Prøv avisen
Bog

Stærkt portræt af mor-datter forhold i ny Kirsten Thorup-roman

5 stjerner
I ”Erindringer om kærligheden” fortæller Kirsten Thorup historier, som giver mindelser om hendes tidligere forfatterskab. – Foto: Leif Tuxen

Kirsten Thorup giver et stærkt og enerverende billede af et mor-datter-forhold ud over det sædvanlige

Når vi snakker om kærlighed, er det oftest i forbindelse med erotik og parforhold. Eller det er den guddommelige kærlighed. Vi kan godt snakke løst om vores mere eller mindre selvfølgelige kærlighed til vores børn, men det bliver sjældent temmelig dybt.

Det gør det til gengæld i Kirsten Thorups nye roman, ”Erindring om kærligheden”, der først og fremmest handler om et lidenskabeligt, men også uforløst forhold mellem en mor og hendes datter.

Moderen Tara er ikke nogen almindelig mor. Ligesom hun i det hele taget ikke er noget helt almindeligt menneske. Hun sætter konstant forholdet mellem galskab og normalitet på spidsen. Hendes personlighed er udflydende, og hun har svært ved at holde sammen på sig selv. Romanen bliver konsekvent nok også kun til brudstykker af liv, selvom den også fortæller det meste af hendes livshistorie fra barn til kvinde omkring de 70 år.

Tara bryder med barndomshjemmets lilleverden på Vestfyn og tager til København for at blive skuespiller. Her lever hun sig så heftigt ind i rollerne, at der slet ikke bliver noget skel mellem hende og den, hun spiller – og det går galt.

Bedre går det hendes datter, Siri, da hun som voksen bliver performancekunster. Det er en kunst, hvor den agerende netop bruger sin egen krop og lader sin egen historie og vrede være projektets energi.

Og vrede er der nok af hos Siri, for hun har følt sig svigtet af Tara, som godt nok har gjort, hvad hun kunne for skabe et hjem, men alligevel ikke har magtet det. Ikke fordi Tara har haft nok i at realisere sig selv, for dette selv står netop til diskussion, men fordi hun har været optaget af alt muligt andet, der har grebet ud efter hende og fanget hendes opmærksomhed.

Og Siri føler sig med god grund svigtet, fordi hun har måttet være den voksne, mens Tara har opført sig som et barn og haft svært ved at indtage rollen som den omsorgsfulde og tilstedeværende mor. De to har på en gang et symbiotisk forhold med en nærmest telepatisk forbindelse og et distanceforhold, der gør, at de ikke ser hinanden i årevis.

Et stærkt billede på forholdet giver Siri, da hun laver en videoinstallation, hvori en høne bliver buret inde, lægger et æg og ender med aggressivt at hakke det i stykker.

For Tara er Siri hendes livs ulykkelige kærlighed. Forholdet mellem de to bliver ikke mindre problematisk af, at manden og faderen helt ansvarsløst kører sit eget løb og for det meste kun er til stede i deres liv som frustrerende savn og længsel. Som Tara har et uforløst forhold til datteren, har hun det også til de mænd, hun møder i sit liv, og som forsvinder igen, fordi de dør, eller hun mister forbindelsen med dem.

Da hun har passeret de tres år, har hun et kort forhold til en pensioneret dirigent. Det udfolder sig særdeles melodramatisk, idet hans selvmord ligger og lurer. De læser blandt andet Camus sammen og diskuterer selvmordet som svar på livets absurditet.

Dette kapitel i bogen er smukt og elementært gribende og er i sig selv en slags svar på Camus’ spørgsmål. Kunsten er netop en opstand mod døden, og en konfrontation med al den angst og vrede, som nedbryder og paralyserer.

I ”Erindringer om kærligheden” fortæller Thorup historier, som giver mindelser om hendes tidligere forfatterskab. Man vender tilbage til 1940’ernes og 1950’ernes provinsielle Fyn, som hun beskrev i ”Lille Jonna”. Man repeterer ”Baby”, hvor de voksne agerer som børn.

Og man genoplever træk fra ”Himmel og helvede” i form af en mystisk mor, der som en anden posedame lever på kanten af samfundet. Og man finder let ligheder mellem de voldsomme begivenheder omkring Verdensbankens topmøde i København i 1969 og dramatikken omkring demonstrationerne i forbindelse med COP15 i 2009.

Begge disse begivenheder, hvor statsmagten gør vold på sine borgere, giver personerne nogle erfaringer, der åbner for en politisk og etisk bevidsthed. Og som kalder på en form for reaktion, som Thorups romaner også er.

De er altid engagerede i samfundsproblemer på deres egen politisk kejtede måde, som gør, at de til gengæld virker stærkt. Dette er netop ikke politiske floskler og klichéer, men engagement, der vokser ud af identifikation med ofrene og af viljen til trods alt afmagt at gøre et eller andet.

”Erindring om kærligheden” kan ses som et stykke performancekunst, hvor Thorup bruger af sit liv for at skabe tankevækkende kunst. Det et en roman, som balancer på kanten af det enerverende, fordi den igen og igen vender tilbage og fortæller om de samme konflikter i og imellem personerne.

En gang imellem bliver det for meget. Den er på en gang kronologisk fremadskridende og fragmentarisk i sin skildring af Taras og Siris liv. Og så er den en gåde, hvad fortælleren angår.

For hvem er det, som fortæller historien, der begynder som en jegfortælling og ender med teksten til Siris performance med titlen ”mother/daughter”? Fortælleren er en afspejling af Taras ustabile og centrumsløse psyke, men også af Siris formkraft og vilje.

Fortælleren forener det skabende og det skabte, og så ejer fortælleren et fantasimæssigt overskud, der er i stand til at leve sig ind i og påtage sig andre identiteter. For så vidt er romanen selv en ”lykkelig” forening af mor og datter, der giver hinanden liv og mening, og som ikke altid er dømt til at leve i parallelle liv ude af stand til at nå hinanden i kærlighed og kunst.