Det er nu egentlig dumt, at du skal rejse herover for at se de gravsten.
Det er Erik Heides første kommentar, da jeg en solrig sensommerdag ankommer til Mors for at få fremvist nogle af de mange gravminder, som han har skabt. At vi alle skal dø en dag og have en sten, der markerer et levet liv, er for Heide det naturligste i verden. Men man er ikke i tvivl, når man ser Heides gravminder. De er skabt af en kunstner med en klar vision.
Billedhuggeren Erik Heide (født 1934) har udført gravsten, siden han var 25 år, hvor han skabte et eftermæle til en fjern slægtning. Siden er det blevet til mindst 25 individuelle gravsten, adskillige monumenter til fællesgrave og et enkelt til kongehuset Kong Frederik den IX og dronning Ingrids gravsten i et udendørs gravkapel ved Roskilde Domkirke.
Ingen kender det eksakte antal gravminder fra Heides hånd. Men hovedparten er skabt til slægtninge eller gode venner på fødeøen Mors, og der er størst koncentration af dem på Ansgar Kirkegården i fødebyen Øster Jølby og i mindre omfang på Lødderup Kirkegård og i den bakkede by Flade, hvor Erik Heide har været bosat de sidste 50 år.
Erik Heide er i dag mest kendt for sit bidrag til moderne kirkekunst, offentlige skulpturer og de seneste år også for sin vidunderlige bolig og have, der ligger som en stor kunstinstallation eller et stykke land-art i det bugtede landskab. Han blev egentlig uddannet inden for maleri og grafik på Kunstakademiet i København, men efter en kort indføring i billedhuggerkunsten i 1954 af vennen og billedhuggeren Ole Christensen blev kursen lagt om. Og sten og støbejern har siden slutningen af 1950erne været hans primære materialevalg ikke kun til gravminderne.
Forenkling er en af de dominerende ledetråde i Erik Heides kunstneriske virke. Heides motivkreds er genkendelig. Fauna, flora, menneskeskikkelser og symboler fra europæisk billedtradition, både den forhistoriske og den kristne, manifesterer sig i hans skulpturer. Gravminderne er ingen undtagelse. Afrundede kors er i flertal men ikke to er ens. Et er højt og slankt, et er lille og kompakt, et er udsmykket med stråleglans i relief, og et andet har hul igennem. Et andet gravminde har fået form som et møllehjul på vej ud over kanten på en tilhugget blok. Det er granitten, der er det foretrukne materiale, og flere af dem er tilhugget og dekoreret med relieffer: kornaks, labyrinter, kors og fugle. Mange fugle. Svaler, duer og en hane med de fineste, kantede sporer.
Mange af Heides sten associerer til tidlig kristent billedsprog, især til den romanske kunst. Og Heide er ovenud tilfreds med sammenligningen. Han er meget optaget af den forening af ydmyghed og kraftfuldhed, som karakteriserer kunst fra den romanske periode.
Men Heide har også suget inspiration til sig fra moderne kunst. Blandt de kunstneriske ungdomshelte finder man især dem, som eftertiden har givet prædikater som kubister, primitivister og fauvister, såsom Pablo Picasso, der søgte inspiration i afrikanske masker og legede med geometriske grundformer, Georges Rouault, der forenklede og fornyede fortolkningen af religiøse motiver og den italienske billedhugger Marino Marini, der blandt andet lod sig inspirere af etruskisk kunst.
Men det er den engelske billedhugger og grafiker Henry Moore, der frem for nogen har haft afgørende betydning for Heides kunstneriske udvikling. Moores inspiration fra primitiv kunst, de forhistoriske stensætninger og hans kunsts og private livs samhørighed med naturen, vakte stor genklang i en ung Erik Heide, der opsøgte Moore-udstillinger rundt om i Europa. Og fascinationen er intakt den dag i dag.
Hvert eneste menneske fortjener et mærke, og helst et, der afspejler dets personlighed eller liv, hvis man spørger Erik Heide. Eller som han også udtrykker det lidt tørt:
Jeg kan jo ikke lave en lille, tyk sten til en høj, tynd mand.
Gravmindet til Heides egen far, der hører til et af de flotteste, er også udtænkt i relation til faderens liv. Den er formet som en stenblok som en lille stele og i relief er udhugget en labyrint med Jesus på korset i midten.
Min fars liv var ikke let. Han var ikke troende, men blev det på sine gamle dage som så mange andre. Han søgte hele sit liv, og måske fandt han et svar. Derfor syntes jeg, han skulle have en labyrint og en mild Jesus-figur, forklarer Erik Heide.
Erik Heide anskuer altid sine udsmykninger og skulpturelle formgivninger som integreret i et større hele. Hans kunst er stedspecifik og det ikke mindst med hensyn til en harmoni mellem natur og kultur og i tilfældet med gravminderne med hensyntagen til kirkegårdens visuelle og rumlige værdier og genius loci (stedets ånd).
Det er også stedets ånd, der har medvirket til Erik Heide og hustruen Bentes valg af Flade Kirkegård til deres eget gravsted. Det er en lille kirkegård, der ligger stemningsfyldt på en af byens mange bakketoppe med flot landskabsudsigt, omkranset af et århundrede gammelt stendige og omkring en enkel, romansk kirke uden tårn og med spor fra de gamle stenmestre. Og det er her lige skråt over for kirkens hovedindgang og med øjenkontakt med to romanske ansigter, der titter frem at han og hustruen har købt skøde til deres gravsted, og hvor deres to sorte gravsten en dag vil blive lagt side om side. Heides begrundelse for at sætte sit sidste mærke på Flade Kirkegård og ikke på slægtens kirkegård i Øster Jølby kommer ikke som nogen overraskelse. Han har boet i Flade i 50 år. Det er hans sted, og kirkegården har det, han også kalder en god ånd.
På spørgsmålet om, hvorvidt arbejdet med gravminder tynger ham, svarer Heide højt og tydeligt nej!, mens han understreger, at det naturligvis også for ham er en alvorlig sag.
Erik Heide har en stor medmenneskelighed og indlevelsesevne, og når han fortæller om triste skæbner bag nogle af de gravminder, han har udført, taler han meget lavt og langsomt og ser lidt ned. Men døden er langt fra et tabu for Erik Heide og hans hustru Bente, der er tidligere patolog. Ikke alene har Erik Heideallerede udhugget deres egne gravsten, men de har også, hvad de kalder en Dødebog, hvori de har nedfældet alt omkring deres sidste vilje.
Fremvisningen afsluttes i et hjørne af Erik Heides store værksted. Han fjerner uden den mindste andagt tæpper og pap fra en enestående sten. Jeg bliver lidt beklemt, må jeg indrømme. Der står vi og betragter Heides egen gravsten. Er det passende? Selvfølgelig er det det. Selvfølgelig skal en billedhugger, der har udhugget gravsten i snart 50 år, også udføre sin egen og vise den frem, som han fremviser sine andre kunstværker. Og et kunstværk er det i sandhed. En sten, der er forenelig med æsteten og forenklingens mester Erik Heide. Det er en aflang, flad blok i det kostbareste sorte diabas med lettere buet overflade, tekst foroven og et lille relief forneden, der både ligner en blomst og et kors. Og ellers kun den skinnende, glatte stenoverflade uden udsmykning. Heide kører hånden hen over indskriften: Erik Heide / Billedhugger / Født 1934 / Død /.
Der er gjort plads til dødsåret. Men det er slet ikke det, der optager Heide. Han taler om, at han snart skal se at få slebet på bogstaverne og relieffet, så hele stenen kan få samme bløde overflade som de ligsten, man ser i gulvet i mange gamle kirker. Og også Heides sten skal ligge vandret på graven.
Så er der ligesom lagt låg på, lyder hans muntre, nøgterne slutreplik, der afvæbner enhver berøringsangst over for døden.