Nok er Stig Wandels store roman ”Epitafiets vidne” problematisk. Og det er den først og fremmest, fordi forfatteren ofte breder sig umådeholdent, uden at skelne skarpt mellem relevant og irrelevant.
Men for den tålmodige læser har bogen alligevel noget at byde på. Handlingen tager sin begyndelse en nytårsnat. Efter en ”meget våd aften” trodser præstesønnen og historielæreren Svend al fornuft og begiver sig afsted i sin bil. En risikabel affære: Det sner, og helt ædru er han ikke.
Undervejs vælger han at søge husly i en kirke, der viser sig at være åben. Det er Voer Kirke i Vendsyssel. Dér bliver han stærkt grebet af synet af et stort og massivt gravmæle over ejerne af Voergaard i slutningen af det 16.århundrede, Ingeborg Skeel og Otte Banner.
Sammen med de to knælende skikkelser ses den korsfæstede Kristus. Svend tolker gravmælet som et vidnedsbyrd om, hvad der har været vigtigst for personerne i deres forhold til hinanden og til Gud: ”Hengivenheden, den absolutte tro på hinanden som på Gud, så han, når det er tid, kan kalde den troende op til salighed.” Hen mod romanens slutning opsøger Svend igen gravmælet. Han er på det tidspunkt ”ude i tovene”, og netop i en sådan situation er det ifølge hans fortrolige – en historelærer, som han kender fra sin tid som elev på Herlufsholm – anbefalelsesværdigt at søge til historien i tillid til, at den har et og andet at bidrage med. Det er nemlig den pågældende lærers overbevisning, at tilværelsens fundamentale problemer i det væsentlige er de samme nu som før. Noget, som han mener, har en særlig gyldighed for sidste del af det 16. århundrede – samme tid, som gravmælet stammer fra.
Inden det andet besøg i Voer Kirke har vi fået grundig besked om, hvordan Svends tilværelse indtil da har formet sig, en tilværelse blandt andet præget af konflikten mellem pligt og tilbøjelighed, ansvar og lyst.
Grundlæggende er beretningen vedkommende. Man er aldrig i tvivl om dens karakter af nødvendighed. Men stoffet burde være strammet, endda ganske betydeligt.Wandel begår den klassiske fejl at ville have ”det hele” med. Mange elementer indgår. For eksempel venskabet med en nærværende skildret sognepræst, Jens Jørgen – et belastet venskab, idet Svend i ungdommen mistede den pige, han elskede, til denne ven siden barndommen. Meddelelsen derom er et lammende slag for ham, mens han som værnepligtig er udstationeret på Marinestationen Grønnedal i Sydgrønland.
Et andet slag rammer ham, da hans søster omkommer i forbindelse med M/S Hans Hedtofts forlis i Grønland i januar 1959. Svend bebrejder sig selv, at han ikke forhindrede hendes deltagelse i det angiveligt synkefri skibs jomfrurejse.
Hans opfattelse har sin baggrund i et mærkeligt sammentræf mellem en episode før en busulykke og denne episodes tilsyneladende.gentagelse umiddelbart før skibets afgang. Han tolker sammenfaldet som et tegn, en advarsel. Men han negligerede den. Og dermed bliver han – lyder hans dom – medskyldig i søsterens død. Ved gensynet med gravmælet taler historien bogstaveligt til Svend. Med Ingeborg Skeels stemme.
Den døde har et budskab til ham: ”Trosbekendelsen, det er det eneste vigtige, og så forvisningen om tilgivelse og den troendes frelse, der følger med den”. Hun erkender, at hun nok selv havde flere synder på samvittigheden end de fleste. Bønderne opfattede hende da også som en tyran. Men som hun tilføjer: Synder skal man jo have for at få tilgivelse. Hendes ord til Svend er en dom over ham og hans liv, men i al forsonlighed. Ganske vist har han ikke – bemærker hun – handlet særlig helligt. Men som hun ser det, har han ikke haft så mange valg, ”heller ikke de lette”.
Hendes konklusion er, at hans ”værste og vigtigste fejl er undladelsessynder”. Det kan man så fundere over. Som over så meget andet i denne roman, der er i høj grad er sin egen, skiftevis engagerende og irriterende. Men meget er på færde. Det er ingen ligegyldig bog, bygget, som den tydeligvis er, på et fundament af megen livs-erfaring.