»Medens den dybeste stilhed herskede over alt, og natten var midt på sin bane, steg dit almægtige ord, Herre, ned fra sit kongesæde i himlene.« Dette vidunderlige vers fra Visdommens Bog i Bibelen hører til de mange af slagsen, der smykker vor kirkes juleliturgi, og som er blevet sunget gennem århundreder.
Stilhed, ja, for det er jo jul. Det vil sige, det har det været hele december med julesalmer hele måneden, og adventstiden er jo på det nærmeste afskaffet. Allerede den 2. oktober kunne man i Danmarks Radios P2-morgenprogram høre en mandlig studievært annoncere »Højt fra træets grønne top«, hvem det så var til ære for. Enten var man som lytter til grin, eller også var »værten« det, hvilket jeg er mest tilbøjelig til at mene. Men et træ skal der til, også selv om vi arvede en dejlig julekrybbe fra det nu hedengangne Sct. Josephs hospital i Griffenfeldsgade for nu mange år siden.
Jeg var på udkig efter et pænt træ, og på Kongens Nytorv standsede jeg op ved en ung piges udbud. Duften af gran stod formelig én i næsen, og folk slæbte afsted med træer under armene eller på cykler, købt sådan lige før lukketid. For også sælgerne vil jo gerne hjem, og skidt så tag det da for en halvtredser, og glædelig jul!
Den unge dame tog nænsomt fat om træets top og snurrede det rundt som for at demonstrere dets ynde. Nej, det er da for grimt, sagde pludselig en nyankommen dame ved min side. Jo, for intervallerne ved grenene mod toppen var for uregelmæssige, sagde hun. Jeg tænkte mit. »Hør«, sagde jeg til den kritiske dame, »nu køber jeg det, og det er så en gave fra mig. Og glem så alt om det dér med smukt.«
Dette nedslidte begreb, der efterhånden er så beklistret til alt hvad der er velkendt, iørefaldende og iøjnespringende, at der næsten ikke mere er nogen harmoni at finde i alt, hvad der er lidt anderledes. »Du godeste, hvordan skal jeg dog få det hjem, jeg er til fods?« »Jamen, det er jeg også, og jeg skal nok bære det hjem.« Hun boede heldigvis ikke så langt fra torvet, og som fodgængere lykkedet os at komme frem uden at forulempe biler og cyklister, der efterhånden betragter fodgængerfelter som bedst egnede til at få ram på gående.
Omsider nåede vi til bopælen, og det næste problem var fjerde sal uden elevator. »Også det er jeg vant til«, sagde jeg, og vi tog trappen op. Fruen fik døren op, og ja, det skulle så helst stå dér på det lille hørstykke med stjerner og hjerter på i krogen. Der var så pænt, sagde hun.
Den kritiske dame ved min side på Kongens Nytorv stod et øjeblik i afstand og betragtede træet uden kommentarer og mente alligevel, at det ikke var så grimt endda. »Jamen, Ruth dog, hvordan kunne du få dig selv til at sige, at træet var grimt? Der gik jo en lille sky for solen i hendes øjne, og hun så så bedrøvet på dig. Det var jo hendes produkt og hende selv, du kritiserede!«
Lidt senere kom Katarina, og nej, hvor var det sødt. Og Martin, hvor nydeligt, og lad nu være med at overdynge det med alskens tingel-tangel som I plejer, det er jo så pænt i sig selv.
Jo, damen var min kone, og børnene vore. Børnebørn er der endnu ingen af, og det har jo sine vanskeligheder at få sat dem i verden før de andre. Men nu stod træet der, med de lidt uregelmæssige intervaller mellem grenene mod toppen, og krybben fra Sct. Joseph med søstrenes hjemmelavede figurer af jomfru Maria, Josef og Jesusbarnet, og med lidt gran og mos fra skovhaven omkring vort lille hus i Rågeleje.
Og jul blev det, jul uden advent og med sange og salmer fra oktober til december, og rasende travlhed over det hele. For ikke sandt, hvordan skal vi dog nå det ellers? Jeg må indrømme, at på et eller andet tidspunkt inden jul, har jeg det ofte med at ønske det hele overstået, inden det egentlig er begyndt, så kommercielt og afkristnet det efterhånden er blevet. Man dynger hinanden til med alt muligt under foregivende af at fejre Kristi fødsel, mens der dårligt nok er tid til at ihukomme fødselsdagsbarnet selv. Men selvfølgelig, meget er op til én selv, og før eller senere fortrænger man vel det afskyelige ræs, og besinder sig.
Og indtil nu er det da lykkedes, sådan da. Ved bordet hen mod aften har vi vedligeholdt den skik med de indledende linjer om »den dybeste stilhed«, og så plejer grundstemningen at være lagt. Og lidt senere, når votivlysene ved krybben er tændt, har vi det med at læse endnu et syngestykke fra liturgien, en latinsk middelalderhymne, »Jesu dulcis memoria«, hvis sidste vers i dansk oversættelse klinger: »Bliv, Herre, i vort hjertes vrå / Lad herlig der din sol opgå / Lad tågen svinde for vor dag / Fyld verden med dit velbehag«. Sjælelutrende ord for en tilstand, hvor alverdens trængsler og fortrædeligheder omslutter os magtesløse, og som vi vel alle er medskyldige i. Ja, men så »fyld verden med dit velbehag« ..!