Aarhus Teaters dramatisering af Ingmar Bergmans ”Den gode vilje” er, ligesom Bille Augusts prisvindende film fra 1991, baseret på Bergmans delvist fiktive romanbiografi om forældrenes komplicerede forelskelse, ægteskab og liv. Desværre formår opsætningen ikke at videreføre noget af filmens tyngde og sitrende nerve – eller grundlæggende gode skuespil.
Året er 1909, Henrik Bergman er netop fyldt 23 år og er dumpet i kirkehistorie. Han er forfærdelig fattig, har aldrig set en asparges eller en skylleskål eller så mange knive og gafler. Men han er heldigvis pæn, så da han møder den smukke rigmandsdatter Anna, falder de to hurtigt i hak – trods deres sociale og trosmæssige forskelligheder. Men galt går det, da Henriks stærke principper fører det uforenelige par til præstegården i den lille arbejderby Forsboda.
”Nu bestemmer vi i fællesskab, at vi gør, som du vil,” siger Anna spydigt.
Der er grænser for, hvor meget undertrykkelse hun vil finde sig i, og hvor pligtopfyldende hun vil og skal være.
Imellem Henrik og Anna udspiller sig en spændende kamp mellem pligt, tro og vilje. Anna kender ikke Bibelen, og i hendes verden finder man tilfredsstillelse og glæde i kunst og musik.
Henrik, derimod, læser teologi, fordi hans mor nærer et næsten erotisk ladet ønske om, at han skal være præst. Han siger selv, at hans tro er temmelig barnlig, baseret på en overbevisning om, at man jo skal have en overbevisning, og han mener ikke at have trang eller forstand til at drage sin tro i tvivl. I ham hører vi Bergmans religionskritik.
Yndige Anne Plauborg spiller Anna. Hun har en ungdommelig energi, er smuk og charmerende, og man vil så gerne holde med hende. Men hendes replikker falder tvungent og unaturligt, og der er en sær dissonans mellem hendes lette facon og tunge tale. Mathias Flint falder bedre ind i rollen som Henrik Bergman og håndterer det forpinte, det forsagte, selvynken og ydmygelserne med fint overskud. Alligevel er det, som om nogen eller noget har pillet kraften ud af hans spil. Man mærker ikke eksplosionsfaren i hans karakter, og hans voldelige udbrud føles forcerede.
Det gælder for hele holdet, at ingen ordvekslinger får den nødvendige tyngde. Spillerne hjælpes ad med at fortælle de dele af historien, de ikke kan vise – der hvor teatret som fortællemedie ikke slår til. Store dramatiske vendepunkter reduceres således til et par hastigt oplæste linjer og underbygger monotonien.
I anden akt vågner vi lidt op, da Henrik og Annas ægteskabelige konflikter tager til, og decibel-niveauet og kvaliteten af spillet stiger i korte stød. Men brodden og spændingen forsvinder, så snart den er opstået.
”Den gode vilje” vil gerne sige os noget om moderne parforhold, om konflikt og kompromis, god vilje og selvopofrelse. Desværre formår instruktør Emmet Feigenberg med Aarhus Teaters ensemble ikke at få os til at føle dybden i Henrik og Annas karakterer, relation eller situation.
Og plottet har for mange svinkeærinder til scenen. Det bliver til en 200 minutter lang uafladelig kanonade af stivnet dramatik.