Jens Smærup Sørensen undersøger de psykologiske aspekter af klimakrisen i fremragende ny roman

Romanen gennemspiller et jysk klimadrama i miniformat, og det gør forfatteren fornemt

Jens Smærup Sørensen undersøger de psykologiske aspekter af klimakrisen i fremragende ny roman

Klimaet er under forandring. De færreste benægter det. Spørgsmålet er, hvilken betydning det får for os alle i fremtiden. Et af de aktuelle problemer er sikringen af kysterne. Og præcis kystsikring er i centrum i Jens Smærup Sørensens nye roman, der formentlig udspiller sig i området ved Limfjorden.

Når romanen bærer titlen ”Klinten”, er det selvfølgelig ikke tilfældigt. For det er en klint, som er under gradvis nedbrydning på grund af stormene, der samler og skiller beboerne på en lille vej nær kysten. Klinten er det naturlige omdrejningspunkt for romanens handling.

Før i tiden lå de mest attraktive huse ud mod vandet ved klinten. Problemet er imidlertid, at havet slider på klinten og bider stumper af. Fjorden er rykket alt for tæt på den første række af huse. Den flotte udsigt er med tiden blevet en trussel. Da fortællingen begynder, er en ny stor storm med potentiel orkanstyrke på vej mod Danmark.

En af de involverede er Jeppe Jakobsen. Hans forældre er bosat i Spanien, og nu bor han så i deres hus ved vejen. Jeppe er ”uddannet i dansk” og arbejder ”med sprogteknologi”, nærmere bestemt ”maskinoversættelse”. Basalt set er han ikke interesseret i de andre mennesker i nærmiljøet. Han arbejder højeffektivt med sin computer i sin selvvalgte isolation, men så banker det på døren. Og udenfor står kvinden Sigrid. Hun vil gerne sikre sin ejendom og de øvrige huse på vejen. Det har hun arbejdet for i en årrække. De kan dog ikke få hjælp fra det offentlige og må allerhøjest lave blød kystsikring, for eksempel i form af sand og forskellige andre virkemidler. Nu, hvor stormen er på vej, vil hun samle alle beboerne på vejen til et møde om kystsikring. Derfor går hun rundt fra dør til dør.

Hun gør indtryk på ham. Og omvendt. Nu begynder så et afdæmpet spil om den spirende kærlighed mellem de to, som en del af de andre beboere på vejen diskret følger med i, så godt de nu kan komme til det.

Man kunne måske tro, at Jens Smærup Sørensen ville koncentrere interessen om de to mennesker, der så småt nærmer sig hinanden. Det gør han imidlertid ikke.

I stedet lader han generøst sin fortæller følge de øvrige beboere på vejen. Man inviteres indenfor i deres huse i små episoder. Og her får man beboernes blik på verden og hinanden udrullet. Det er en fortæller, der står uden for det fortalte og på skift giver adgang til et lille antal personers indre. Det skaber et interessant psykologisk indblik i disse menneskers fortolkning af hinanden og det dilemma, klimaforandringerne stiller dem over for. De kan godt blive enige om at mødes. Men kan de blive enige om mere? Det er kostbart at klimasikre. Samtidig er det noget, den enkelte ikke kan løfte alene. Man er nødt til at stå sammen for at finde en fornuftig løsning. Sagen er imidlertid, at lodsejerne, der bor længst væk fra havet, har langt bedre tid end de øvrige. Deres huse er jo ikke i fare. I hvert fald ikke de første mange år.

Det er godt gået. Jens Smærup Sørensen gennemspiller et jysk klimadrama i miniformat, og det gør han fornemt. Diskret lader han sin fortæller formidle det psykologiske klimaspil, kystsikringsspørgsmålet rejser. Samtidig udfolder han mesterligt det sødmefyldte forhold mellem Sigrid og Jeppe, der efter en del intimitet spidser til i konflikt, da hun hårdt, men ikke uden præcision udbryder:

”Du lyder som en maskine”.

Manden fortæller, forstår man af beretningen, ikke ærligt om sine følelser. Eller rettere, han har vanskeligt ved at udtrykke sin selverkendelse i et konkret og nuanceret sprog. Derfor holder han sig verbalt tilbage om det, der brænder på for ham. Også i den henseende har Jens Smærup Sørensen skrevet en roman om tiden til tiden.