Prøv avisen
Essay

”Starter rute til Verdens Ende”

Der er ikke megen storhed og voldsom natur over Verdens Ende ved Hillerød. – Foto: Karoline Bernild

Med gps’en i hånden er litteraturkritiker Lars Handesten rejst ud på eventyr. Destinationen er Verdens Ende, som heldigvis viser sig at være et hyggeligere sted, end man kunne tro

Det er den første dag i ferien. Jeg har snedkereret nogle hylder til et skab, klippet hæk og kørt grene og blade på kompostbunken. Imens jeg går og arbejder, får jeg lyst at komme ud på tur – jeg får mod på et ferieeventyr. Min kone har været i byen hele dagen, og da hun kommer hjem, spørger jeg hende, om hun vil med til verdens ende. Det vil hun gerne, men hun skal bare lige have en lille lur først. Imens sætter jeg trillebør og hækkesaks på plads i skuret og skifter tøj, og så er jeg parat. Da min kone har ligget en times tid, pakker hun to æbler og et kamera og sætter sig ind i bilen ved siden af mig.

”Hvor ligger verdens ende?”, spørger hun.

”Et sted i udkanten af Hillerød,” svarer jeg og indstiller gps’en og trykker på start.

”Starter rute til Verdens Ende”, siger en kvindestemme i min smartphone, og så er vi på vej de 19 kilometer, der er til Verdens Ende, derfra hvor vi har sommerhus. Vi har ingen anelse om, hvordan der ser ud ved Verdens Ende, men på kortet er det en lille, blind vej, der støder op til Lykkevej. Lykkevej, det lyder jo lovende, og vi kører af sted med godt humør.

Jeg havde gjort mig lidt tanker om verdens ende, inden jeg indviede min kone i mine planer om at besøge stedet. Lige straks jeg fik idéen til at tage til verdens ende, meldte spørgsmålet sig: Hvad vil du dér, andet end bare at se stedet?

I gamle romantiske historier lover de elskende at følge hinanden til verdens ende. I det lys blev mit projekt til en slags prøve på min kones kærlighed. Ville hun gå hele vejen med mig? Det ville hun, og jeg ville også med hende, så den side af sagen var jo så i orden. Vi kunne godt tage af sted sammen.

Verdens ende lyder også af dommedag og ragnarok. Tænk på alle de film, der er lavet om den slags. Der er ingen ende på Armageddon. Men det var forhåbentligt ikke den slags, der ville møde os på det lille appendiks til Lykkevej i udkanten af Hillerød.

Verdens ende, eller Finis-terre og Lands End som de kalder det på henholdsvis spansk og engelsk, er steder ud til Atlanterhavet. Her når man ud til det yderste fyr, og fortsætter man, går man i havet og drukner – eller sejler af sted til Amerika. Finisterre er også enden på Caminoen. Den gamle pilgrimsrute er ikke længere, og her kan pilgrimmene ikke andet end vende om – eller omvende sig. Det fortælles da også, at pilgrimme har kastet deres van-drestav i havet og brændt deres tøj for at markere begyndelsen på et nyt liv. Man dør og bliver genfødt ved verdens ende. Der er noget ultimativt over det og noget storartet eksistentielt – i hvert fald når der er noget religiøst forbundet med turen. Det er straks vanskeligere at finde nogen mening i bevæge sig hele vejen til Lands End for at stå der sammen med en masse andre turister.

Verdens Ende i Hillerød er selvfølgelig noget helt andet end den dramatiske natur, som man kan se i Cornwall og Galicien – for slet ikke at tale om den, som findes ved verdens ende i Sydamerika. Ja, det er ikke, fordi jeg har været der – endnu – men jeg har set billeder af det storslåede natursceneri, som folk stadig valfarter til.

Verdens ende kan nu ligge så mange steder. Når Jorden er rund, må der jo blive noget relativt over begrebet. I Sønderborg er der for eksempel en gade ud til Alssund, der bærer det navn. Engang jeg var på rejse i Rusland, fortalte en ung kvinde i Samara mig, at hvis jeg tog bus nummer fem til endestationen, så ville jeg nå et sted, de kaldte Verdens Ende. Her skulle være en glimrende udsigt over den mægtige Volgas bugtninger. Jeg nåede ikke bus nummer fem til Verdens Ende.

Men hør nu om vores sommertur: Vi kører rask af sted ad Vej 19 og drejer af ved Ringvej 2 og følger så Kulsviervej op til Kanavej. Vi passerer nogle små, fine huse med stauder i haven og en vimpel, der blafrer let. Vi er kørt ind i en kolonihaveforening. Der er ikke mange mennesker at se på denne mandag allersidst på eftermiddagen. Inde i en have sidder nogle og griller og snakker lidt, mens ellers er her stille. Vi parkerer bilen og går ad Lykkevej og hen til Verdens Ende.

Jeg har forestillet mig en del om verdens ende, men ikke at den skulle ligge i en kolonihaveforning i Hillerød. Men her ligger den altså og rummer en håndfuld matrikler og et lille fælles areal med græsplæne. Vejen er selvfølgelig blind. Det hører sig til, når man står ved verdens ende, men alligevel er der en lille smutvej ud for gående. Man går over en træbro og står ved et hegn ind til en vild mark med brægende får. Vi kan hverken se folk eller får, men de er et sted derinde, hinsides Verdens Ende.

Vi drysser lidt omkring og kigger på haverne. Der er ikke rigtig noget sted, man kan kaste sin vandrestav, og det ville også være upassende og selvfølgelig lidt ude af proportioner, hvis jeg tog mit tøj og brændte det på fællesarealet. Så det ender bare med, at vi forlader stedet igen.

For så vidt er det hele jo meget dansk. Der er ikke noget nogen storhed her, ingen voldsom natur, men blot en ganske lille bæk, der fører vand ned i den tilgroede mose, som haveforeningen ligger ved siden af. Her er der ingen skæbner, som skal afgøres, ingen stor syndsforladelse, der endelig kan modtages, efter man har vandret ad Caminoen i uger og måneder, måske hele vejen fra Viborg.

Der er ro her, og der er endda et hus til salg på Lykkevej, hvis man vil. Jeg spiser mit æble, og min kone tager et billede af mig, så vi kan dokumentere, at vi har været ved Verdens Ende.

Men nu hvor jeg sidder og skriver om vores udflugt til Verdens Ende, så kan jeg ikke lade være med at tænke større tanker og nære dristigere drømme.

Ville det ikke være en udfordring at tage helt til verdens ende i Sydamerika? Ville jeg blive forandret? Kunne jeg i billedlig forstand kaste min vandrestav i havet og vende hjem forvandlet for altid? Kunne jeg få stillet den eventyrlyst, der trods al dansk ferieidyl stadig rumsterer et sted langt inde i mig og får mig til at længes ud på nye eventyr i stedet for bare at passe min have og være lykkelig lige her? Vil det give nogen mening at tage endnu en tur til verdens ende – med eller uden min elskede? Er det i sidste ende et sted, man kun kan opsøge alene?

Jeg vil sove på det og gøre min lyst klar i morgen.