Star Wars møder Gotham City: Der er virkelig noget på færde i Operaens opsætning af ”Svanesøen”

Den Kongelige Ballets imponerende udgave af den elskede Tjajkovskij-klassiker er dramatisk udlagt i en shakespearesk og teaterpsykologisk fortolkning

Astrid Elbo som svanernes hvide dronning, Odette, og Ryan Tomash som prins Siegfried.
Astrid Elbo som svanernes hvide dronning, Odette, og Ryan Tomash som prins Siegfried. . Foto: Costin Radu.

”Det er lige meget, hvad du sætter på scenen, bare du sætter ’Svanesøen’ på plakaten. Så er der udsolgt.”

Således skal den russisk-amerikanske koreograf George Balanchine (1904-1983) have sagt om den eventyrlige og tragiske ballet til musik af Pjotr Tjajkovskij, der nu igen danses – for udsolgte huse – på Operaen i København.

Den Kongelige Ballets Silja Schandorff og Nikolaj Hübbes imponerende udgave af den elskede klassiker er konciperet som en kamp mellem lys og mørke, og finske Mikki Kunttus strenge monokromscenografi er skabt i dialog med Henning Larsens operahus’ moderne arkitektoniske ramme. Facadens udskældte kølergitter synes at være dekonstrueret og svejset sammen som vældige vingeformede metalkonstruktioner, der tungt svæver gennem rummet og mangedobles i et dynamisk lys- og videodesign, hvor svellerne viger for billeder af en prismes komplekse spiralgeometri – en henvisning til Olafur Eliassons gigantiske, kugleformede lysskulpturer, der som glimtende sole lyser håbefuldt og hypnotisk op i foyeren.

Astrid Elbo personificerer som svanernes dronning, Odette, kærligheden og håbet i mørket.
Astrid Elbo personificerer som svanernes dronning, Odette, kærligheden og håbet i mørket. Foto: Costin Radu.

Det er ”Star Warsmøder Gotham City, hvor Mia Stensgaard har iklædt de medvirkende farverige og punkgotiske, botanisk blomstrende gallaskrud. ”Svanesøen” er herved ikke kun udtaget af sin traditionelle romantiske verden, men dramatisk udlagt i en shakespearesk og teaterpsykologisk fortolkning med en åbningsscene, hvor den mandlige hovedkarakter, Siegfried, står ved sin faders båre.

Ligesom i ”Hamlet” er Schandorff og Hübbes opsætning mærket af en fatal grundtone. Scenegangen og instruktionen fungerer også her i tæt samspil med Kunttus natklubsagtige lyssætning, hvor prinsens væbnere og den diabolske karakter Rothbart synes at vokse frem af mørket og forsvinde i dets skygger, og hvor den mystiske svanefigur Odette, omkranset af ”corps de ballet”, i himmelbelyste tableauer løftes i vejret og ophøjes som ideal.

Men Odette er i denne version kun en illusion og kærligheden et bedrag. Hvor forestillingen vitterligt er en storslået teateroplevelse, så er det svært ikke at ærgre sig over dens atonale fortolkning af Tjajkovskijs musik, hvor slutbilledets apoteose, Siegfrieds og Odettes udødelige kærligheds triumf, i stedet for at bære tragedien over i forløsning med et brutalt greb er blevet øjeblikket for Siegfrieds fornedrelse og et bittert knæfald for kynismen.

J’aime Crandall som Odette og Alban Lendorf som Siegfried med ”corps de ballet” i et tableau, hvor svanedronningen ophøjes som ideal.
J’aime Crandall som Odette og Alban Lendorf som Siegfried med ”corps de ballet” i et tableau, hvor svanedronningen ophøjes som ideal. Foto: Costin Radu.

Det er Siegfrieds forræderi, læsningen uundgåeligt kommer til at sætte fokus på: ikke kun sviget af Odette, som Siegfried fordømmer med sin utroskab, men protagonistens forræderi mod sig selv.

”Svanesøen” har – med dirigent Vello Pähn på podiet i orkestergraven – imidlertid aldrig lydt  både mere svulmende symfonisk og dynamisk dansant, og Den Kongelige Ballet har denne sæson fire par i hovedrollerne.

Ved premieren lørdag den 28. januar fortolkede Emma Riis-Kofoed i symbiotisk partnerskab med Jonathan Chmelensky – og med en fuldstændig perfekt balance, i svimlende smuk og lydefri legato – dobbeltpartiet Odette/Odile.

Tirsdag den 31. januar debuterede Astrid Elbo som Odette/Odile med et overbevisende nuanceret portræt over for Ryan Tomashs brændende, troskyldige Siegfried.

Ryan Tomash som Siegfried og Mathieu Rouaux som hans banemand, von Rothbart. Ligesom i ”Hamlet” er opsætningen mærket af en fatal grundtone.
Ryan Tomash som Siegfried og Mathieu Rouaux som hans banemand, von Rothbart. Ligesom i ”Hamlet” er opsætningen mærket af en fatal grundtone. Foto: Costin Radu.

Elbo, der stadig venter på sin solodansertitel, har skabt et detaljeret narrativ for sin karakter og brudt dansens fraser op med intelligent gennemarbejdet teknisk logik, der med tydelige accenter og i uventede kontraster åbner for at se koreografiens facetter som metaforik: som lys, der reflekteres og stråler i en prisme og en personificering af håbet i mørket.

Der er mange flotte præstationer i andre partier, eksempelvis Mathieu Rouaux’ Rothbart, og det slog mig igen denne gang, hvilken koncentration og stemning Oliver Starpovs russiske gruppedans skaber i tredje akt, som lyden af koreografiens løb, fald og de knitrende skørter spændes op mod soloviolinens spæde, knirkende og hidsige strøg. Der er virkelig noget på færde.

Svanesøen. Den Kongelige Ballet. Koreografi: Silja Schandorff og Nikolaj Hübbe efter Marius Petipa og Lev Ivanov. Musik: Pjotr Tjajkovskij. Scenografi, lys- og videodesign: Mikki Kunttu. Kostumer: Mia Stensgaard. Operaen, København. Spiller til den 10. marts.