De litterære løvinder (m/k) vågnede straks op, efter den forholdsvis ukendte litteraturforsker Mette Høeg i sidste uge pludselig dukkede op på forsiden af Weekend-avisens bogsektion med det kønsforræderiske budskab, at ”dansk litteratur lider under kvindelig dominans”.
Kommentaren var oven i købet ledsaget af en illustration af en talende navle, der skulle forestille de formbevidste, kvindelige forfattere som Josefine Klougart, Asta Olivia Nordenhof og Lea Løppenthin, der - i Høegs optik - fylder for meget i det litterære landskab med deres ”politisk korrekte holdninger” og store fokus på dem selv, deres krop og deres køn.
Og hun kritiserede blandt andet, at disse forfattere også bliver ”helt udansk” aggressive i ligestillings-debatten.
Reaktionerne udeblev ikke på hverken de sociale medier, traditionelle medier eller forfatterblogs, hvor mange mente, at indlægget ”egentlig burde ties ihjel, men“”
Det blev det altså ikke.
Flere skrev ligefrem, at de først troede, at indlægget var en del af en iscenesat performance. Det gjaldt blandt andre Politikens litteratur-redaktør, Jes Stein Petersen, der i en klumme samtidig kaldte indlægget for det ”mest kvindefjendske”, han ”nogensinde havde læst”. Og også Weekendavisens kulturskribent, Johanne Mygind, håbede inderligt, at indlægget var en joke. I en kommentar, der siden er blevet meget delt og bifaldet på nettet, påpeger Mygind, hvordan et væld af mandlige forfattere jo uafviseligt også skriver autofiktion, og ”mest trættende” fandt hun Høegs insinueringer af, at unge kvindelige forfattere bliver bedre anmeldt, fordi de enten taler til deres feministiske medsøstre i anmelderkorpset eller til ældre mandlige anmeldere, der gerne ”ville udvide deres kontaktfalde” med disse unge, kropsbevidste, ”forfatter-aspirerende, beundrende og kønsmodne piger”.
”Om en måned fejrer vi 100-året for kvinders valgret, og ligesom så mange andre af Danmarks skrivende kvinder vil jeg med garanti blive ringet op og få spørgsmålet: 'Er der overhovedet brug for kvindekamp i dag?'. Med Mette Høegs indlæg i baghovedet vil jeg svare: 'Ja!',” fastslår Mygind.
Således er der altså åbenbart set fra et feministisk synspunkt kommet det gode ud af Mette Høegs indlæg, at det endnu en gang beviser kvindekampens vigtighed. Men ifølge hovedpersonens egen facebookprofil lader det dog til at være en mis-forstået læsning af indlægget.
”Jeg mener ikke, at man skal modarbejde en kvindelig dominans. Jeg mener, at man skal modarbejde favoriseringen af politiske korrekte diskurser i kedelige og uvedkommende værker,” skriver Mette Høeg.
Kristeligt Dagblads anmelder Nils Gunder Hansen husker, at man mange gange før har diskuteret, om dansk litteratur er for indadvendt, elitær og præget af miljøet omkring Forfatterskolen.
Han var selv med i en tilsvarende debat, der udspillede sig for lidt over 10 år siden, hvor han efterlyste mere realistisk prosa.
”Det er en debat, der kommer tilbage som årstiderne. Det nye var denne gang, at Mette Høeg gav kvinderne skylden for, at dansk litteratur skulle være for navlepillende.”
Nils Gunder Hansen mener, at kønsvinklen blev afgørende for reaktionernes heftighed, men han var forbløffet over voldsomheden på de sociale medier.
”Jeg synes, at det viser, at der er et litterært miljø, som er meget vant til at diskutere på egne præmisser, så man har svært ved at forholde sig til, at der pludselig kommer en kritisk stemme udefra og ind i ekko-kammeret,” siger han.