor i museet; et af hovedstadens mest frapperende rum og til hverdag præsentationsbakke for nogle af Thorvaldsens store skulpturer?
Jo, for se nu her. Hvis man går rundt om Sean Scullys skulptur i Forhallen, som Bindesbøll, museets arkitekt, beskedent kaldte den store sal, ser man en åbning i strukturen.
Inde i skulpturen opdager man et lys for enden af tunnelen. På den måde peger Sean Scully på loftets mønstre højt oppe under taget og dermed på nogle af kvaliteterne ved Bindesbølls ramme om Thorvaldsens værk – som Thorvaldsen selv i øvrigt troede ville blive snarere et monument for Bindesbøll end for ham selv. Måske fornemmer man også, at farvenuancerne i Scullys nærmest tempelagtige konstruktion korresponderer med farvetoner i omgivelserne.
Om skulpturerne på pladsen hedder det, at en af deres referencer – udover, formodentlig, at være en monumental kommentar til arkitekturen – er til træ. Til Danmarks historie som søfartsnation og til træbådene der bragte mesterens værker fra fregatten Rota i land den skelsættende dag i dansk kunsthistorie, da Bertel Thorvaldsen (1770-1844) ankommer til København efter omkring 40 år i Rom.
arbejder med baner af farve, hvad enten det er maleri,
tegning eller som her skulpturen ”Glass Stack 2”. Foto: Jens Lindhe
Det er i 1838, det sker, og begivenheden er skildret af Jørgen Sonne på væggene af M.G. Bindesbølls (1800-56) bygning. Noget af træet, der indgår i skulpturen, er i øvrigt fundet i vandet ved Papirøen, hvor det har ligget siden 1600-tallet. Andre af de stablede træbjælker stammer fra de såkaldte flådeege. Det er de 16.000 træer, det blev plantet til erstatning for de egeplanker, der var blevet brugt til at bygge de orlogsskibe, den engelske flåde stjal i 1807. Et visionært projekt med lange perspektiver, kan man sige, der blot blev overhalet af den teknologiske udvikling. Til gengæld har egetræerne i høj grad bidraget til forskønnelse af landet.
Måske kunne man lige så godt have hentet et læs i en trælasthandel uden for byen. Men så ville man mangle den historiske dimension, der ligger implicit i udstillingens fortælling om slægtskab mellem kunstnere på tværs af tid.
Kunstnere står på ryggen af hinanden i en lang historie. Udover museets ambition om at nå andre end de besøgende, der er særligt interesserede i Thorvaldsen, er kunstneres forbundethed med hinanden og med historien en del af den ånd, der hviler over udstillingen. Udstillingen er velsignet med få formidlingstekster. Til gengæld er de præcise.
Sean Scully: Material World. Thorvaldsens Museum, København. Til den 5. marts 2023.