Prøv avisen
Bog

Stærke øjenvidneberetninger fra et folkedrab

4 stjerner
Matthias Bjørnlunds nye bog er en efterfølger til hans bog fra 2013 om folkedrabet på armenierne i Osmannerriget under Første Verdenskrig. Men i modsætning til forgængeren fokuserer ”På Herrens Mark” på de personlige historier om nogle af de danske og nordiske kvinder, som deltog som frivillige nødhjælpsarbejdere og missionærer i Armenien under folkedrabet og i årene forud for dette. Foto: Leif Tuxen

Matthias Bjørnlund skildrer den store indsats, som nødhjælpsarbejdere og missionærer i Armenien ydede inden og under folkedrabet. Det er bevægende og oplysende læsning

Matthias Bjørnlunds nye bog er en efterfølger til hans bog fra 2013 om folkedrabet på armenierne i Osmannerriget under Første Verdenskrig. Men i modsætning til forgængeren fokuserer ”På Herrens Mark” på de personlige historier om nogle af de danske og nordiske kvinder, som deltog som frivillige nødhjælpsarbejdere og missionærer i Armenien under folkedrabet og i årene forud for dette.

Bogen beskæftiger sig i særlig grad med organisationerne Kvindelige Missions-Arbejdere (KMA), som blev stiftet i Sverige i 1894, i Danmark i 1900 og i Norge i 1902. Det er en grundig kildebaseret undersøgelse af vilkårene for de mange forskellige typer kvinder, som i årene efter den første store systematiske forfølgelse af Armeniens kristne befolkning 1894-1896 med udgangspunkt i KMA gik ind i det frivillige arbejde med oprettelse af børnehjem for forældreløse armenske børn, sygepleje med videre i Osmannerriget.

Det, der gør bogen interessant, er imidlertid ikke blot, at den fortæller nogle interessante personlige historier om de kendte kvindelige frivillige arbejdere Karen Jeppe og -Maria Jacobsen samt en række ikke nær så berømte KMA-arbejdere, men at den samtidig siger noget om noget meget større. KMA's arbejde og indsats for den armenske befolkning var nemlig et symptom på en helt ny tendens i tiden: at der i stigende grad blev udført stort anlagt, frivilligt humanitært arbejde, og ikke mindst humanitære projekter, hvor kvinder spillede en afgørende rolle.

Inden kvinderne fik politisk indflydelse med deres opnåelse af stemmeret i Norge i 1913, i Danmark i 1915 og i Sverige i 1921, gjorde en række frivillige kvinder et stort socialt, humanitært og kirkeligt arbejde ”ude i den store verden”. Dette var med til at styrke bevidstheden om kvindernes rolle og betydning for samfundets udvikling, både herhjemme og i udlandet. Selv om der også var en vis modstand i konservative kredse imod kvindernes ønske om at spille en sådan rolle.

Samtidig siger bogen også noget om den internationale situation og ikke mindst om det internationale kulturmøde i en tid, inden dette ord overhovedet var kommet på mode. Det viser sig blandt andet i den skepsis, som bogen fortæller eksisterede blandt en del af de lokale kristne armeniere over det arbejde, som de skandinaviske og tyske kvinder udførte. Fordi kvinderne ikke nøjedes med at anlægge og drive børnehjem, hospitaler osv., men også i et vist omfang missionerede. Og dette var vel at mærke en mission, som fandt sted med et nordeuropæisk, vestligt, udgangspunkt, som ikke passede alle de lokale ud fra disses tilgang til kristendommen og deres opfattelse af samfundsordenen og af, hvordan kvindernes rolle burde være.

Bogen viser også fint kultursammenstødet på flere andre måder. Kvinderne i KMA var eksempelvis stærke modstandere af, at nogle af de lokale kvinder såvel som mænd forsøgte at tage sagen i egen hånd og føre en væbnet kamp imod det muslimske, ungtyrkiske regime, som stod bag nedslagtningen af de mange unge armenske mænd, de talrige voldtægter mod de armenske kvinder og så videre, både i 1915 og i 1894-1896.

KMA's kvinder ville ”kun” missionere og udføre humanitært arbejde, men mange af dem var på baggrund af deres kristne tro direkte imod voldelig, væbnet kamp.

Samtidig skildrer bogen på baggrund af sit store kildemateriale en række uhyggelige detaljer med hensyn til, hvordan forfølgelsen og folkedrabet af armenierne fandt sted, ligesom den fortæller historien om, hvordan kvinderne fra KMA på forskellige måder forsøgte at skjule de forfulgte inden for blandt andet børnehjemmenes mure.

Men den største og vigtigste indsats, de nordiske og tyske kvinder kunne gøre i forbindelse med selve folkedrabene i 1915, var at være øjenvidner, som efterfølgende, når det hele var overstået, kunne fortælle, hvad der var sket.

Ud over at skildre, hvordan de enkelte hjælpearbejderes tilværelse i det fremmede formede sig, og gengive deres øjenvidneberetninger om uhyrlighederne giver bogen også et fint overblik over den indre politiske historie i Osmannerriget og den internationale situation i slutningen af 1800-tallet og de første par årtier af 1900-tallet, som er udgangspunktet for hele historien om folkedrabet. Og det er sammenkoblingen med denne ”store” historie, som om noget gør bogen virkelig interessant og læseværdig.

kultur@k.dk