5 stjerner
Når et menneske trues på sin eksistens, sker der en mærkbar reduktion af hans eller hendes sanseberedskab og udtryksevne.
Et klassisk poetisk eksempel på dette er Tom Kristensens digt ”Henrettelsen” fra 1922, hvor synsvinklen ligger hos en person, der står foran sin egen halshugning i Kina, og hvor vi oplever, at sproget i samklang med jegets omverdensoplevelse reduceres til en håndfuld gloser, der desperat stammende gentages igen og igen:
”blod”, ”sværd”, ”fugt”, ”bøddel” og ”hals”.
I Janus Kodals nye digtsamling ”Eksil” synes noget lignende – uden sammenligning med Kristensens metriske, ekspressionistiske digte i øvrigt – at gælde.
Det lyriske jeg i Kodals koncentrerede værk, der består af 20 sider med trelinjede digte, er en flygtning, og forfatteren har forsøgt stilistisk at mime den afmagt, desperation og sårbarhed, som en flygtning oplever, når han er uden rødder, identitet og sprog.
Dette sker ved en deformation af det sproglige materiale, der kan minde om, hvad vi ser hos en dyslektiker. Bogstaver er byttet om, og grammatiske former bruges fejlagtigt overalt i teksterne, og denne sproglige underliggørelse bevirker, at man som læser må bevæge sig langsomt, prøvende og sensitivt frem i skriften.
Hvor man ved første møde med den deformerede skrift kan føle, at den er grim, irriterende og sjusket, kommer man til at opleve en ømhed, nysgerrighed og empati i forhold til den. Og det er følelser, som vi, og her er nok Kodals pointe med teksterne, burde føle over for de hjemløse, livstruede og fortvivlede mennesker, der i øjeblikket strømmer ind over vore grænser.
En indledende præsentation af jeget udtrykker dette præcist: ”Jeg eren fremmede/ du kna se jeg skriver/ ikke helt som dig”.
I de følgende digte er udgangspunktet en knivskarp og enkel opridsning af flygtningens vilkår, når han begiver sig af sted på sin lange livsfarlige færd:
Vi var amnge der brød op/ for lavor amgne af/ og mange blev taget”. ”Vi gemte os i buske/ vi hørte skrigen/ der blv sklæbt væk”. ”Et hvert spor af/ barndon er slettet/ fra mit ansigt”.
I bogens sidste tekster er vi tydeligvis i en dansk flygtningelejr:
”Mit værelse er enkelt/ et hjørne emd stablet brænde/ lvt bord til at arbejde ved.” ”Jeg taler til mig selv/ for at fastholde/ nole få basale ting”.
Endelig lyder bogens afsluttende ord: ”Nole ord eller linjer/ er overelvert i et brev/ eler i en anden sdigte”.
Og det kan man jo så sige, at Kodal har gjort med dette gribende, præcise og slagkraftige indslag i flygtningedebatteten. Tilbage er der kun at sige, at ”Eksil” er et smagfuldt stykke boghåndværk fra forlaget OVO press, der bestyres af den avantgardistiske ildsjæl Rasmus Graff.
Prøv den!
kultur@k.dk