Prøv avisen

Stilheden under vandet

TORSDAGSKONCERT Bent Sørensens evne til at skabe atmosfærefulde orkesterklange er uovertruffen. Det blev bekræftet forleden, hvor komponistens "Den lille havfrue" blev opført

Tænk, at musik kan være så stille. Bent Sørensens "Den lille havfrue" er et værk for ganske stor besætning: sopran- og tenorsolo, pigekor og symfoniorkester; og det blev uropført for et par uger siden ved en promenadekoncert i Londons enorme Royal Albert Hall. Og så er det paradoksalt nok et stykke, der dyrker de svage lyde og forfinede nuancer og ligefrem tavsheden. Der er afsnit, navnlig i andensatsen, hvor pauserne bliver det vigtigste. Det er musik, der opfordrer én til at lytte indad, og det er en sjælden og vigtig kvalitet.

Inden torsdagskoncerten, hvor værket fik sin danske førsteopførelse, fortalte komponisten, at det var hans tekstforfatter Peter Asmussen, der havde foreslået H.C. Andersens eventyr som emne. De to har tidligere arbejdet sammen om operaen "Under himlen", og ligesom i operaen synes arbejdsfordelingen at have været, at tekstforfatteren skaber et skelet, hvorover komponisten modellerer sin forfinede og udtryksfulde musik.

Bent Sørensen er en udpræget lyrisk komponist, hvis evne til at skabe atmosfærefulde orkesterklange er uovertruffen. "Den lille havfrue" foregår under vand, og det hører man virkelig. Stilheden, livet på havbunden, hvor havfruen kommer fra, stormen oppe på havoverfladen, hvor prinsens skib kommer i havsnød, og uhyggen ved besøget hos havheksen står klart og skarpt aftegnet. Pigekorets stemmer, der er fordelt i tre grupper rundt i salen, indgår undertiden på raffineret vis i orkesterklangen med ordløse melismer og træder til andre tider frem med tekst som fortæller af eventyret.

Havfruen selv synges af en sopran – den som altid lifligt klingende Inger Dam-Jensen – og paradoksalt nok bliver partiet mere sangbart end nogensinde i det øjeblik, hvor havfruen ofrer sin tunge for at kunne møde prinsen – så breder stemmen sig ud i lange toneguirlander uden ord. Og til sidst, hvor havfruen bliver til skum, forsvinder musikken så at sige ud i luften som en boble.

Der er lækre klange og udsøgte raffinementer i lange baner. Nogen tvingende dramatisk fremdrift er der derimod ikke, og der kan også sættes et spørgsmålstegn ved ideen om at lade citater fra H.C. Andersens dagbøger indgå i librettoen, der blevsunget af tenoren Gert Henning-Jensen.

For ganske vist kan eventyret om havfruen og hendes umulige kærlighed til prinsen sagtens læses som historien om H.C. Andersens egen forelskelse i vennen Edward Collin, og skam få den, der tænker ilde herom. Men i praksis falder de småsnakkende bemærkninger fra dagbøgerne temmelig meget uden for eventyrets stil. Det er, som om der er ved at gå automatik i H.C. Andersen-fejringerne: Uanset hvilket eventyr der dramatiseres, skal digterens person hives med ind.

Radiosymfoniorkestret, Radiopigekoret og Thomas Dausgaard levede smukt op til musikkens krav om vellyd og delikatesse. Ikke mindst må man fremhæve pigekoret, der har gjort klare fremskridt i de senere år. Efter pausen fortsatte man i en ganske anden boldgade med en spændstig og muskuløs udgave af Beethovens "Eroica". Dausgaard er en Beethoven-dirigent, der favoriserer hurtige tempi, og begyndelsen af førstesatsen var en smule ude af fokus. Det rettede sig efterhånden, og som symfonien skred frem, samlede det hele sig til en gedigen og engageret opførelse.

Radiosymfoniorkestret, Radiopigekoret. Dirigent: Thomas Dausgaard. Solister: Inger Dam-Jensen, Gert Henning-Jensen. Værker af Bent Sørensen og Beethoven. Koncerten genudsendes søndag den 4. september kl. 10.00 i P2.

kultur@kristeligt-dagblad.dk