Prøv avisen
Bog

Poul Joachim Stender gør op med frygten for at leve

4 stjerner
”Til tider minder overvejelserne om en slags Gajol-æske-visdom, og med Poul Joachim Stenders forsøg på at forene teologi og ukompliceret tale får bogen visse steder et lidt for hurtigt præg,” skriver Sørine Gotfredsen om præstekollegaens bog. – Foto: Petra Theibel Jacobsen

Poul Joachim Stender anlægger en ny og klædelig alvor i sin kritik af danskernes frygt for til fulde at leve livet

Ordet tendens kan godt blive lidt slidt, men her er det på sin plads. Der er i disse år tendens til et opgør med den selvkredsende individualitet, hvor man lader sig styre af mavefornemmelser og tidens herskende korrekthed, og nu melder sognepræst Poul Joachim Stender sig på banen.

Det sker med bogen ”Vil du være rask?”, der består af 40 små tekster med kritik af tiden og skarpe råd til et mere intensivt, uselvisk og gudfrygtigt liv. En gennemgående pointe for Stender er, at danskerne er bange for at leve, fordi vi frygter alder, smerte og modgang og på alverdens måder prøver at sikre os i vores korte tid på jorden frem for til fulde at udnytte den. Vi bør stræbe efter at leve et højt liv snarere end et langt liv, mener Stender i dette skarpe opråb, der handler om alt lige fra fedme til piberygning, terrorisme og hvilke tanker, man gør sig på sit dødsleje. Løbende refereres til bibeltekster som sandhedens dybeste kilde, hvilket viser sig allerede i bogens titel ”Vil du være rask?”. Ordene stammer fra fortællingen i Johannesevangeliet, hvor Jesus stiller dette spørgsmål til den syge mand ved dammen ved Bethesda.

I det hele taget er sygdom og sundhed centralt i bogen. Stender har et gevaldigt horn i siden på sundhedsfanatisme og ser i høj grad motion og optagethed af fejlfri kost som tegn på åndeligt forfald. Vi klamrer os desperat til livet, og det er i dette perspektiv, at Stenders pudsige talent udfoldes.

Lidt ligesom afdøde Jan Lindhardt formår han at vende etablerede talemåder på hovedet og skabe nyt perspektiv, som når han for eksempel skriver, at det ikke er savnet, der med tiden bliver mindre, når vi har mistet et menneske. Det er os, der bliver større, fordi:

”Dødsfaldet har udvidet os, og langsomt, uendelig langsomt, lærer vi at rumme, at livet på en gang er både smukt og smerteligt.” Og når en undersøgelse viser, at man kan lægge et par år til sin levealder ved at gå i kirke, kritiserer Stender manglen på ambition og skriver, at man snarere bør understrege, at kirkegang kan forlænge livet med en evighed. I ét af de bedste afsnit beskrives vigtigheden af at huske, at intet varer ved.

Hverken det lykkelige eller det triste, og den, der kan acceptere forgængeligheden, lever mindre krampagtigt, og forstår, at svarene på de mange spørgsmål først vil opstå ansigt til ansigt med Kristus. Stender vil trække mennesket ud af den forskansede boble, og man føler sig lidt ramt, når han for eksempel spørger, hvorfor det her i landet er blevet så uhørt at komme på spontant besøg. Han ser det som tegn på en dyb trang til at føle kontrol i livet og i ethvert øjeblik fremstå perfekt, og der er ingen tvivl om, at Stender har fat i nogle danske karaktertræk, der er vokset frem i et samfund med enorme materielle privilegier og fokus på fremtræden. Men med en tilsvarende aftagende fornemmelse for det, der er meget større og vigtigere.

Bogen har dog også skavanker. Den savner en skarpere redigering, så man ikke så mange gange i træk møder den samme bandbulle angående sundhed og motion, og Stender misbruger udtrykket ”vi” i sin anklage af tiden. Nogle læsere vil føle sig presset ind i en generaliserende forestilling om danskerne, som de ikke nødvendigvis kan genkende, og man må også spørge, om Stenders teologi udfoldes helt nok.

En ting er, at han er ganske ligefrem. Opstandelsen er fysisk, himmeriget venter og den kristne må naturligvis anse kristendommen for at være den eneste sande religion. Men til tider minder overvejelserne om en slags Gajol-æske-visdom, og med Stenders forsøg på at forene teologi og ukompliceret tale får bogen visse steder et lidt for hurtigt præg. Men tilbage står, at Stenders ærinde og lidenskabelige livssyn i denne bog er yderst tiltalende.

Han udgør en pudsig blanding af livsudfoldelse og næsten from, reaktionær mavesurhed, og det klæder ham, at han stort set ikke nævner det seksuelle, som han ellers har for vane. Han forfalder ikke her til platheder, men anlægger en mere inderlig tone, og man fornemmer et oprigtigt ønske om at rive danskerne ud af en åndeligt fattig og politisk korrekt tilstand. Ifølge Stender skal vi skrive langsommelige breve, med sindsro sige ordet neger (!), og mænd skal mødes på værtshus frem for med bøjede nakker at samles om barnevognene. Og ikke mindst skal vi i troen på Gud blive i stand til at se tilværelsens skrøbelighed i øjnene og leve uforfærdet, mens vi er her.

Det er godt, at vi her til lands har præster, der bliver ved med at råbe budskabet så højt og tydeligt, at det står klart, at nogle stadig mener det hele dybt alvorligt.