Stærk roman om at være den eneste tilbage til at huske

Claudio Favas ”Ti minutters stilhed” er en lille stærk roman om et argentinsk rugbyhold, der blev udryddet

Stærk roman om at være den eneste tilbage til at huske

Vi er i 1978 i Argentina, og militærdiktaturet styrer land og folk med hård hånd, ikke mindst op mod værtskabet i VM i fodbold, hvor der ikke må være en finger at sætte på noget. Og derfor skal alle rette ind, også rugbyspillerne på Club La Plata, der ikke har noget som helst til overs for den selvudnævnte præsident Jorge Rafael Videla.

Men en dag forsvinder en af spillerne, Mono, for senere at dukke op igen, død, og det ene minuts stilhed, som hans holdkammerater holder for ham i forbindelse med den efterfølgende kamp, bliver til ti. Det betragtes imidlertid som en provokation så stor, at spillerne begynder at forsvinde. 17 i alt. Nogle kommer retur, tæsket ihjel, druknet eller smidt ud fra fly, andre forsvinder bare, og tilbage bliver blot Raúl Barandiarán. Som det hedder sig i romanens prolog:

”Raúl er der til at erindre. Nøgternt, uden sorgtyngethed. Som man gør, når man bærer den overlevendes kors på sine skuldre.”

”Ti minutters stilhed” fortæller de dødes – og den ene levendes – historie og sætter ansigter på rugbyspillerne i et prunkløst sprog, der er blottet for sentimentalitet og sensation:

”Mariano og Tyrkeren blev fundet i en helt almindelig bil. Med bukserne trukket ned til knæhaserne, skjorten knappet op og et skudhul i hovedet på hver af dem.”

Og den er fyldt med sikre billeder som for eksempel her:

”Den ene var tynd og krumrygget som en apostrof, den anden lavstammet, men muskuløs, og skridtede af sted på skrævende ben som en bokser på vej ind i ringen.”

Med det lakoniske sprog og den nøgterne stil kan romanen ved første øjekast forekomme en kende udvendig, men den virker omvendt stærk i al sin lavmælthed – som en reportage i sin konstaterende registrering af en gruppe anderledes tænkende unge mænd, som ikke lader sig underlægge overmagten, som nægter at hyle med ulvene, og som går mod tanken om, at det mest ædle – i hvert fald under et diktatur – er ikke at gøre noget.

Enhver handling bliver omvendt betragtet som en utilgivelig synd, der skal straffes, og derfor må de alle dø, bortset fra Raúl Barandiarán, som bliver den eneste overlevende, den eneste til at huske, hvilket Claudio Fava med sin lille stærke roman kaster lys over. Som han skriver i den afsluttende note:

”At være de sidste, at overleve ondskaben, er altid en ubærlig byrde, det er at være mærket af en skyld, som ikke eksisterer, men som alligevel sidder og gnaver i én som et mavesår. Det gælder de overlevende fra kz-lejrene, ligesom det gælder de undslupne fra den argentinske massakre. Derfor forblev historien om dette rugbyhold, der blev udryddet som følge af militærregimets luner og dets nid og nag, så længe ukendt, lagt under låg, gemt væk.”