Prøv avisen
Bog

Stærkt norsk slægtsdrama bygger på gedigen historisk viden

5 stjerner

”Høstkarl i himlen” af norske Edvard Hoem rummer foruden poetisk højde også gedigen historisk viden. Det gør slægtsromanen til ren nydelse

Norske Edvard Hoem (født i 1949), der må betegnes som en af sit lands fornemste nulevende fortællere, udgav i 2014-2017 et storslået historisk epos i fire bind om norske bønder i en opbruds- og udvandringstid. Det første bind, ”Høstkarl i himlen”, foreligger nu i dansk oversættelse.

Edvard Hoem skriver på nynorsk, og det kan være en af grundene til, at hans navn langtfra er så kendt blandt danske læsere, som det fortjener. Hans værkfortegnelse er lang, rækken af modtagne priser ligeså. En biografi i fire bind om Norges store nationalskjald Bjørnstjerne Bjørnson hører til blandt hans seneste præstationer. Det er derfor også med de største forventninger, man begiver sig ind i det univers, som ”Høstkarl i himlen” langsomt breder ud for læserens øjne.

Der er tale om en slægtssaga. ”Høstkarl i himlen” tager sin begyndelse den 17. juni 1874 på forfatterens oldefars 36-årsfødselsdag. Denne oldefar med alle de faktuelle data, der knytter sig til ham og hans tid, er det skelet, hvorpå Edvard Hoem bygger sin fortælling.

Edvard Hoem fremskriver en fortælling om denne forfars tanker og følelser, som de kunne have formet sig, og det er der kommet en både troværdig, bevægende og lærerig levnedsbeskrivelse ud af.

Oldefaderen, som i romanen går under navnet Nesje, har, da handlingen tager sin begyndelse, allerede for to år siden mistet sin kone og er nu alene med sin søn på den lille lejede jordlod, som han bryder og dyrker, samtidig med at han er høstkarl hos den lokale storbonde.

Nesje er en både køn og klog, stolt og viljestærk ung mand, som ser optimistisk på sine egne fremtidsmuligheder som flittig og nøjsom bonde, og netop på denne dag møder han Serianna, den kvinde, der snart skal blive hans anden kone.

Romanen er en skarpt set og stærkt sanset fortælling om deres samliv og de børn, der efterhånden kommer til, men det er i lige så høj grad en skildring af det klassesamfund og de fattige livsvilkår, der lidt efter lidt får bønderne til at vende blikket mod den nye verden, det forjættende Amerika. Vi hører om dem, der rejste ud, og om dem, der – ligesom Nesje selv – blev tilbage i det nedarvede og kendte, og de glæder i det nære og trygge, som dette liv trods alt også gav.

I Norge udvandrede en lille million mennesker – over en tredjedel af landets befolkning. Edvard Hoem konkretiserer baggrunden for denne befolkningsmæssige åreladning ved at fortælle om Nesjes naboer, søskende, svogre og svigerinder og ikke mindst om hans børn og deres begrundelser for at beslutte sig for den skæbnesvangre færd over det store hav mod det ukendte og uvisse.

Han beskriver de sociale uretfærdigheder, sulten, fattigdommen og dens ydmygelser og den religiøse undertrykkelse. Det er gedigen historisk viden, vi præsenteres for. Edvard Hoem har gjort sit hjemmearbejde. Alligevel taber romanen aldrig poetisk højde. Sprogligt er den en nydelse. Og det skyldes ikke mindst i den danske udgave, at den vanskelige opgave at oversætte fra nynorsk er ganske fremragende løst af Forlaget Hovedlands leder, Steen Piper.

Der er nu kun at glæde sig til næste bind, ”Din bror på prærien”, og at ønske, at denne roman vil give Edvard Hoem de mange nye danske læsere, som hans forfatterskab fortjener.