Man er rystet, når man forlader biografen efter at have set ”Lysets nostalgi”. Filmen begynder poetisk og opløftende, men pludselig vender det hele, og vi bliver, med stærke og ubærlige billeder, suget ind Chiles grusomme fortid.
Vi befinder os i et astronomisk observatorium i Atacama-ørkenen i Chile. Her samles astronomer fra hele verden for at observere himlen og fjerne galakser. De søger efter svar på livets oprindelse. Atacama-ørkenen er et stort, nærmest tidløst område, der består af salt og vand. Der er så at sige ikke liv, så man ser ingen dyr eller planter.
Lidt som et stykke af planeten Mars på jorden. Det er verdens tørreste sted. Ifølge astronomerne bevirker højderne og klimaet, at stedet er verdens bedste område at studere stjerner. Himlen over ørkenen skaber et særligt lys om natten, som spejler sig i sandet.
Astronomer opererer i fortiden, siger en forsker i et interview. Lyset fra stjernerne er hundredtusindvis af år om at nå frem til jorden, og derfor ser astronomer ligesom historikere, geologer og antropologer altid tilbage i tiden. Men det er der også andre, der gør. Området, hvor observatoriet ligger, rummer også spor af en sort periode i Chiles historie.
Den periode, hvor Pinochets frygtede militærdiktatur (1973-1990) styrede landet og likviderede og torturerede regimets politiske modstandere. Lige ved siden af observatoriet findes tomme barakker, som husede en af systemets berygtede koncentrationslejre.
Filmen viser interviews med folk, som dengang boede i lejrene under grusomme slavelignende forhold. Hvordan overlever man sådanne rædsler? Det får vi tankevækkende svar på under disse interviews. Vi kender godt historier om Pinochets rædselsregime. De er stadig rystende at få genfortalt.
Filmens primære fokus er kontrasten mellem astronomernes arbejde og nogle kvinder, der ikke har blikket mod himmelhvælvet, men graver i ørkensandet uden for observatoriet for at finde resterne af deres kære, der forsvandt under diktaturet. Kvinderne støder på benrester og knogler, altsammen velpræserveret på grund af det tørre klima. En genkender sin søns sko. ”Vi må ikke glemme en tragedie som denne,” siger hun. ”Vi må fortsætte med at søge, og vi finder dem til sidst.” En umulig og makaber opgave, tænker man i sit stille sind.
Den chilenske prisbelønnede instruktør Patricio Guzmán står bag filmen. Han har lavet flere stærkt politiske film, der relaterer til emnet, blandt andre ”The Battle of Chile” (1975-1979), ”The Pinochet Case” (2001) og senest ”Perlemorsknappen” (2015).
”Lysets nostalgi” er med sin insisteren på at finde svar på livets oprindelse en smuk film. De betagende billeder af Atacama-ørkenen og himmelhvælvet understøtter dette. En film, der gør indtryk. Gribende og flot.