Statsministeren, der var verdensmester i at omstille sig

Man lader sig rive med af den veloplagte prosa hos Søren Mørch, der gennemfører sine pointer om Anders Fogh Rasmussen med ubehagelig konsekvens

Søren Mørch: Anders Fogh Rasmussen. En dansk statsminister i det 21. århundrede. 288 sider. 299 kroner. Gyldendal. Udkommer i dag.
Søren Mørch: Anders Fogh Rasmussen. En dansk statsminister i det 21. århundrede. 288 sider. 299 kroner. Gyldendal. Udkommer i dag.

Søren Mørchs bog om Anders Fogh Rasmussen er ikke en biografi i egentlig forstand, mere en karakteristik, altså en bedømmelse af et menneskes karakter, de egenskaber, der definerer dette menneske.

Det kræver en dyb indånding, før man kan indtage en dosis Mørch ved læsning. Man skal ikke forvente, at han kommer modstridende synspunkter eller fortolkninger i møde med venlige indrømmelser. Er man som læser indstillet på det, kan man godt læne sig tilbage og lade sig rive med af Mørchs veloplagte prosa. Han gennemfører sin pointe med ubehagelig konsekvens. Anders Fogh Rasmussen havde succes, fordi han ifølge Mørch havde viljen til magt og var i stand til og villig til at pålægge sig selv den disciplin og de byrder, det indebar at være statsminister.

LÆS OGSÅ: Højdepunkter i højmessen

Vi kender ham som Anders Fogh, fordi navnet Rasmussen ikke adskiller ham fra forgængeren. Fogh er et navn, han har fra sin mor, mens den afgørende prægning er kommet fra faderen, Knud Rasmussen, en gårdejer i det centrale Jylland, og Anders Rasmussen bærer hele denne tradition af flid og ordentlighed med sig, som hører til den moralske husholdning, hvor man arbejder, til arbejdet er gjort, svarer enhver sit og er mand for sit ord.

Han kom ind i Venstres Ungdom, hvor han var kendt som røde Anders, fordi han prioriterede socialpolitiske tiltag. Det ændrede sig i firserne, da han blev tilhænger af Chicago-skolens økonomiske liberalisme og igen, da han som statsminister siden blev velfærdsstatens måske mest betydningsfulde forsvarer i sin tid. Han oversatte Tony Blairs New Labour til danske forhold, men i stedet for som sin britiske modpart at gøre et socialdemokratisk parti borgerligt, forvandlede han et borgerligt parti til at blive socialdemokratisk.

Nøglen til forståelsen af Anders Fogh Rasmussens succes er ifølge Mørch hans evne til at omstille sig. Fogh Rasmussen er ikke de langsigtede løsningers mand, men han har så meget desto klarere identificeret, hvad der i situationen kræves uden at sætte magten over styr. Det kan af modstandere opfattes som hykleri, men ud fra en pragmatisk eller kynisk betragtning er det en vigtig politisk egenskab at være i stand til at tiltvinge sig magten og beholde den.

Fogh brugte magten til at involvere Danmark i krige i Irak og Afghanistan, som vi ifølge Mørch ikke havde nogen objektiv interesse i at engagere os i. Fogh styrkede Statsministeriet blandt andet ved at overtage væsentlige funktioner fra Udenrigsministeriet. Hans forhold til udenrigsminister Per Stig Møller var ikke godt. Karikaturkrisen 2005-2006 blev et eksempel på, hvad der sker, når en opgave falder ned mellem to stole.

Mørch mener ikke, at krisen var den danske regerings skyld, men den kunne måske have indset problemets alvor lidt tidligere. Der var i hvert fald ifølge Mørch en dansk ambassadør i Ægypten, der direkte sov i timen. Krisen satte ytringsfrihed på den danske politiske dagsorden, og den blev et slagord for den del af regeringens parlamentariske bagland, der i dette begreb fandt et forankringspunkt for deres kritik af islam.

Fogh lagde da også meget vægt på betydningen af ytringsfriheden i sine taler til danskerne på dette tidspunkt, mens han i et interview med en arabisk tv-kanal understregede betydningen af respekt for religiøse følelser. Der er en lang tradition for at tale med to tunger i dansk udenrigspolitik.

Mørchs dom over Anders Fogh Rasmussen er hård, ikke mindst fordi han faktisk viser, hvor dygtig Fogh var til sit arbejde. Han styrede sine ministre, pressen, endda oppositionen. Og hvad brugte han det til? Til at skaffe sig selv et job i Nato. Anders Fogh Rasmussen efterlod sig ikke noget blivende aftryk i dansk politik. Kun sporet af Anders Fogh Rasmussen. Og så lader Mørch endda den økonomiske politik helt ude af betragtning.

Fogh vil blive husket som den statsminister, der førte Danmark i krig, men med tiden også for det, han ikke gjorde. Han bandt sig til en kontraktpolitik, der blev en ideologisk blokering for økonomiske reformer, og det endda i opgangstider, hvor de havde været meget nemmere at gennemføre end i dag. I stedet lod han dansk økonomi styre lige ind i en boligboble.

Krisen kunne jo ikke være undgået, men den hastighed, hvormed vi ramte den, kunne være sagtnet.

Mørch har et udpræget talent for spydigheder, men her er en, han mærkværdigvis har ladet ligge: Anders Fogh er som bekendt cand.oecon. Hvad færre ved er, at han har speciale i boligøkonomi.

Han havde altså forudsætningerne for at forstå de advarsler, der blev udstedt, men undlod at gøre noget ved dem.