Prøv avisen
Udstilling

Stationsbyen Vrå står stærkt på kunstens danmarkskort

4 stjerner
Hvorfor hedder to billeder af Jette Debois ”Vrå landskab”? En lutspillende gris giver svaret. En lignende optræder nemlig på et kalkmaleri i Vrå Kirke. –

Vrå-udstillingen bekræfter sin uundværlighed med årets kunstudstilling, der til dels er lokalt inspireret, men også kommer omkring både Italien og Norge

En version af Vrå-udstillingen, der til dels tager udgangspunkt i byen Vrå. Tanken synes nærliggende. Men den realiseres først nu – 77 år efter at initiativet blev taget til det, der skulle udvikle sig til den livskraftige kunstnersammenslutning, der i dag har 44 medlemmer og kendes for sin årlige udstilling i Kunstbygningen i Vrå. Idéen med det lokale afsæt viser sig bæredygtig, idet Vrå-udstillingen 2019, der netop er åbnet, i høj grad afspejler sammenslutningens livskraft. Det gælder også for de af bidragyderne, der ikke bevæger sig inden for ”Tema Vrå”, som 17 ud af de 35 udstillere ellers gør.

I kataloget betegnes Vrå af formanden for Vrå-udstillingen, Søren Elgaard, som ”en by i forandringens tegn”. Stationsbyen, der ligger i Vendsyssel, har cirka 2500 indbyggere og kan i 2021 fejre 150- årsjubilæum. I forbindelse med ”Tema Vrå” får publikum en række udspil til kunstneriske og arkitektoniske oplevelser samt konkrete bud på byggerier. Dette gælder blandt andet Vrå Skole og Børnehus, der af Jaja Architects ikke alene er tænkt som institutioner, men også som et socialt samlingspunkt for hele byen. Byggeriet forventes at stå færdigt i 2021/2022.

Et relief i blå rønnegranit af Laila Westergaard, ”Quo vadis Vrå” (hvor går Vrå hen?), er som en dør ind til den lokale del af udstillingen – der også afsætter visse spor i byrummet.

Men det, der for mig er højdepunktet, kommer langt fra Vrå. Det er syv naturfotos taget af Kirsten Klein – blandt andet i Amalfi, i Højris på Mors og i Telemarken, fra det største til det mindste, fra en tordensky og en oktoberhimmel – til et strømmmende åløb. Den samme pointe på flere måder: Alt er forbundet, det største i det mindste – og omvendt. Det er billeder med en besættende magi, på én gang dramatiske og poetiske.

Helga Exner har fået sit eget rum. Og fylder det ud – med en nærværende, ”talende” stilhed. Hun har skabt smykkeinstallationen ”Rosenbusk”, i sølv, emalje og bladguld, med et overvældende antal rosenknopper og rosenblomster. Man bør en stund være alene med mangfoldigheden og mærke, hvordan den bliver levende for én, uden at trænge sig på – og så alligevel. Men man registrerer næsten ikke, at den tager ens sind i besiddelse. Og bliver der.

Et landskab – men hvad har det med Vrå at gøre? Hvorfor hedder to billeder af Jette Debois ”Vrå landskab”? En lutspillende gris giver svaret. En lignende optræder nemlig på et kalkmaleri i Vrå Kirke – og samme musikinstrument indgår i Søren El-gaards forslag til, hvordan byens gamle vandtårn kan vækkes af dets mangeårige tornerosesøvn.

Meget tydeligt er Vrå til stede i en lille serie malerier af Bjarke Regn Svendsen. Men byen opleves anderledes end ellers. Med ”kun” brudstykker af en kendt virkelighed – brudstykker, der med deres tilsyneladende banalitet kan synes uinteressante, men samtidig – indser man – har ganske meget at sige om den sammenhæng, de er taget ud af. Malerierne er udført på baggrund af fotografier. Man kan – med kunstnerens ord – ”undre sig over uskarpheder, særlige lysninger og andre mærkværdigheder”, alt det, der har sin baggrund i hans interesse for det mislykkede fotografi, som han mener – og det bekræftes på udstillingen – ofte har en større udtrykskraft og flere lag end det perfekte.

Et spøjst bidrag er ”Vrå pudser sko” af Bruno Kjær og Niels Fabæk. Centralt i værket er 26 fotos af Vrå-borgere, der omgivet af deres hjemlige miljø viser os et par nypudsede sko. Skopudsningen er valgt, fordi den udgør en hverdagserfaring, der er fælles for borgere i Vrå og yderligere forbinder dem med et globalt fællesskab. Nok er handlingen udtryk for en ret så stilfærdig erfaring i det meget små, men ikke desto mindre ses den som noget, der ”har sat sig mange aftryk i vores fælles sociale, kulturelle og æstetiske historie i det store”. Under alle omstændigheder er det et værk, der med dets umiddelbare charme besidder en betydelig gennemslagskraft.

På udstillingen mindes en betydningsfuld maler i Vrås kunsthistorie, Svend Engelund. Det sker ved en ophængning af et af hans billeder, ”Vrå by” fra 1952. Højskoleforstander Arne Brandt Pedersen fik allerede i 1942 Engelund til at udstille på højskolen. Det blev til begyndelsen til Vrå-udstillingen – som nu atter har overbevist om sin uundværlighed.

Helga Exner har fået sit helt eget rum til smykkeinstallationen ”Rosenbusk”, i sølv, emalje og bladguld, som der her ses en lille del af.
Musikinstrumentet lut indgår i flere værker, her Søren Elgaards forslag til, hvordan byens gamle vandtårn kan vækkes af dets mangeårige tornerosesøvn.
Hvorfor hedder to billeder af Jette Debois ”Vrå landskab”? En lutspillende gris giver svaret. En lignende optræder nemlig på et kalkmaleri i Vrå Kirke. – Foto: Vrå-udstillingen
Laila Westergaards ”Quo vadis Vrå” (hvor går Vrå hen?) er som en dør ind til den lokale del af ”Vrå-udstillingen”. – Fotos: Vrå-udstillingen.