Stigende ophidselse overalt i Weimarrepublikken

Rost øjeblikskildring af nazisternes magtovertagelse er medrivende og god af andre årsager, end forfattere og forlag tror

Weimarrepublikkens ophør og nazisternes magtovertagelse i 1933 er temaet for bogen ”Banemændene”. Her er det tyske bycykler anno 1933. – Foto: Ritzau Scanpix.
Weimarrepublikkens ophør og nazisternes magtovertagelse i 1933 er temaet for bogen ”Banemændene”. Her er det tyske bycykler anno 1933. – Foto: Ritzau Scanpix.

Det kommunistiske parti i Tyskland iværksatte i 1930 en undersøgelse af mulig infiltration af sine afdelinger. Man opdagede 70 personer, der opererede som agenter. 39 af dem arbejdede for Weimarrepublikkens ”politiske politi”. 3 af disse arbejdede samtidig for nationalsocialisterne. 9 agenter var rendyrkede nazister, mens 2 arbejdede for socialdemokraterne, 11 for udenlandske efterretningstjenester, og 5 bedrev spionage for den kapitalistiske storindustri.

Eksempler som dette nærmest spraglede sammenrend af dagsordener bliver i den roste ”Banemændene” fornemt understøttet af de to tyske historikeres valgte fortælleform. En art journal optegner høj og lavs ageren i vinteren 1932-1933 i Berlin på daglig basis og anvender det uhørt effektive greb at begynde hver eneste dag med udvalgte avisers overskrifter. Det øger stemningen af flueøjet kaos, mistænksomhed og en farligt selvmodsigende offentlighed.

Dels bliver de evige avisoverskrifter overrumplende symptomatiske for den febrile og opkørte stemning: ”Alarm, alarm!”, melder den kommunistiske avis Die Rote Fahne den 29. januar 1933. ”Udsigt til storm”, bemærker Vossische Zeitung dagen efter. Og mest symbolsk: ”Stigende ophidselse overalt”, skriver Tägliche Rundschau den 28. januar.

Dels er de ofte på dagen grotesk modsatrettede: ”Højeste alarmberedskab! Tysklands arbejdere, foren jer til kamp!”, skriver Die Rote Fahne den 22. november 1932. Det venstreintellektuelle Die Weltbühne noterer samme dag tanker om, hvad der vil ske, ”når” statskrisen er forbi og et nyt system vil have ”stabiliseret sig”.

Disse nervøse overskrifter akkompagnerer en personbåret fortælling, hvor hovedpersonerne er rigspræsidenten Hindenburg – nationalkonservativ krigshelt, men ikke nazist – kanslerkandidaterne Kurt von Schleicher og Franz von Papen samt en rørstrømsk Adolf Hitler. Ved hjælp af et væld af kilder fra den lettere ende af samtiden kan de to forfattere give et ret malende billede af disse mænds kamp om magten. Forfatteren Harry Kessler om Franz von Papen: ”En gnaven gedebuk, der forsøger at udstråle ’holdning’.” Den franske ambassadør Francois-Poncet om Schleichers udseende som ”en glatraget isse, et blegt, ja ligefrem gustent ansigt, hvori to skarpe øjne stråler, træk, der drukner i usundt fedt (…) Men man må fremhæve hans meget smukke hænder”. Det forlyder, at denne beskrivelse er begået af en mand, der faktisk kunne lide Schleicher.

Bogen læses som en form for drama på grund af denne personbårne journalstil med personbeskrivelser og evige, fordækte møder. Både forfatterne og forlaget forsøger at sælge det som en historisk korrekt pendant til den amerikanske tv-serie ”House of Cards”. Det er ikke udtryk for en evne til ædruelig selvindsigt.

Bogen er forrygende i sit pressegreb og i de geniale beskrivelser af de indbyrdes fjender, hentet fra tiden. Den styrkes yderligere af, at randfigurer som journalisten Bella Fromm, den amerikanske eventyrer Abraham Plotkin og den britiske forfatter Christopher Isherwood alle giver dybde til tidsbilledet. Men det nuværende USA ligner ikke det daværende Weimar, som analogien til ”House of Cards” antageligvis skal antyde.

Hvis man går og forestiller sig, at NSDAP (nazistpartiet) bare udvidede og rykkede skæbnebestemt frem mod magten, læses denne bog som det modsatte af, hvad forfatterne intenderede. Den dokumenterer snarere, at historien er langt mere tilfældig. Kort sagt: at den er mulig snarere end nødvendig – for nu at låne et billede fra et ligeledes nervøst kunstværk fra den tysksprogede samtid i form af Robert Musils ”Manden uden egenskaber”.

Der opstår unikke skitser af et vildt tidspunkt i en farlig by, hvor alle hørte Wagner, alle var arbejdsløse, og alle tilsyneladende også enten konspirerede under hemmelige politiske møder eller virkede som spioner.

De to forfattere, der er historikere af uddannelse og journalister af virke, mestrer ikke den litterær-historiske genre, som mange af tidens store tyske idéhistoriske fortællere gør. Man kunne tænke på Wolfram Eilenberger, Tilmann Lahme eller på suveræne Volker Weidermann. De to nærværende synes at lade sig rive med af kildematerialets overlegne stil. Da de ikke selv er i besiddelse af samme, ender det indimellem i sproglig forvirring, hvor patos og tendens ikke just er befordrende for hinanden: ”Over portalen står der ’Dem deutschen Volke’ (Til det tyske folk). Kejser Wilhelm II lagde før i tiden ikke skjul på sin afsky. Han kaldte Rigsdagen en ’diskussionsklub’. Her bevilgede socialdemokraterne i 1914 krigslånene, her gik den unge republiks parlament i 1920 i gang med arbejdet. Et tysk skæbnested. Rejst af sten. Den synes umulig at ødelægge.”

Det synes kildematerialet og idéen til denne bog dog også at være, og derfor bliver den stående – indimellem endog på trods af sine forfattere. Det passer måske også til en af tidens nævnte overskrifter: ”Stigende ophidselse overalt.”