Prøv avisen
Film

Ny film om massakren på Utøya brænder sig ikke fast

3 stjerner
”22. Juli” brænder sig ikke fast. Den forandrer ikke sjæle som Poppes uforlignelige testamente gør. ”22. Juli” lagrer sig sammen med andre film. Nedskydningen bliver et præludium til et retssalsdrama. Greengrass vil for meget. Det ender med at være for lidt. Foto: fra filmen

Ny film om massakren på Utøya vil både finde kimen til Anders Breiviks umenneskelighed og ransage Norges sjæl. Verdenspremiere på Netflix i dag

”Vil du komme og besøge mig?”, spørger Anders Behring Breivik med barnets skamfulde, forventningsfulde stemme sin advokat Geir Lippestad. ”Nej,” svarer advokaten. Nej, svarer han, mens han ser ned på Breiviks fremstrakte hånd uden at tage den i sin. Nej. Men hvorfor skal verden så genbesøge traumet i Paul Greengrass’ Netflix-produktion ”22 July”?

Efter Erik Poppes 72 minutters overvældende indlevelse i ofrenes ubegribelige kvaler tidligere på året fremstår Greengrass’ to en halv time mere som en redegørelse. Gribende, selvfølgelig. Men også med det filter, som fiktionen kan kile ind mellem hændelse og indlevelse. Med Poppe var man grufuldt tæt på at være der selv. Med Greengrass sidder man trygt i ly bag pansret glas og kigger ind.

Paul Greengrass’ ”22 July” er ikke en direkte dårlig film. Det er ikke en ligegyldig film. Det er ikke en beregnende film. Det er en underligt konstrueret film.

Greengrass’ fascination af Norges forsonende svar på ugerningen giver manuskriptet en isnende klarhed. Det hele går op. Det bliver, som om fortællingen om Utøya kunne være fostret af en dygtig manuskriptforfatter. Filmen lægger sig i slipstrømmen af fiktioner. Bliver til genbrugsfiktion. Det er for tæt på. Det er for tidligt. Det er for uværdigt.

Greengrass fortæller historien om sommeren, der aldrig burde være, gennem tre spor. Terroristen Anders Behring Breivik (Anders Danielsen Lie) om ondskab. Den overlevende Viljar (Jonas Strand Gravli) om kærlighed. Advokaten Geir Lippestad (Jon Øigarden) om moral.

Krydsklipningen mellem Breivik og de overlevende, mellem hans visioner og de unges mén, skaber et insisterende tempo med momenter dirrende i ingenmandsland. Men det skaber også en afstand. Fordi klipningen er kvik, bliver Viljars historie til historien om Viljar. Ikke en indlevelse i Viljar. Og her hjælper det ikke, at Greengrass tager os med helt ind i hjernen på drengen under de efterfølgende operationer, efter han mirakuløst har overlevet fem skud.

Utøya. Klip. Breivik. Klip. Hospital. Klip. Modtagecenter. Klip. Fængsel. Klip. Svalbard. Klip. Genoptræning. Klip. Stoltenberg. Klip. Retssag. Klip. Breivik. Breivik. Breivik. Klip. Klip. Klip.

Greengrass vil have det hele med. Og er derfor snublende tæt på ingenting. I stedet for at være tro mod sit berømmede dokumentariske udsnit af virkeligheden som i ”United 93” eller ”Bloody Sunday” flyver han helt op med helikopteren. Og jorden bliver væk under hans fødder.

Det, at alle skuespillerne taler engelsk, medvirker til distancen. Og når kameraet zoomer ind på Breivik, mens Viljar holder sin hjertegribende tale i retssalen om at være overlevende, bliver det snublende tabloidt. ”Det er fascinerende at se ham,” lød det i 2012 på BBC. Og denne fascination overlever alt for langt ind i fiktionen.

”Jeg forsøger at gøre det bedste for Norge,” siger dommeren et sted. Og det samme gør Greengrass med ambitionen om en film med Norge, dette nationale vi, som hovedperson.

Viljars krop bliver symbolet på Norge, der skal hele. Geir Lippestads moral bliver symbolet på Norges sjæl. Landet, der indoptager det onde selv. Landet, der insisterer på Breiviks menneskelighed, på ordentlighed. Der siger ja til at forsvare ”monsteret”, fordi alle har ret til et forsvar.

”Jeg vinder. Fordi I alle sammen lytter til mig,” siger Breivik, inden han taber. Men er det hans stemme, vi skal høre? Selvom vi ser fornedrelsen til sidst, samfundets kolde svar, denne hånd, der hænger og dingler uden at blive taget. Vi skal se ondskaben i øjnene for at bekæmpe den. Det har været Norges svar. Det bliver Greengrass’ svar. Men svaret kommer ikke med nødvendighed. Svaret kommer med manuskriptet.

Præstationer, situationer, bider sig fast. Lippestads moralske morads kommer om bag pansret. Men resten er snublende ordinært, nærer de samme impulser som andre retssalsdramaer.

”22 July” brænder sig ikke fast. Den forandrer ikke sjæle, som Poppes uforlignelige testamente gør. ”22 July” lagrer sig sammen med andre film. Nedskydningen bliver et præludium til et retssalsdrama. Greengrass vil for meget. Det ender med at være for lidt.