Prøv avisen
Kunst

Linjernes renhed og rummenes askese hos Hammershøi

5 stjerner
Er der nogen, som er blevet objektgjort i dansk kunst, så er det Hammershøis rygvendte kvinde, der synes reduceret til en ren rekvisit på linje med et møbel eller en smuk suppeterrin i sin kunstner- husbonds skiftende kompositioner. Her værket ”Interiør. Med klaver og sortklædt kvinde” fra 1901. – Foto: Pernille Klemp/Ordrupgaard

Ordrupgaards pragtudstilling ”Hjemme hos Hammershøi” dokumenterer sublim malerkunst skabt af en eksistentielt søgende ener, som var langt forud for sin tid

Vilhelm Hammershøi (1864-1916) behøver næppe nogen introduktion. I år er det 100 år siden, han døde af strubekræft i en alder af 51 år. I de seneste årtier er hans stjerne på kunstens internationale firmament steget støt, og han har nu posthumt og fuldt forståeligt fået den plads i kunsthistorien, han fortjener.

Priserne på hans værker har taget himmelflugt, for nu står det endelig klart, hvor fremsynet og moderne han var, og hvor meget han kan bibringe nutidens mennesker: Han arbejdede formelt med kompositionerne, ligesom de abstrakte kunstnere langt senere.

At han forekommer så moderne, lyder måske paradoksalt, når hans værker er figurative, ja, nærmest fotorealistiske. Men han skar alt overflødigt væk. Gennem uendelige variationer af det samme motiv trængte han dybere ind i eksistensens – og maleriets – gåde.

Udstillingen på Ordrupgaard går tæt på Hammershøis eksperimenter med kompositionerne, for eksempel planparalleller, hvor han opdelte billedfladen i to dele og med få, nøje udvalgte møbler og rekvisitter, der skaber et stille drama i de ellers nøgne rum.

Alt sammen skabt i samme ånd som for eksempel den senere Giorgio Morandis stilleben, billeder af krukker, potter og vaser. Herudover arbejdede han subtilt med dagslyset. Gestaltningen af lys indeholder et moment af katharsis – en slags modgift til den melankoli eller skyhed, som Hammershøi oplagt led under. Malet lysterapi før det fandtes? De enkle rum var måske også ”en tavs protest mod al grel og begloende smagsløshed i vores tid”, som vennen, kunsthistorikeren Emil Hannover betegnede det.

I Hammershøis mange malerier med sprossede vinduer er motivet inddelt i forskellige grid, der kalder den langt senere abstrakte kunstner Mondrian i erindring. Hos Hammershøi er vi så langt væk som tænkes kan fra klunketidens opulente pyntehjem med rødt silkeplys, bordduge, lysekroner og håndbroderede puder i snartsagt alle møbler.

Der hersker en linjernes renhed og rummenes askese hos Hammershøi – som i den senere funkisstil. Imidlertid var huset i Strandgade 30 blandt de første på Christianshavn. Det stammer fra Christian IV-tiden. Fyldningerne i de berømte hvide døre, som går igen i talrige værker, er i senbarok med knækkede kvartcirkel hjørner, hvor lyset brydes og giver reflekser til rummet, som det fremgår af det informationstætte udstillingskatalog.

I hans samtid havde man svært ved at se noget i de lavmælte billeder i fortrinsvis gråtoner. Da Hammershøi gik på Krøyers malerskole fra 1883-85, bemærkede Krøyer om sin mærkelige elev, at han ikke fattede en bønne af Hammershøis projekt, men da eleven arbejdede dybt seriøst, ville han ikke gribe ind. Det var godt for dansk kunst, at Krøyer lod Hammershøi have en urørlighedszone omkring sig.

P.S. Krøyer voksede i øvrigt op i selvsamme lejlighed på Christianshavn i Strandgade 30, 1. sal, hvor Ida og Vilhelm Hammershøi flyttede ind i 1898, og hvor Hammershøi de næste 11 år skulle male sine bedste og kendteste billeder.

Her, i Mikkel Vibes Gård, boede han midt i sit motiv og malede rummene fra skiftende vinkler i uendeligt mange subtile variationer, forskydninger og moduleringer af stort set det samme motiv, som forsøgte han at afæske disse rum selve tilværelsesmysteriet. Indædt, vedholdende og stædigt og med lysindfaldenes stadige forandringer af motivet alt efter årstiden og tidspunktet på dagen.

Det er mærkeligt sfæriske billeder, som gør dybt indtryk, fordi de er knivskarpe og – ja, så plausible. I Ordrupgaards mesterværk ”Støvkornenes dans i solstrålerne” fra 1900 bliver lyset til lyssøjler og opnår en forunderlig fysikalitet. Går man tæt på malerierne, vil man opdage, hvorledes for eksempel væggene flimrer en lille smule på grund af de porøse penselstrøg.

Disse værker har en fylde og en timbre, det vil sige klang, som man også finder hos hans samtidige, især James A.M. Whistler og den lidt tidligere Adolph Menzel med flere.

Et genkommende motiv er hustruen, den rygvendte Ida. Er der nogen, som er blevet objektgjort i dansk kunst, så er det denne kvinde, der synes reduceret til en ren rekvisit på linje med et møbel eller en smuk suppeterrin i sin kunstnerhusbonds skiftende kompositioner.

Hendes bløde nakke og opsatte hår antyder en vis intimitet. Men i de fleste malerier hviler hun i en kontemplativ dvælen med et mærkeligt fraværende blik – som om hun dagdrømmer.

På udstillingen kommer man godt rundt om Hammershøis hovedmotiv. Desuden kan man opleve hans kunstneriske udvikling fra den tidlige ungdom over akademitiden og frem i form af en række papirarbejder udlånt af Den Hirschsprungske Samling.

Det er særdeles interessante vidnesbyrd om en kunstner på vej til at finde sit projekt. Desværre har man valgt at tydeliggøre den hammershøiske motivverden på en lidt banal måde ved at stille hvide døre op og også at udstille enkelte møbler, som indgår i motiverne. Ganske overflødigt, for malerierne er alt nok og behøver ikke pædagogiske krykker, som skal tydeliggøre.

Men udstillingen er et overflødighedshorn af vidunderlige og vigtige værker.