Prøv avisen

Staten har brug for kirken

Jan Lindhardt advarer i sin nye debatbog, hvoraf store dele tidligere har været trykt i Kristeligt Dagblad, imod at skille stat og kirke. Her ses en illustration til en af Lindhards kommentarer om forholdet mellem kirke og stat -- Tegning: Peter M. Jensen

BØGER I Danmark har Gud og kejseren samme adresse, nemlig på Christiansborg, skriver biskop Jan Lindhardt i veloplagt debatbog om forholdet mellem stat og kirke

Selvfølgelig skal vi stadig have en folkekirke, mener biskop Jan Lindhardt. Og med folkekirke mener han statskirke. Og den skal vi have ikke kun for kirkens skyld, men så sandelig også for statens skyld!

Med sin nye debatbog med titlen "Folkekirke?" rammer roskildebispen lige ned i den løbende diskussion. Hans holdning er klar. Hans argumentation er – synes anmelderen – overbevisende. Og hans evne til at finde både klare og finurlige eksempler så engagerende, at man læser den lille bog i et hug – for bagefter igen at gå på jagt efter godbidderne, som man så lige kan nyde en gang til.

Lindhardt mestrer de korte idéhistoriske rids. Han tynger ikke sin fremstilling med mange omsvøb, men går lige til sagen. Problemerne med folkekirken begynder, da man tager afsked med det tætte forhold mellem stat og kirke. I hele det 20. århundrede drejer det sig om at adskille: stat og kirke, myte og evangelium. Så får vi en række hurtige historiske vuer, som klart opsummerer udviklingen: Tab af autoritet, understregning af den frie vilje hos det enkelte menneske, følelsernes privatisering som forudsætning for religionens privatisering. Men så enkelt er det alligevel ikke ifølge Lindhardt, for vi fik jo aldrig adskilt stat og kirke. Og den unge Luthers to-regimentelære fik aldrig nogen betydning i hans egen tid, hvor han altid selv påkaldte fyrstens magt, når der opstod vanskeligheder.

Derfor er "den moderne velfærdsstat et produkt af, at stat og kirke i Danmark udgør en enhed. Et aspekt ved den lutherske reformation, som efter min mening ofte er overset", konkluderer han og føjer velgørende provokerende til: "Og derfor har vi danskere nemt ved at følge bibelordet om at give kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er. For i Danmark har Gud og kejseren samme adresse, nemlig på Christiansborg" . Det viser sig videre i at "staten sørger for at vi følger kirkeåret", at staten næstekærligt sørger for det gratis hospitalsvæsen og det lige så gratis undervisningsvæsen, hvor der minsandten også undervises i kristendom.

Så er banen kridtet op, så spillet om folkekirken i nutiden kan begynde. Her dokumenterer Lindhardt veloplagt, at det i grunden er kirken, der yder staten ganske betydelige – og dyre – tjenester, som imidlertid er udgiften værd, fordi "ordningen skaber mødesteder mellem folkekirken og danskerne".

Det er nu ikke bare de økonomiske bånd mellem stat og kirke, der optager Lindhardt. Det er også de lidt mere uhåndgribelige åndelige bånd, som blandt andet hidtil har vist sig i en helligdagslovgivning, der fastholdt søndagen som hviledag. Hvorfor er det vigtigt? Fordi det at være en nation indebærer, at man er i stand til at leve i takt. En total afskaffelse af lukkelov og dermed ophævelse af helligdage vil betyde et konstant kulturelt jet-lag, påpeger han.

Jan Lindhardt opsøger med flid alle de mulige mødesteder for folk og kirke. Derfor skal vi have menighedsråd, som imidlertid skal holdes på plads af øvrigheden. Og derfor skal kirken ikke være bange for nutiden. Det er der bare mange, der er. Ikke kun den traditionelle højrefløj, som altid er hændervridende bekymret. De får også følgeskab af Tidehverv og en række andre grupperinger i det, der i dag kaldes "det kirkelige landskab".

Lindhardt ser dem som et i grunden ret skræmmende eksempel på kristne, som kun anerkender "kernemenigheden" eller de såkaldte "guldkristne", men som glemmer mindst tre andre kategorier: kulturkristne, juleaftenskristne og folkereligiøse.

Men en sådan holdning, replicerer Lindhardt veloplagt, vil svare til, at man ved folketingsvalg kun anerkendte medlemmer af de politiske partier som stemmeberettigede.

Jamen bør kirken da ikke være herre i eget hus? Det giver Lindhardt ikke meget for, fordi prisen meget hurtigt vil vise sig i isolation og løsrivelse, som får som konsekvens, at man så er kirke for i grunden meget få mennesker. Kirkens mulighed for at forkynde evangeliet i Danmark er dybt afhængig af goodwill og troværdighed.

Derfor bliver det nødvendigt at vie homofile, for man kan ikke både sige, at Gud også elsker dem – men ikke så meget, at de kan blive viet! Og så følger forsvar for konfirmandundervisningen lige dér, hvor den ligger nu. Og for barnedåben – og selvfølgelig for vielserne. Et par kvikke udblik til kongehuset som eksempel på, at vi ikke kan undvære den kobling mellem det hellige og det almindelige, som findes i kirken – men altså også i det kongehus, som typisk dansk er en del af kirken.

Men det var jo også for statens skyld, at vi skulle holde fast ved folkekirken. For staten kan ikke undvære et værdigrundlag. Demokrati er jo bare en rammeordning, som i grunden kan rumme hvad som helst. Så lad os holde fast ved ægteskabet mellem kirke og stat: "Det folkelige former kirken, men kirken har samtidig støbt det folkelige i sine former." Om jeg som anmelder er begejstret for Jan Lindhardts bog? Ja. Her tales der ligeud. Her buses der på. Her skjules problemerne ikke. Og der argumenteres efter min mening overbevisende. Jan Lindhardt er glad for vores folkekirke. Hans glæde er smittende. Læs bogen. Den er ikke til at komme udenom i debatten om folkekirken.

Jan Lindhardt: Folkekirke? Kirken i det danske samfund. 133 sider. 149 kroner. Forlaget Hovedland.

kultur@kristeligt-dagblad.dk