Prøv avisen
Opera

Stærk kammeropera om Kaj Munks martyrium

5 stjerner
Det er forbløffende, hvor få midler en forestilling undertiden kan nøjes med. I dette tilfælde en suveræn præstation i hovedrollen, suppleret med Kaj Munks karakteristiske midterskilning: værsgo, her har I ham! Foto: Jens Welding Øllgaard

John Frandsen har valgt utraditionelle løsninger i sin nye opera

Scenografien er minimal, når lyset på Takkelloftet tændes for John Frandsens fem kvarter lange opera ”Martyriet”: to vægge med to vinduer, bag hvilke man skimter nogle nøgne træer, et møblement bestående af en stol og en skrivepult, hvorpå der forneden står et gammeldags radioapparat.

Vi er i præstegården i Vedersø, det vestjyske sogn, hvor Kaj Munk i en snes år havde sit virke som præst, digter og ivrig samfundsdebattør. Det sluttede brat og brutalt, da han den 4. januar 1944 blev hentet af fem Gestapo-folk, der kørte ham tværs over Jylland, inden de likviderede ham på Hørbylunde Bakke uden for Silkeborg.

Kaj Munk blev et dansk nationalikon, han var det ikke fra begyndelsen. For i 1930’erne hyldede han både Mussolini og Hitler, faktisk frem til besættelsen af Danmark. Den kom til gengæld som en øjenåbner – ja, et chok – for ham. I operaen ser man ham rulle rundt på gulvet som et udtryk for den psykiske og fysiske smerte, den 9. april 1940 forvoldte ham. Snart blev han en af besættelsesmagtens skarpeste kritikere. Operaen skildrer tiden op til den skæbnesvangre januardag, der blev hans sidste.

Frandsen har bevidst valgt utraditionelle løsninger til sin tolkning af dette stykke danmarkshistorie. Først og fremmest synges Kaj Munk af en kontratenor, Morten Grove Frandsen, komponistens søn – måske en dristig satsning (både med hensyn til det udfordrende stemmeleje og det nære slægtskab), men Morten Grove Frandsen viser sig lige fra første færd at være et scoop i det store parti, vokalt overbevisende og scenisk så intens, at han smelter sammen med ens egne Kaj Munk-forestillinger (mine er stærke, jeg har i sommeren 1943 sågar redet ranke på Kaj Munks knæ).

Det er forbløffende, hvor få midler en forestilling undertiden kan nøjes med. I dette tilfælde en suveræn præstation i hovedrollen, suppleret med Kaj Munks karakteristiske midterskilning: værsgo, her har I ham!

I operaens anden rolle er Liv Oddveig Midtmageli med brændende nærvær og stemmepragt den helt rigtige med- og modspiller som hustruen Lise Munk, der elsker ham, men ikke kan forstå eller acceptere hans selvvalgte martyrium, når han kunne være gået under jorden. Midtmageli lægger også figur til et par bipersoner: Lise og Kaj Munks psykisk handicappede søn Helge og Dr. Werner Best, den tyske ”rigsbefuldmægtigede” i Danmark.

Utraditionelt er også valget af det folkemusikinspirerede ensemble Kottos som ”orkester” i operaen. De fire musikere – Bjarke Mogensen (akkordeon), Christos Farmakis (bouzouki), Josefine Opsahl (cello) og Pernille Petersen (forskellige blokfløjter) – formidler Frandsens musik med årvågen professionalisme og bidrager i højeste grad til forestillingens helstøbte sammenhæng. Det samme gælder librettisten Vilhelm Topsøe, der fik idéen til projektet, instruktøren Tine Topsøe og scenografen Rebekka Bentzen.

I løbet af fire døgn har Det Kongelige Teater budt på to prægtige og væsentlige operaforestillinger. ”Dead Man Walking” på den store scene er en moderne ”grand opera” med det store udtræk – ”Martyriet” minimalistisk, men lige så kunstnerisk vellykket. Man må håbe, at alle omkring teatret, også de ansvarlige politikere, forstår betydningen af det unikke, opera kan som kunstart. Vi har råd til den. Vi har ikke råd til at undvære den.