Prøv avisen
Liv&litteratur

Stationer og perroner fulde af poesi

Det kan godt være, at Memphis, Tennessee, fylder uendelig meget i amerikansk musikhistorie, men det skyldes næppe byens station. Det er kun i dansk poesi, at Memphis Station er blevet berømt ud over alle grænser. -

Mellem venten, afsked og drømmen om det sødmefulde favntag. Dansk digtning har mytologiseret stationsbyerne

Stationer og banegårde er noget af det mest sfinksforladte, der findes. Alligevel er der blevet bedrevet poesi på perronerne, som med tiden har forlenet stationerne med en nærmest mytologisk status.

Det kan godt være, at Memphis, Tennessee, fylder uendelig meget i amerikansk musikhistorie, men det skyldes næppe byens station. Det er kun i dansk poesi, at Memphis Station er blevet berømt ud over alle grænser. Og hvad med Skanderborg Station? Nok er der smukt ved søerne i Skanderborg og ikke særlig langt til Silkeborg og Himmelbjergets sublime top, men stationen er ikke noget at skrive hjem om.

Det er der så blevet alligevel, så Skanderborg Station aldrig blot bliver et sted, man venter på toget eller farter igennem uden at tænke på nøddebrune øjne og en ung nittenårig piges svulmende figur. Og på det seneste kan selv Fredericia Station være på vej mod mytologisk status. Hvem skulle have troet det? Mindst af alt dem, som har ventet på stedet bag et åndsfortærende gitter af regn.

Før vi bød 2015 velkommen, skrev jeg om det mærkelige i, at pølsevognene havde kastet så lidt poesi af sig, som tilfældet er. Det samme kan ikke siges om perronpoesien. Den er nærværende over de seneste 100 års spand af tid og tilsyneladende ustoppelig, selvom den ikke længere er hyllet i atmosfærefyldt damp og kulrøg, men snarere elektrificeret på en strømlinet og lidt klinisk måde. Men moderniteten har ikke kunnet fjerne poesien fra perronerne. Det skyldes sjældent de faktisk forhold på stationerne, der specielt i Danmark er slammet til på en måde, der ikke kan siges at være befordrende for særlig meget.

Alligevel kender de fleste til den særlige stemning, man hensættes i på stationerne. Man befinder sig midlertidigt et sted mellem afsked og ankomst. Måske snarere et tomrum end et rum. Man et sted midt i verden på vej ud eller hjem eller et helt fremmed sted hen. Der er en slags prisgivelse over affæren, en fortabthed, der kalder på de dybeste længsler efter nærvær og bekræftelse; på ikke at være alene, men sammen med nogen. På at mærke, at man er til og måske ligefrem udvalgt i mængden af rastløst ventende.

Sophus Claussen har foreviget denne følelse af længsel i digtet ”Rejseminder”, offentliggjort i ”Pilefløjter” (1899), men sandsynligvis skrevet mindst 10 år tidligere. For digtet er en erindring om den tabte ungdom i skikkelse af den unge kvinde med de brune øjne, der brændte sig ind i digterens egne og satte sig som et efterbillede. Et billede på den kvinde, han aldrig fik erobret, og det begær, der af samme grund blev stundesløst. Digtet skriver den flygtige duft og det syngende blod frem i ungdommens blomster:

”De smægter saa sødt, saa hjertebeklemt/mod Solskin og luftblaa Dage,/ Men det er på Skanderborg Station, der staar de alle tilbage.”

Få år senere skrev den unge titan Johannes V. Jensen sig helt ind i hverdagene, da han blev tvunget til at vente på Memphis Station. Digtet af samme navn står at læse i ”Digte 1906”. På stationen i Tennessee måtte han æde sin rasende utålmodighed i regnen, mens han ventede i timevis. Og da meldte tvivlen sig om hele rejsen. Dette altid at være på vej. Skulle man ikke hellere blive i Memphis? Og finde ind til hende, der ventede et sted med øret begravet i sit hår i et af de plakathujende huse?

Men: ”Da pruster vor store Ekspresmaskine,/ gaar lidt frem og stanser dybt sukkende/ og staar færdig til Spring. Sporet er frit. / Og i rejser videre“”

Det gør de fleste af os. Rejser videre i stedet for at gribe øjeblikket. Vi lader os ikke forføre af andet end stemningen, som sætter tanker i gang. Det er i sproget, længslen fortætter sig og forvandles til sansebårne ord om møder, der aldrig rigtig bliver til noget. Og dog. De danske musikkritikeres pris ”Årets Steppeulv” er netop tildelt sangeren og sangskriveren Niels Skousen for hans seneste album ”Smil eller dø” med den smukke sang ”Fredericia Station”.

Her kysser digteren sin elskede og skaber et rum for de to, mens en hjemløs sover i glasburet, og regnen, ligesom hos den ubændige Jensen, trommer på taget:

”Det klinger ud i intethedens store cyklotron/ mens vi holder hinanden tæt i en sitrende relation/ på Fredericia Station”. Men alligevel kommer man lidt i tvivl, om hun virkelig findes - kvinden - eller om Niels Skousen maner hende frem af savnet: ”Rastløs, rastløs/ vender jeg mig mod mit savn/ rastløst, rastløst - siger jeg dit navn”. Med andre ord: Også i 2015 bliver der skrevet klassisk, længselsbåret perronpoesi. Digtningen er stadig på sporet af den tabte tid og hende med de nøddebrune øjne, der forsvandt i mængden.