Stemmeret med løftede pegefingre

”Suffragette” er en lidt tam, men også bevægende periodefilm om kvinders kamp for stemmeret i 1910'ernes London

Carey Mulligan spiller fremragende i en klichéfuld fremstilling af kampen for kvinders stemmeret. -
Carey Mulligan spiller fremragende i en klichéfuld fremstilling af kampen for kvinders stemmeret. - . Foto: UIP.

”Hvis de vil have os til at respektere loven, må de gøre loven respektabel.”

Sådan lyder en af parolerne i periodedramaet ”Suffragette”. Filmen er en sober, men klichéfuld fremstilling af kampen for kvinders stemmeret.

Carey Mulligan (”Den store Gatsby” og ”An Education”) spiller den fiktive vaskekone Maud Watts, der inkarnerer en arbejderkvindes udfordringer, som de så ud i England i 1910'erne. Hun er fattig, seksuelt undertrykt og misbrugt og uden muligheder for social opstigning. Filmen fortælles igennem hendes øjne, og hendes blik på kvindekampen bliver vores, i takt med at hun bliver stadig dybere involveret i suffragette-bevægelsen.

Det er dog med modstand, at Maud lader sig indrullere i kvindekampens guerillabevægelse. Hun er effektivt passiviseret af samtidens sociale undertrykkelsesmekanismer og sætter sig tilfreds med en lav løn, en nogenlunde ægtemand (ufarligt spillet af Ben Whisham fra ”Parfumen”) og en chef (en giftig Geoff Bell), der trods alt ikke længere udnytter hende seksuelt. Men det vigtigste er sønnen George, hvis nutid og fremtid hun lever for.

Denne tilsyneladende ro bliver langsomt til larmende revolte, da Maud bliver venner med kvindesagsforkæmperen Violet, der inviterer hende med til en høring om kvinders stemmeret. Da Violet får tæsk, ender det med, at Maud aflægger vidnesbyrd for kommissionen, og hendes ord vækker genklang. Ikke kun hos de høje herrer, men i særdeleshed også i hende selv.

Da regeringen alligevel efterfølgende endnu en gang nægter kvinder stemmeret, bliver Maud aktivist.

”Suffragette” fungerer godt, når den formidler den indelukkede fornemmelse af undertrykkelse, som Maud og hendes fæller lider under på vaskeriet. Carey Mulligan kan ellers godt være lidt fersk, men her formår hun fortrinligt at lægge ansigt til den kuede Maud, der ender med at blive bombesmidende aktivist. Hun underspiller sin rolle, hvilket er heldigt, for det er primært hendes fortjeneste, at ”Suffragette” ikke ender som et klægt melodrama. Blandt andre er scenerne med sønnen George oprigtigt bevægende.

Mulligans karakter er ellers overlæsset med betydning, da manuskriptet, for identifikationens skyld, lader alt ondt i verden overgå netop hende. Hun bliver den prisme, som vi skal forstå hele kvindebevægelsen igennem. Netop derfor bliver hun aldrig rigtigt til en person, men snarere et instrument, som filmens repertoire af ulyksaligheder spiller på.

Og sådan er det hele vejen igennem. Alle de medvirkende er så skarptskårne, at der ikke er plads til selvstændig refleksion og stillingtagen. Mændene er onde - bortset fra den ene, som vi fra starten gennemskuer vil have et blødt punkt for Maud. Kvinderne er gode og retsindige på hver deres unuancerede måde.

Selv Helena Bonham Carters karakter, en militant apotekerkvinde med en forstående mand, bliver mainstream, og det er altså noget af en bedrift at gøre en af Englands mest levende skuespillerinder næsten tam.

Meryl Streeps medvirken er så minimal, at det ikke retfærdiggør brugen af hende i markedsføringen af filmen. Fælles for filmens figurer er, at de agerer i et endimensionelt manuskript, og selvom der er antræk til nybrydende tematikker, tabes meget på gulvet.

Kun slutningen er ikke forudsigelig, men den er så også historisk faktuel. Som små børn, der skal sikkert over vejen, holder manuskriptet os stramt i hånden, så vi når frem til mål uden svinkeærinder.

Nogle vil blive overraskede over, at suffragetterne var militante aktivister. De mange kampscener mellem kvinder og politi er da også både flot filmet og medrivende. ”Suffragette” er i det hele taget en visuel fornøjelse og som sådan ikke et stift periodedrama. Den puster liv i en svunden tid med levende kulisser og smukke kostumer.

Kampscenerne giver filmen et bevidst dokumentarisk præg, men aldrig har fattigdom været så smuk som i de yderst noble blå, grå og brune nuancer, hele filmen er bygget op omkring. Illusionen brydes derfor hele tiden.

Kvindernes kamp for stemmeret er en vigtig del af den europæiske historie, og dette oplysende projekt ved filmen, som også næres af tydeliggørelsen af, hvor militant bevægelsen egentlig var, er prisværdigt.

Desværre vil filmen oplyse så meget, at den æder vores egne tanker og følelser og umuliggør en perspektivering til nutidens kvindekampe. Den dikterer i stedet for at diskutere, og det er synd, for ”Suffragette” kunne have været en virkelig god film. Hvis den turde.