Statsministeren deler opslag med grove kommentarer på sociale medier

Mette Frederiksen (S) fortæller om "voldsomme" kommentarer på sociale medier. Nu opfordrer hun til debat.

Statsminister Mette Frederiksen (S) vil skabe debat om den hårde tone på sociale medier. (Arkivfoto)
Statsminister Mette Frederiksen (S) vil skabe debat om den hårde tone på sociale medier. (Arkivfoto). Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.

Den hårde tone på sociale medier er ikke forsvundet. Den er en del af hverdagen for mange - også for statsminister Mette Frederiksen (S).

Det skriver hun i et opslag på de to medier Facebook og Instagram, hvor hun deler en række grove kommentarer, der er rettet mod hende.

- Som statsminister skal man selvfølgelig have en høj tolerance. Sådan er det, når ens beslutninger påvirker hverdagen for mange. Når man er passioneret omkring sine holdninger. Det er et vilkår.

- Men der er ord og kommentarer, som er så voldsomme, at ingen skal finde sig i det. Uanset om man deltager i den offentlige debat eller blot passer sit arbejde, lyder det i opslaget.

Antallet af beskeder og trusler i statsministerens indbakke er steget i den seneste tid, skriver hun.

I opslaget opfordrer hun andre til at dele deres oplevelser, så der kan skabes en "nødvendig debat" om, hvordan man taler ordentligt til hinanden.

Det bliver bakket op af Socialdemokratiets politiske ordfører, Rasmus Stoklund.

- Et lille mindretal ødelægger et stort flertals mulighed for at have en god samtale med hinanden på de sociale medier, siger han til Ritzau.

- Som det foregår mange steder nu, kan jeg godt være bekymret for, at mange trækker sig fra debatten og mister lysten til at deltage i for eksempel den politiske debat.

Siden krigen mellem Israel og Hamas brød ud, er der ifølge den politiske ordfører opstået en mere ekstrem tilgang på dele af de sociale medier, end der har været tidligere.

Løsningen på den hårde tone kan have mange udseender - foruden en offentlig debat.

De sociale platforme og dem, der sætter kommentarspor til rådighed, bærer dog en del af ansvaret, mener Rasmus Stoklund.

- Jeg har ikke noget aktuelt politisk på vej, men det er jo en udfordring, at vi har flyttet den politiske debat fra forsamlingshusene ind på sociale medier, siger han og uddyber, at der ikke længere er en moderator til stede, som kan styre samtalen.

På statsministerens Facebook-opslag bliver hun mødt med opbakning fra andre socialdemokratiske stemmer - blandt andre Simon Kollerup og Jens Joel.

/ritzau/