Prøv avisen

Stasis lange arm

Forhørslokale for det østtyske statssikkerhedspoliti, STASI, i Berlin. Foto: Scanpix. Foto: Iain Masterton

Dansk dagligdag Henrik Andersens roman "Beskyttelses- zonen" er en familie- og skæbnefortælling om Danmark, DDR -- og fodbold. Den er god, men den kunne have været bedre endnu

Henrik Andersen har fire romaner bag sig og modtog i 2005 Statens Kunstfonds tre-årige arbejdslegat. Han er en forfatter, der skriver i den solide, hverdagsrealistiske stil, og hans femte roman, der udkommer i dag, hedder "Beskyttelseszonen".

Det er en familie- og skæbneroman, der følger den danske familie Nørskov gennem fire årtier i den nyere danske historie. Poul Nørskov forelsker sig i 1965 i den østtyske kvinde Ingrid under en forretningsrejse til Leipzig i det daværende DDR. Hun kommer til Danmark, de får to sønner, hvoraf den ældste, Martin, bliver fodboldstjerne, kommer på det danske landshold og får senere en professionel karriere.

LÆS OGSÅ:  Der var så dejligt i DDR

Men familien Nørskov er trods al succes og fremgang også en familie med lig i lasten. Skygger fra fortidens mørke er aldrig langt borte, for hvordan gik det så belejligt til, at Ingrid kunne slippe væk fra diktaturstaten?

Ingredienserne i "Beskyttelseszonen" er altså dansk dagligdag, familiedrama, flashbacks til Ingrids dystre ungdom i DDR og fodbold. Selvom vi er til kamp i både Assens, Odense, Rostock og Barcelona, fristes Henrik Andersen ikke til at overdosere fodboldstoffet, som sikkert fremmedgør lige så mange læsere, som det appellerer til. Og Martins professionelle karriere kommer til at indgå forbløffende naturligt i familiens lange skæbnelinjer.

Man kan dog godt opregne en serie tekniske indvendinger imod romanen. Fortælleren Stefan, som er Martins barndomsven, nu akademiker og som måske skal skrive en bog om fodboldspillerens karriere, dukker op med mellemrum, men over lange stræk er det en neutral, alvidende fortæller, der boltrer sig. Den konstruktion virker ikke gennemtænkt.

Kompositionen er også noget tung. Vi ved ret tidligt, hvordan alting i det store og hele kommer til at forløbe, blandt andet fordi romanen springer frem og tilbage i tid. At vi ved så meget, understreger romanens karakter af skæbnedrama med tragisk uafvendelighed, men det havde nu livet gevaldigt op med lidt drejninger i plottet og en enkelt farverig biperson. Jeg er heller ikke vild med et tragisk dødsfald i familien Nørskov. Det er et alt for overmættet symbol på, at familien har lig i lasten og ting, ingen kan eller vil tale om.

Det kan virke, som om Andersen ikke har fået det rette redaktionelle modspil. Måske trænger han til en mental træner, et boost af selvtillid, så han tør søge det usædvanlige i stedet for det konventionelle. For trods sine fejl og mangler er "Beskyttelseszonen" en interessant og meget læsværdig roman. Den fanger det centrale i forholdet mellem Danmark og DDR i årtierne inden Murens fald: at "det fremmede" befandt sig så tæt på, at der kun var en hårsbredde – og en mærkelig lykkelig uvidenhed – imellem den hyggelige danske dagligdag og den velkontrollerede, ekstreme uhygge i overvågningsdiktaturet.

Andersen har givetvis bedrevet research i Stasis arbejdsmetoder. Der optræder en del simuleret autentiske dokumenter i romanen og især efterretningstjenestens indgående psykologiske, næsten eksistentielle overvejelser over de mulige informanters karaktertræk gør indtryk. Der opstår sære bindinger, en slags Stockholm-syndrom i slowmotion, hvor føringsofficeren nærmest bliver en faderlig rådgiver, der også selv kan have svært ved at beherske en følelsesmæssig involvering i "sin" familie. I de bedste DDR-passager i denne roman får man mindelser om den fantastiske og knugende tyske film "De andres liv".

Man havde gerne set lidt mere af det, og så lidt færre danske kødgryder og hilsener til Hans-Jørgen Nielsens "Fodboldenglen".

kultur@k.dk

Henrik Andersen: Beskyttelses-zonen. 360 sider. 299 kroner. People'sPress. Udkommer i dag.