Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Anmeldelse

Stikord til en bog, der kunne være blevet bedre

3 stjerner

Erindringsglimt af pensioneret overlæge Mogens Fjord Christensen indrammes af principielle overvejelser, men man ville gerne have haft mere

Fortællinger om et liv, en forening af fortid og nutid. Måske et mønster vil vise sig. Med det håb indleder den pensionerede overlæge Mogens Fjord Christensen sin lille, tætte erindringsbog ”Verdens vigtigste person. Nedslag”.

Senere forholder han sig til livets mange roller og spørger: ”Hvornår er jeg autentisk?”. Efter at forfatteren har sat den ironiske titel ind i den rette sammenhæng – den ”vigtigste person” er samtidig blot ”en kvant i universet” – afslutter han bogen ikke med et svar på de rejste spørgsmål, men med et nyt spørgsmål: Greb han undervejs gennem tilværelsen de øjeblikke, hvor alt ”var smeltet sammen i et glimt af en mening?”.

Ét ved Fjord Christensen med sikkerhed: At han trods de svækkelser, der hører alderdommen til, stadig har længslen i sig ”efter det absurde liv”. En konstatering, der følger efter et afsnit, hvor han fortæller om et faldskærmudspring, som han foretog i delstaten Oregon i USA den dag, han fyldte 77 år.

De principielle overvejelser, der indrammer erindringerne, er med til at løfte dem op over det private. Men det er så til gengæld begrænset, hvor meget vi får at vide om det konkrete liv, der er anledningen til det hele. Det bliver ved antydninger og glimt: stemningsbilleder, natursansninger, følelsestilstande, positive og negative, harmoni og krise. Fjord Christensen lader meget være usagt, vel i håbet om at det vigtigste alligevel er til stede mellem linjerne.

Til det mest intense hører et barndomsminde om frygten hos drengen, når forældrene efter et selskab skændes i natten – og om moderen, som siger beroligende ord til ham, men den hånd, som hun på samme tid kærtegner ham med, ryster lidt. Af en vis bevægende virkning er desuden et nedslag – ligeledes fra barndommen – om et tilsyneladende modsætningsforhold mellem forældrene, om moderen, der drømmende spiller på flygelet, men næsten hemmeligt, fordi faderen ikke bryder sig om at høre hende spille. Som om han vil forbyde hende at have den længsel, som hun åbenbart har, måske en forgæves længsel efter en pianistkarriere.

I de nævnte forbindelser kommer meget til udtryk. Men for det meste er det, som om ”Verdens vigtigste person. Nedslag” består af stikord til en bog, som Fjord Christensen er veget tilbage fra at skrive.